Yōkōkan-haven (養浩館庭園) er en af de smukkeste historiske haver i Fukui og et enestående eksempel på en klassisk japansk landskabshave fra Edo-perioden (1603–1868). Haven ligger blot få hundrede meter fra ruinerne af den tidligere Fukui borg og blev oprindeligt anlagt som en sekundær residens for Matsudaira-familien, lensherrerne over Echizen-området.
Historisk baggrund
Haven blev skabt som et rekreativt tilflugtssted for Matsudaira-familien hvor daimyoen kunne modtage gæster, dyrke kunst og finde ro i naturen. “Yōkōkan” betyder omtrent “at nære storhed” og stammer fra den konfucianske filosof Mencius tanker om åndelig og intellektuel kultivering. Gennem generationer blev stedet brugt til kulturelle aktiviteter som digtning og kalligrafi, og det fungerede samtidig som et symbol på familiens æstetiske dannelse.
Selvom de oprindelige bygninger gik tabt under bombningen af Fukui i 1945, blev haven og villaen genopbygget i 1990’erne efter detaljerede historiske tegninger, så de i dag fremstår næsten præcis som i midten af Edo-perioden. Yokokan-haven er i dag klassificeret som et nationalt “Place of Scenic Beauty” i Japan.
Struktur og udformning
Yōkōkan-haven er udformet som en chisen kaiyu-shiki – en klassisk vandringshave – med et centralt spejlblankt bassin omgivet af stier, stenbroer, små øer og nøje udvalgte klippeformationer. Nogle af dem stammer fra de dramatiske Tojinbo-klipper ved Det Japanske Hav. Hvert element er placeret med omhu for at skabe en afbalanceret helhed og en naturlig illusion af landskab i miniature.
Midt i haven ligger den smukke villa i sukiya-stil der synes at svæve over vandet. Bygningen består af flere sammenhængende rum, herunder daimyoens modtagelsesrum, et værelse til at beundre måne fra og et badeværelse med cedertræskar. De åbne verandaer vender direkte mod vandfladen hvilket skaber en fornemmelse af at være ét med naturen.
Årstidernes skiften
Haven byder på forskelligartede oplevelser året rundt. Om foråret spejler blomstrende kirsebærtræer og azaleaer sig i dammen, mens sommerens grønne løv giver stedet en dyb, sval ro. I efteråret reflekteres de gyldne og røde farver fra japanske løn i vandet, og om vinteren beskytter de karakteristiske yukitsuri-reb træernes grene mod sneens vægt.
Praktisk information
Adresse:
3-11 Hōei, Fukui, Fukui-præfekturet 910-0004
Transport:
Yōkōkan-haven ligger cirka 15-20 minutters gang nordvest for Fukui Station. Alternativt kan du tage en lokalbus mod Fukui borg-ruinerne, hvorfra haven ligger 5 minutters gang nordpå. Fra Tokyo nås Fukui Station med Hokuriku Shinkansen via Kanazawa (cirka 3 timer fra Tokyo). Haven er åben året rundt mod en mindre entré.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Yōkōkan-haven ligger centralt i Fukui by, tæt på flere af områdets vigtigste seværdigheder. Få minutters gang sydpå ligger Fukui borg-ruinerne – borgen blev ødelagt under Meiji-restaurationen, men de imponerende voldgrave og forskellige stensætninger er bevaret. På borgens grund ligger i dag Fukui præfekturets regeringsbygninger.
Cirka 10-15 minutters gang fra haven finder du Fukui Prefectural Museum of Cultural History og Asuwa-yama Park med fin udsigt over byen, særligt smuk under kirsebærblomstringen.

