1. juli 2026

heian jingu kyoto

Heian Jingu-helligdommen (平安神宮) er en af Kyotos yngste shinto-helligdomme. Den blev opført 1895 i anledning af 1100 året for grundlæggelsen af Kyoto og er helliget den første og sidste kejser som regerede over Japan fra byen: kejser Kammu (737-806) og kejser Komei (1831-1867). Heian er det gamle navn for Kyoto.

En enorm torii port på 23 meter malet i flammende rød shuiro farve markerer adgangsvejen til helligdommen. På hver side af vejen op til helligdommen ligger præfekturet Kyotos bibliotek, Kyotos lokale kunstmuseum og det nationale museum for moderne kunst – alle værd at se.

Selve helligdomsområdet er enormt og der er god plads mellem de enkelte bygninger. De mest centrale af bygningerne er rekonstruktioner af kejserpaladset i Kyoto som det så ud i Heian-perioden (794-1185)

Heian Jingu har en berømt japansk have med en stor dam, fint klippede buske og træer og et lille tested hvor man kan få forfriskninger. I midten af april blomstrer havens hængende kirsebærtræer som altid trækker fulde huse.

Hvert år er helligdommen vært for forskellige festivaler og ceremonier. Den mest berømte er Jidai matsuri festivalen d. 22. oktober der fejrer grundlæggelsen af Kyoto. Højdepunktet i denne festival er det flere timer lange historiske optog hvor et par tusinde mennesker er klædt i tøj fra de forskellige perioder af Japans historie. Optoget starter ved kejserpaladset og slutter ved Heian Jingu-helligdommen.



Praktisk information

Adresse:
Nishi Tennō-chō, Okazaki, Sakyō-ku, Kyoto 606-8341
Transport:
Heian Jingu-helligdommen ligger i Okazaki-kvarteret i Sakyō-distriktet. Tag toget via Karasuma Oike til Higashiyama Station på Tōzai-linjen, hvorfra der er cirka 10 minutters gang. Alternativt kører bus 5 eller 100 fra Kyoto Station og stopper ved Okazaki-kōen Bijutsukan, Heian-Jingū-mae – turen tager cirka en halv time afhængig af trafikken. Helligdommen er gratis at besøge, men der opkræves separat entré til Shin’en-haven.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Heian Jingu-helligdommen ligger midt i Okazaki-området, så et besøg kan nemt kombineres med flere af Kyotos vigtigste museer. Lige syd for ligger Kyoto City KYOCERA Museum of Art, og lige overfor finder du The National Museum of Modern Art. Mod sydøst når du Hosomi Museum og Kyoto Museum of Crafts and Design.
Lidt mod sydøst når du desuden Murin-an, en historisk villa med en berømt have.