Tenryūji-templet (天龍寺), også kendt som “Templet for den guddommelige drage”, er et af de mest berømte zenbuddhistiske templer i Japan. Beliggende i det naturskønne Arashiyama-område i det vestlige Kyoto, er templet et must-see for både historieinteresserede og kulturinteresserede.
Fra kejservilla til zentempel
Templet er hovedtempel for Tenryūji-skolen inden for Rinzai zenbuddhismen. Det blev grundlagt i 1339 af shogun Ashikaga Takauji (1305-58) til minde om kejser Go-Daigo (1288-1339) som døde i Yoshino efter en borgerkrig der sørgede for at Ashikaga-familien kom til magten. Den berømte zenpræst Musō Soseki (1275-1351) blev udpeget til at være templets abbed.
Det område hvor Tenryūji-templet blev opført husede tidligere templet Danrin-ji der blev grundlagt i det 9. århundrede som det første zentempel i Japan. I det 13. århundrede byggede kejser Kameyama (1249-1305) en villa på området og det var her hans barnebarn Go-Daigo voksede op. Da Go-Daigo døde sørgede Ashikaga Takauji for at villaen blev omdannet til et zentempel.
For at finansiere opførelsen af templet sørgede abbed Musō Soseki for at sende et skib (kendt som Tenryūji-skibet) på en handelsmission til Yuan-dynastiets Kina. I 1343 var de fleste af templets bygninger færdiggjorte. Arven efter Soseki var betydelig og templet fik en afgørende rolle i opblomstringen af den litterære kultur inden for zen kaldet gozan bungaku. Tenryūji-templet blev udpeget som nr. 1 inden for de såkaldte “fem zenbjerge i Kyoto” (Kyoto gozan).
I de århundreder der fulgte grundlæggelsen blev templet ødelagt af flere brande (otte i alt), den seneste fandt sted i 1864. De fleste af de nuværende bygninger er således fra nyere tid dvs. fra Meiji-perioden (1868-1912).
Sōgenchi-haven – et mesterværk i japansk havedesign
Bag hovedbygningen (Hōjō) finder du den imponerende Sōgenchi-have, designet af Musō Soseki selv. Haven er en af Japans ældste og bevarer sin oprindelige struktur fra 1300-tallet. Den er især kendt for sine farvestrålende efterårsløv, som hvert år tiltrækker tusindvis af besøgende. I 1994 blev både templet og haven optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Praktisk information
Adresse:
68 Susukinobaba-chō, Saga Tenryūji, Ukyō-ku, Kyoto 616-8385
Transport:
Tenryūji-templet ligger i hjertet af Arashiyama-området i det vestlige Kyoto. Templet nås på cirka ti minutters gang fra JR Saga-Arashiyama Station på JR Sagano-linjen fra Kyoto Station, eller fra Arashiyama Station på Keifuku- og Hankyū-linjerne. Templet har separat entré til haven og til hovedbygningen, så man kan vælge at se det hele eller kun haven.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige bag templets nordlige udgang ligger den berømte bambusskov, et af Kyotos mest fotograferede steder. Følger du stien gennem skoven, ender du ved Ōkōchi Sansō-villaen, et fredfyldt sted med have og udsigt over Kyoto. Lige syd for templet finder du Togetsukyo-broen over Katsura-floden, et af områdets vartegn.





