1. juli 2026

ryoanji templet kyoto

Ryōanji-templet (龍安寺), beliggende i den naturskønne vestlige del af Kyoto, er en af Japans mest berømte seværdigheder. Templet tilhører Myōshin-ji-grenen af Rinzai-skolen inden for zenbuddhismen og blev grundlagt i 1450 af krigsherren Hosokawa Katsumoto. Stedet fungerede oprindeligt som en aristokratisk villa i Heian-perioden, men blev senere omdannet til tempel under Muromachi-periodens kulturelle blomstring.

Den absolutte hovedattraktion ved Ryōanji er den verdensberømte sten- og sandhave, en såkaldt karesansui (tør landskabshave) som anses for at være den mest ikoniske af sin slags i Japan. Haven er et mesterværk i minimalisme. Den består af et rektangulært areal på omkring 300m2 dækket af omhyggeligt revne, hvide småsten, omgivet af lave, jordfarvede lermure. Midt i denne flade er placeret 15 sten i grupper.

Et fascinerende aspekt af havens design er, at uanset hvor du står eller sidder, kan du kun se 14 af de 15 sten på én gang. Ifølge zenbuddhistisk filosofi symboliserer dette menneskets begrænsede opfattelsesevne – kun gennem oplysning vil man kunne “se det hele”.


Tidløst design med ukendt oprindelse

Hvem der har designet Ryōanjis stenhave, er stadig et mysterium. Nogle forskere mener at det var den berømte kunstner og landskabsarkitekt Sōami (død 1525) som også menes at have skabt haven ved Ginkakuji (Sølvtemplet). Andre mener, haven først blev anlagt i Edo-perioden. Ligeledes er der mange fortolkninger af havens betydning. Nogle ser stenene som tigre der bærer deres unger over en flod, andre som øer i et uendeligt hav, og nogle tolker haven som en visuel repræsentation af begrebet uendelighed. Fordi meningen aldrig er blevet forklaret eksplicit, overlades det til den enkelte besøgende selv at finde sin tolkning – en proces, der er helt i zenbuddhismens ånd.


Flere oplevelser i Ryōanjis tempelområde

Haven ses bedst fra Hōjō, abbedens tidligere bolig, som også rummer smukke tatami-rum og fusuma-skydedøre dekoreret med traditionelle japanske malerier – ofte med motiver af drager og natur. En af de mindre baghaver rummer en rund sten-vandkumme med indgraveret zen-inskription, som især er interessant for dem med kendskab til japanske skrifttegn (kanji).

Ryōanjis store haveområde inkluderer også en spejldam, Kyoyochi-ike, som stammer fra Heian-perioden og var en del af den oprindelige villa. Området her er berømt for sine efterårsfarver. Dammen er omgivet af fredelige stier, små øer og en lille helligdom som kan besøges via en bro. I nærheden ligger også en restaurant, hvor du kan spise yudofu – en lokal specialitet med kogt tofu serveret i traditionelle omgivelser.


ryoanji templet
Spejldammen ved Ryoanji-templet
ryoanji templet
Det hængende kirsebærtræ blomstrer. Cop. KimonBerlin
ryoanji kyoto
Fine rum i Kuri-bygningen

Praktisk information

Adresse:
13 Ryōanji Goryōnoshita-chō, Ukyō-ku, Kyoto 616-8001
Transport:
Ryōanji ligger i Ukyō-distriktet i det nordvestlige Kyoto. Det nås nemmest med JR-bus eller bus 50, 55 eller 59 fra Kyoto Station – turen tager cirka 30 minutter. Det er meget populært at besøge templet – kom tidligt om morgenen og helst på en hverdag for at undgå menneskemængderne.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Få minutters bustur eller 20 minutters gang øst for Ryōanji ligger Kinkakuji-templet (Guldtemplet), et af Kyotos absolutte ikoner. Lige vest for Ryōanji når du Ninnaji-templet, hovedtemplet for Omuro-skolen og kendt for sine sene kirsebærblomster om foråret.