Byodoin-templet (平等院) i Uji nær Kyoto tilhører Jōdo-skolen der er en gren inden for Rene Land buddhismen. Byodoin blev i første omgang bygget i 998 til politikeren Fujiwara no Michinaga som en privat villa på landet og ikke som et tempel. Efter Michinagas død blev villaen lavet om til et tempel og hans søn sørgede for at Fønikshallen med to gyldne kinesiske føniksfugle på toppen blev bygget. Det skete i 1053.
Den kinesiske føniksfugl kaldes hōō og i følge overleveringen dukker den frem når en hellig konge fødes. En hōō er en sammensmeltning af mange dyr: Fortil er den en kirin (kinesisk mytisk skabning), bagtil en hjort, hovedet er en slange, bagpartiet en skildpadde, halen er en fisk, kinden er som en spurv og næbet en kylling.
Fønikshallen
Fønikshallen er placeret på en lille ø midt i en stor sø og sammen med den omkringliggende japanske have skal hele tempelområdet afspejle Det rene lands paradis. Haven ved Mōtsūji-templet i Hiraizumi er et andet eksempel på en have der skal afspejle et buddhistisk paradis på jorden.
Inde i Fønikshallen er der en 3 meter høj statue af en siddende Amida buddha (fra c. 1053) placeret på en høj platform. Statuen er lavet den berømte skulptør Jocho i japansk cypres og dækket med bladguld. På væggene omkring buddhaen er 52 små skulpturer der forestiller bosatsu’er. De spiller forskellige musikinstrumenter, danser, beder mm. og alle svæver på en lille sky. De er tænkt som ledsagere til Amida, når han stiger ned fra paradis for at hente de troendes sjæle i deres dødsøjeblik for derefter at transportere dem til paradis på lotusblomster.
Føniks-hallen og resten af Byodoin templet blev i 1994 optaget på Unescos verdensarvsliste.
Praktisk information
Adresse:
116 Uji Renge, Uji-shi, Kyoto 611-0021
Transport:
Byodoin-templet ligger omkring 10 minutters gang fra både JR Uji Station og Keihan Uji Station. Templet ligger på den sydlige side af Uji-floden i det centrale Uji, og ruten fra stationen går gennem byens område med tebutikker, små gader og adgang mod floden.
Man betaler entré til selve tempelområdet og det tilhørende museum, som også er værd at se. Hvis du gerne vil se det indvendige af Fønikshallen, så det er en god idé at undersøge de aktuelle regler på templets hjemmeside før besøget.
Oplevelser i nærheden
Ikke langt fra templet, på den anden side af Uji-floden, ligger Ujigami-helligdommen der menes at være den ældste eksisterende shinto-helligdom i Japan. Helligdommen er sammen med Byodoin en del af Unescos verdensarv i området omkring Kyoto.
I samme del af Uji ligger også Kōshoji-templet, der forbindes med Sōtō-zenbuddhismens tidlige historie i Japan.
Se alle verdensarvssteder i Japan →





