
Adachi Kunstmuseum (足立美術館) ligger i det naturskønne Yasugi nær Matsue i Chugoku-regionen. Det er ikke blot et galleri og et museum, men en totaloplevelse hvor kunst og havekunst forenes i en harmonisk helhed. Museet blev grundlagt i 1980 af kunstsamleren Adachi Zenko (1899-1990) der ønskede at skabe et sted hvor japansk malerkunst og traditionel havekunst kunne komplementere hinanden. Zenko betragtede museets have som et “levende maleri,” og i dag er haven blevet anerkendt som en af Japans smukkeste.
Museets have
Haven der strækker sig over mere end 16 hektar er et mesterværk i sig selv og designet i den traditionelle karesansui-stil. Den består af flere distinkte sektioner: en tør landskabshave, en hvid grushave, en fyrretræshave, en moshave og en damhave. Hver sektion repræsenterer en unik fortolkning af japansk havekunst og ændrer sig med årstiderne hvilket gør hvert besøg til en ny oplevelse.
Haven kan primært nydes gennem museets panoramavinduer der understreger illusionen af at kigge på et maleri. Dette unikke koncept fremhæver Zenko Adachis vision om at kombinere kunst og natur. Dog kan gæsterne også bevæge sig frit i visse dele af haven, særligt omkring damhaven. Her svømmer koi-karper fredeligt blandt nøje placerede sten og velplejede planter.
Museets samling
Museets imponerende samling fokuserer på japansk kunst fra 1870 og frem, særligt værker skabt af nogle af de mest fremtrædende kunstnere fra Meiji-, Taisho- og Showa-perioderne. Den mest omfattende samling tilhører Yokoyama Taikan (1868-1958), en af de mest betydningsfulde malere inden for Nihonga-traditionen, kendt for sine dynamiske penselstrøg og subtile farveovergange inspireret af kinesisk malerkunst.
Udover Taikan kan besøgende opleve værker af Takeuchi Seiho, Kawai Gyokudo, Tomioka Tessai, Sakakibara Shiho, Uemura Shoen og flere andre. Disse kunstnere har hver især bidraget til udviklingen af moderne japansk kunst og er kendt for deres unikke stil og tekniske finesse.
Museets samling rummer omkring 1500 værker, som præsenteres i fire skiftende særudstillinger om året.
Foruden malerkunst rummer museet også en imponerende samling af japansk kunsthåndværk, herunder keramiske værker af Kawai Kanjiro og Kitaoji Rosanjin. Berømte for deres innovative tilgang til glasur og formgivning. Derudover kan gæster opleve fine eksempler på maki-e lakkunsten hvor guld- eller sølvpulver drysses på lakerede overflader for at skabe detaljerede mønstre.
Praktisk information
Adresse:
320 Furukawa-chō, Yasugi, Shimane 692-0064
Transport:
Adachi Kunstmuseum ligger i Yasugi, cirka en times rejse fra Matsue. Tag toget fra Matsue Station til Yasugi Station (cirka 20 minutter), hvorfra der kører en gratis shuttlebus to gange i timen (cirka 20 minutter) – tydeligt skiltet, også på engelsk. Museet er åbent dagligt, og der opkræves entré.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Adachi ligger afsides i Yasugi, så museet er hoveddestinationen. På vej til eller fra Matsue kan du dog kombinere med byens øvrige seværdigheder: Matsue borg, samurai-kvarteret og Shinji-søen.
I nærheden af Yasugi ligger desuden Kiyomizu-dera i Yasugi (et tempel med pagode, ikke at forveksle med Kyotos tempel af samme navn).



