10. februar 2025
Intro

Den japanske have afspejler japansk æstetik og filosofi og har udviklet sig gennem århundreder. Der findes flere forskellige typer japanske haver, hver med deres unikke funktion og symbolske betydning. Nedenfor gennemgås de mest kendte havetyper.


Tsukiyama – vandringshaven

Tsukiyama, også kaldet vandringshaven, er en af de ældste og mest populære japanske havetyper. Denne havetype blev udviklet i Edo-perioden (1600-1868) og er kendt for sin miniaturegengivelse af naturlandskaber. Typiske elementer i en tsukiyama-have er kunstige bakker, damme og små bække der skaber en illusion af et større landskab.

Vandringshaven er designet således at du besøgende bevæger dig gennem forskellige scenerier og oplever nye udsigter ved hvert skridt. Planter, træer og sten er strategisk placeret for at skabe en dynamisk og varieret oplevelse.

Eksempler på tsukiyama-haver:

Kenrokuen-haven i Kanazawa
Murin-an haven i Kyoto
Rikugien-haven i Tokyo

rikugien haven Tokyo
Rikugien-haven, Tokyo

Karesansui – sand- og stenhaven

Karesansui, også kendt som sand- og stenhaven eller zenhaven, er en minimalistisk havetype med stærke spirituelle og meditative elementer. Denne havetype opstod i forbindelse med zenbuddhistiske templer i Muromachi-perioden (1392-1568) og er designet til refleksion.

Karesansui-haver består af sand eller granitskærver der rives i mønstre for at repræsentere vandets bevægelser. Sten placeres strategisk for at symbolisere øer, bjerge eller andre naturlige elementer. Denne type have kræver ingen vand og er derfor en af de mest abstrakte former for japansk havekunst.

Eksempler på karesansui-haver:

I Kyoto:

Ryōanji-templet
Kodaiji-templet
Shinnyodo templet (en moderne fortolkning af stenhaven)


Chaniwa – tehaven

Chaniwa, eller tehaven, er nært knyttet til den traditionelle japanske teceremoni. Havetypen blev udviklet i perioden 1335-1600 og er designet til at forberede gæsterne mentalt og spirituelt inden en teceremoni.

Tehaven er ofte enkel og naturlig i sit udtryk og kan være frodig med træer, der giver en fornemmelse af en skov. Haven er opdelt i to sektioner: Først går gæsten ad en slynget trædesti kaldet tobi-ishi, der leder til tehuset. Ved indgangen til tehuset findes en tsukubai – et stenbassin med en øse, hvor gæsterne vasker hænder og skyller munden som en renselsesritual før ceremonien.

Eksempel på en chaniwa-have:

Urakuen-haven med Jo-an tehuset i Inuyama

Tehuset Jo-an, Urakuen-haven, Inuyama

Tsubo-niwa – gårdhaven

Tsubo-niwa er en lille japansk gårdhave der ofte anlægges i bymiljøer som indre gårde eller på tagterrasser. Navnet tsubo refererer til en traditionel måleenhed svarende til to tatami-måtter hvilket understreger at denne haveform er kompakt.

Gårdhaven blev udviklet i perioden 780-1868 og er kendetegnet ved sin enkle og intime atmosfære. På trods af sin beskedne størrelse kan en tsubo-niwa indeholde både elementer som sten, mos, små træer og en eller anden form for vand for at skabe en afbalanceret og harmonisk oplevelse.


Paradishaven

Paradishaven er en historisk havetype der opstod i slutningen af Heian-perioden (794-1185). Disse haver blev inspireret af buddhistiske forestillinger om det rene land-paradishaven (jodō) hvor Amidha Buddha sidder på en forhøjning og ser ud over en lotusdam.

Et centralt element i paradishaven er en stor ø i en sø, kaldet Nakajima, hvor en Buddha-hal ofte blev placeret. Øen er forbundet til bredden af en elegant buet bro.

Eksempel på en paradishave:

Haven ved Byodoin-templet i Uji, nær Kyoto (bygget i 1053)

byodoin templet uji
Haven ved Byodoin-templet, Uji

Sø- eller damhaven (Chisen-shoyū-teien)

Sø- eller damhaven, kendt som Chisen-shoyū-teien, har sin oprindelse i Kina og blev introduceret i Japan i Heian-perioden (794-1185). Oversat fra japansk betyder det noget i stil med en “sø-forår-bådudflugt have”. Denne havetype er designet til at blive oplevet både til fods og fra en båd hvilket gør den til en af de mest dynamiske japanske havetyper.

Hovedfokus i sø- eller damhaven er en stor dam eller sø omgivet af frodig beplantning og sten. Broer, pavilloner og små øer tilføjer struktur ogvariation.

Eksempler på sø- eller damhaver:

Heian Jingu-helligdommen i Kyoto
Daikakuji-templet i Kyoto
Ritsurin Kōen-haven i Takamatsu


Moderne fortolkninger

Et eksempel på en anderledes havetype er haven der er tilknyttet Adachi-kunstmuseet nær Matsue. Selv om haven er klassisk opbygget kan den kun beskues inde fra museet gennem vinduerne. Man kan ikke gå rundt i haven