29. juni 2026

Tōjinbō-klipperne og Oshima-øen Fukui (2)

Tōjinbō-klipperne (東尋坊) er en af Japans mest dramatiske naturoplevelser – en én kilometer lang strækning af stejle, søjleformede klipper der rejser sig op til 30 meter over Det Japanske Hav. Klipperne ligger nord for Fukui i Sakai by og er en del af af Echizen-Kaga Kaigan Quasi-National Park. Stedet er udpeget som både nationalt naturmonument og sted af særlig naturskønhed.

Klippernes særegen søjlestruktur skyldes de særlige mineraler der indgår i den pyroxen-andesit klipperne består af, og havets erosion gennem millioner af år. 


Legender

Der er også tilknyttet en række lokale legender til Tōjinbō-klipperne.

Hovedlegenden fortæller at Tōjinbō var en ondskabsfuld og aggressiv buddhistisk munk fra Heisenji-templet i området som plagede både lokalbefolkningen og de øvrige munke. En dag tog flere af munkene ham med ud til klipperne for at holde en drikkefest hvor en rival, Kakunen Magara, muligvis mens Tōjinbō var beruset, skubbede ham ud over kanten, så han styrtede i døden. På grund af det had, som Tōjinbō havde efterladt sig, menes havet ved klipperne at være blevet farligt og oprørt, og stedet fik siden sit navn efter ham. Det siges at hans hævngerrige ånd stadig hjemsøger området og kan fremkalde storme på vilkårlige tidspunkter indtil en munk holdt en mindeceremoni der bragte fred til stedet.

En anden version af legenden fortæller, at Tōjinbō var en udsvævende munk som forelskede sig i en smuk prinsesse ved navn Aya. En anden bejler til prinsessen narrede Tōjinbō og endte med at skubbe ham ud over klipperne hvorefter hans ånd siges at have fremkaldt storme og uvejr ved kysten som hævn.

 



Vandreruter og udsigtspunkter

Langs klipperne fører stier ud til udsigtspunkter hvorfra man kan nyde det skiftende lys over havet. Fortsætter man nordpå kan man gå langs kysten på en velafmærket vandresti (Araiso Promenade) på omkring 3 km der fører frem til Oshima-øen. Undervejs passerer man små fiskelejer, huler dannet af bølgerne og flere hvilesteder med panoramaudsigt.

En anden udsigt får man fra havet: Sightseeingbåde sejler ud fra havnen på 30-minutters ture hvor klippernes højde og former opleves i al deres monumentale kraft. På stille dage sejler bådene ind i den dybe Oike-bugt, omgivet af klippesider.


Tōjinbō-klipperne og Oshima-øen Fukui (5)
Vandresti langs kysten fra Tōjinbō-klipperne på vej mod Oshima-øen

Oshima – gudernes ø

For enden af kyststien ligger Oshima-øen (雄島), også kaldet ”Gudernes ø”. Øen, som er dannet af den samme vulkanske aktivitet som Tojinbo, er omgivet af uberørt natur og dækket af tæt, oprindelig skov. En karakteristisk rødlakeret bro forbinder fastlandet med øen, og efter at have krydset de 78 stentrin, ankommer man til Ominato-helligdommen hvor lokale fiskere i århundreder har bedt for sikker sejlads og gode fangster.

Langs den 1,2 kilometer lange sti rundt om øen, kan man opleve klippeformationer i forskellig farve og struktur – blandt andet flade, skiferlignende lag af rhyolit som danner smukke mønstre langs kysten. Udsigten fra øens højeste punkt hvor helligdommens torii-port står med havet som baggrund er absolut værd at opleve.


Tōjinbō-klipperne og Oshima-øen Fukui
Udsigten fra Oshima-øen og øens shinto-helligdom mod Tōjinbō-klipperne

Solnedgang og naturfænomener

Tōjinbō er særligt berømt for sine solnedgange. Når solen går ned i horisonten over Det Japanske Hav, bades klipperne i et gyldent lys. Under helt særlige vejrforhold kan man være heldig at opleve det sjældne fænomen – det grønne glimt. Her gløder solens sidste stråle grønt et kort øjeblik – et syn der ifølge lokal tradition bringer lykke.



Praktisk information

Adresse:
Antō, Mikuni-chō, Sakai, Fukui 913-0064
Transport:
Fra Fukui Station tager du Echizen Railway til Mikuniminato Station (cirka 50 minutter), hvorfra der kører bus til Tōjinbō på cirka 5 minutter. Der kører også direkte busser fra Awara-Onsen Station (cirka 40 minutter). For bilister er der flere parkeringspladser tæt på området, og turen fra Fukui tager cirka 45 minutter. Selve klipperne kan frit besøges døgnet rundt og året rundt.
Sikkerhed:
Klipperne har ingen rækværk, og man kan bevæge sig helt ud til kanten. Hold afstand, særligt med børn, og vær forsigtig i blæsevejr. Vinden kan være kraftig, og klipperne er glatte i regnvejr.
Faciliteter:
Mellem busstoppestedet og klipperne ligger en livlig gade med restauranter, ishuse og souvenirbutikker, hvor du kan smage friskfanget Echizen-krabbe (vintersæson november-marts) og grillede skaldyr. Tojinbo Tower, et lille udsigtstårn, ligger et stykke inde i landet, så udsigten til klipperne er begrænset. Et nyt besøgscenter med udsigtsplatform og udstilling om klippernes geologi forventes færdigt i 2027.
Google-kort (Tōjinbō)

Oplevelser i nærheden

Tōjinbō ligger i Sakai by i den nordvestlige del af Fukui-præfekturet med flere oplevelser i nærområdet:
Mikuni-minato – en gammel havneby ligger få minutters kørsel sydpå og var i Edo-perioden en travl kitamaebune-handelshavn. Områdets velbevarede købmandshuse og Ryūshō-ji-templet giver et godt indblik i havets historiske betydning for regionen.
Awara Onsen ligger cirka 15-20 minutter med tog eller bus sydpå – en af Hokuriku-regionens bedste onsen-byer med over 70 onsenhoteller.