Intro
Den japanske have afspejler japansk æstetik og filosofi og har udviklet sig gennem århundreder. Der findes flere forskellige typer japanske haver, hver med deres unikke funktion og symbolske betydning. I dag taler man ofte om fem hovedtyper af japanske haver: søhaver, tørre landskabshaver (karesansui), vandringshaver, tehaver (chaniwa) og gårdhaver (tsubo-niwa). Nedenfor gennemgås de vigtigste havetyper og deres kendetegn.
Tsukiyama – vandringshaven
Tsukiyama, også kaldet vandringshaven, er en af de mest klassiske japanske havetyper. Denne havetype blev udviklet i Edo-perioden (1600-1868) hvor feudalherrer anlagde store landskabshaver ved deres borge og villaer. Haven er opbygget som et miniaturelandskab med kunstige bakker, damme, små bække og øer, ofte inspireret af berømte udsigter fra Japan og Kina.
Vandringshaven tilhører den type man kalder en stroll garden (kaiyūshiki teien) hvor du som besøgende bevæger dig gennem forskellige scenerier og oplever nye udsigter ved hvert skridt. Planter, træer og sten er strategisk placeret for at skabe en dynamisk og varieret oplevelse.
Eksempler på tsukiyama-haver:
Kenrokuen-haven i Kanazawa
Korakuen-haven i Okayama
Murin-an haven i Kyoto
Rikugien-haven i Tokyo
Karesansui – sand- og stenhaven
Karesansui, også kendt som sand- og stenhaven eller zenhaven, udviklede sig især i Kamakura- og Muromachi-perioderne da den militære elite tog zenbuddhismen til sig. Ordet karesansui betyder bogstaveligt “tørt bjerg-vand” og henviser til at sten og grus symboliserer et helt landskab uden brug af rigtigt vand.
I disse minimalistiske haver rives sand eller granitskærver i mønstre der antyder bølger og strømme, mens sten repræsenterer øer, bjerge eller kystlinjer. Haverne betragtes fra en veranda eller gangbro og bruges som en visuel støtte til meditation og eftertanke.
Den er en af de mest abstrakte former for japansk havekunst.
Eksempler på karesansui-haver:
Ryōanji-templet i Kyoto
Kodaiji-templet i Kyoto
Shinnyodo templet i Kyoto (en moderne fortolkning af stenhaven)
Kongobuji-templet på Koyasan-bjerget
Chaniwa – tehaven
Chaniwa, eller tehaven, er nært knyttet til den traditionelle japanske teceremoni. Havetypen blev udviklet i perioden 1335-1600 og er designet til at forberede gæsterne mentalt og spirituelt inden en teceremoni.
Tehaven er ofte enkel og naturlig i sit udtryk og kan være frodig med træer, der giver en fornemmelse af en skov. Haven er opdelt i to sektioner: Først går gæsten ad en slynget trædesti kaldet tobi-ishi der leder til tehuset. Ved indgangen til tehuset findes en tsukubai – et stenbassin med en øse hvor gæsterne vasker hænder og skyller munden som en renselsesritual før ceremonien.
Eksempel på en chaniwa-have:
Urakuen-haven med Jo-an tehuset i Inuyama
Tsubo-niwa – gårdhaven
Tsubo-niwa er en lille japansk gårdhave der ofte anlægges i bymiljøer som indre gårde eller på tagterrasser. Navnet tsubo refererer til en traditionel måleenhed svarende til to tatami-måtter hvilket understreger at denne haveform er kompakt.
Gårdhaven blev udviklet i perioden 780-1868 og er kendetegnet ved sin enkle og intime atmosfære. På trods af sin beskedne størrelse kan en tsubo-niwa indeholde både elementer som sten, mos, små træer og en eller anden form for vand for at skabe en afbalanceret og harmonisk oplevelse.
Paradishaven
Paradishaven er en historisk havetype der opstod i slutningen af Heian-perioden (794-1185). Disse haver blev inspireret af buddhistiske forestillinger om det rene land-paradishaven (jodō) hvor Amidha Buddha sidder på en forhøjning og ser ud over en lotusdam.
Et centralt motiv er en stor dam med lotus og en ø, Nakajima hvor der ofte stod en hal viet Amida Buddha. Øen kunne nås via en buet bro der både fungerede praktisk og symbolsk som en overgang til det hellige. Vandfladen, øen og bygningen danner tilsammen et billede af et paradisisk landskab der afspejler håbet om frelse.
Eksempel på en paradishave:
Haven ved Byodoin-templet i Uji, nær Kyoto (bygget i 1053)Haven ved Motsuji-templet i Hiraizumi
Sø- og damhaven
Sø- eller damhaven, kendt som Chisen-shoyū-teien, har sin oprindelse i Kina og blev introduceret i Japan i Heian-perioden (794-1185). Oversat fra japansk betyder det noget i stil med en “sø-forår-bådudflugt have”. Denne havetype er designet til at blive oplevet både til fods og fra en båd hvilket gør den til en af de mest dynamiske japanske havetyper.
Hovedfokus i sø- eller damhaven er en stor dam eller sø omgivet af frodig beplantning og sten. Broer, pavilloner og små øer tilføjer struktur og variation.
Eksempler på sø- eller damhaver:
Heian Jingu-helligdommen i Kyoto
Daikakuji-templet i Kyoto
Ritsurin Kōen-haven i Takamatsu
Moderne fortolkninger
Moderne japanske haver bygger ofte videre på de klassiske principper, men der eksperimenteres også med nye materialer, udsigtspunkter og måder at opleve haven på .
Et eksempel på en anderledes havetype er haven der er tilknyttet Adachi-kunstmuseet nær Matsue. Selv om haven er klassisk opbygget med nøje komponeret beplantning, sten og sand, kan den kun beskues inde fra museet gennem vinduerne. Man kan ikke gå rundt i haven.