Teknik
Maki-e (蒔絵, egl. “strøet billede”) er en af de mest kendte og karakteristiske dekorationsmåder inden for japansk lakkunst. Støv fra guld, sølv, kobber, aluminium, platin og lignende bliver drysset ud over den endnu våde lakflade. Derefter tilføjes ofte endnu et lag lak — gerne flere lag af både metalstøv og lak — før overfladen poleres op. Redskaberne er enten en makizutsu, et lille rør med metalstøvet i som man kan drysse ud over lakken, eller en malepensel uden spids kaldet kebo.
Ved hjælp af maki-e-teknikken kan man opnå meget fine detaljer og gradueringer i skygge og dybde. Afhængigt af teknikken kan motivet poleres helt plant med overfladen eller bygges op i tydeligt relief, hvor kun udvalgte dele får påført metalstøv og lak. Både farver, mønstre og motiver kan svinge fra det mest farverige og ornamenterede til mere afdæmpede mønstre.
Maki-e er en højt specialiseret kunstart, og det tager mange års øvelse at blive en dygtig maki-e-kunstner. Det er en teknik hvor der ikke er plads til fejltagelser, for så snart metalstøvet er lagt oven på den våde lak, kan det ikke fjernes. Det betyder at kunstneren på forhånd skal have et meget præcist billede af hvordan det endelige design skal være.
Forløbere med metalpulver kendes fra tidligere perioder, men maki-e som karakteristisk japansk lakdekoration udviklede sig især i Heian-perioden (794–1185). I den efterfølgende Edo-periode (1603–1868) fik den for alvor sin storhedstid. Her brugte man teknikken til foldeskærme og inrō — en lille beholder som mænd i Edo-perioden bar hængende i bæltet. Teknikken blev også brugt til æsker til breve og brevpapir og til forskelligt udstyr til kalligrafi, for eksempel æsker til rivesten.
Typer
I Muromachi-perioden blev Kōami Dōchō (1410–1478) og Igarashi Shinsai fremtrædende maki-e-mestre. De forbindes med to af de tidligste dokumenterede værkstedstraditioner under shogunatets protektion, men maki-e var da allerede blevet udviklet gennem flere århundreder. Blandt de vigtigste teknikker er:
- Togidashi maki-e (“poleret maki-e”) – den ældste af de tre, veletableret allerede i Heian-perioden. En sort lak uden olie lægges oven på metalstøvet som et ekstra lag og poleres derefter ned. Lakken gør at motivet bliver blødere og mere flydende i kanterne, lidt som ved akvarelmaleri
- Hira maki-e (“flad maki-e”) – fint metalstøv lægges i den våde lakoverflade, et laklag lægges ovenpå, og derefter poleres det helt ned. Processen kan gentages. Teknikken blev almindelig fra Kamakura-perioden og er den mest basale af de tre
- Takamaki-e (“hævet maki-e”) – udviklet i middelalderen og med særlig betydning i Muromachi-perioden. Metalstøv blandet med lakkit og støv fra trækul eller ler drysses oven på den våde lak i flere lag og skaber en relieflignende virkning
En beslægtet, men selvstændig lakdekoration er nashiji (梨子地, “pæreskal”), hvor metalflager strøs ud over en flade og dækkes af gennemsigtig eller ravfarvet lak, så overfladen får et fint, kornet metalspil.
Links til videre læsning
- Maki-e artikel fra JAANUS
- About maki-e intro til teknikken fra Gallery Japan
- Edo maki-e lacquers onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
- Video der viser forskellige lakteknikker blandt andet maki-e



