The National Museum of Modern Art, Kyoto, bedre kendt som MoMAK (京都国立近代美術館) har en samling med over 13.000 værker. Museet har et særligt fokus på moderne kunst og kunsthåndværk fra det vestlige Japan – især Kyoto. Samlingen spænder bredt og inkluderer alt fra japanske og vestlige malerier, træsnit, skulpturer og fotografier til kunsthåndværk i form af keramik, tekstiler, smykker og træ- og metalarbejder.
The National Museum of Modern Art, Kyoto blev grundlagt i 1963 som en filial af Nationalmuseet for Moderne Kunst i Tokyo. Museet havde i de første mange år ikke meget plads. Og i 1986 åbnede museet derfor dørene til sin nuværende bygning, tegnet af den prisbelønnede arkitekt Maki Fumihiko (1928-2024) – en af Japans mest prominente arkitekter. Fumihiko er bl.a. kendt for værker som 4 World Trade Center i New York og Spiral i Tokyo.
Museets arkitektur er inspireret af Kyotos byplan og kulturelle arv. Den ydre facade er opført i portugisisk granit med et stringent, symmetrisk udtryk. Indendørs skaber hvid marmor og store glaspartier en åben og lys atmosfære hvor besøgende ledes naturligt mellem udstillingsrum og rekreative områder. Raffinerede detaljer som glasskærme og specialdesignede møbler bidrager til en helhedsoplevelse hvor kunst og arkitektur smelter sammen.
The National Museum of Modern Art, Kyoto er ikke blot et udstillingssted, men også et aktivt kulturcenter. Udover fem særudstillinger årligt roteres værkerne i museets faste samling løbende. Der arrangeres og tematiske udstillinger, workshops og undervisningsforløb. På museets fjerde sal er der desuden en afslapningszone med panoramaudsigt udover Higashiyama-distriktet og den ikoniske torii-port ved Heian Jingu-helligdommen.
Billedet øverst: © 京都さんぽ
Praktisk information
Adresse:
26-1 Okazaki Enshōji-chō, Sakyō-ku, Kyoto 606-8344
Transport:
The National Museum of Modern Art ligger i Okazaki-kvarteret. Museet nås på cirka 8 minutters gang fra Higashiyama Station på Tōzai-linjen, eller med bus 5, 46 eller 100 fra Kyoto Station til stoppestedet Okazaki-kōen Bijutsukan, Heian-Jingū-mae. Museet er lukket om mandagen, og der opkræves entré. Museet huser fem særudstillinger om året, og samlingen roteres løbende.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige overfor museet ligger Kyoto City KYOCERA Museum of Art, og lige nord for ligger Heian Jingu-helligdommen med den ikoniske store torii-port.
Mod øst når du Hosomi Museum og Kyoto Museum of Crafts and Design, og mod syd ligger Murin-an samt Nanzenji-templet.
