Intro
Kitano Tenmangū-helligdommen (北野天満宮) i Kyoto er hovedtemplet for omkring 12000 helligdomme over hele Japan der alle er helliget Sugawara Michizane (født i Kyoto i 845, død i Dazaifu i 903), en japansk politiker og forsker inden for kinesisk litteratur. Michizane blev sendt i eksil til Kyushu af sine politiske modstandere. Efter hans død i eksil skete der en række lynnedslag og ildebrande i Kyoto som man tilskrev Michizanes hævnende ånd. Og derfor besluttede man at bygge Kitano Tenmangū-helligdommen for at formilde ham.
Michizane er guddommeliggjort som Tenjin, beskytter af videnskab og litteratur. Det betyder også at mange studerende besøger Tenmangū-helligdomme især omkring eksamenstid.
De nuværende bygninger stammer fra 1607 – bygget på opfordring af Toyotomi Hideyori (1593-1615). Hovedbygningen (honden) er et typisk eksempel på den såkaldte Gongen-arkitektur (se billede nedenfor) fra slutningen af 1500-tallet hvor hovedbygning og øvrige bygninger er forbundet så de danner et H. Tagkonstruktionen er ret kompleks bygget i Irimoya-stilen med skrånende sider. Forrest på taget er der to dekoraktive gavlfelter. Nederst en buet kara-hafu og øverst en trekantet chidori-hafu. Bygningen tjente som senere inspiration for Tōshōgū-helligdommen i Nikko.
Blommetræer og den årlige Baikasai-festival
Michizane elskede blommetræer, og et træ, kaldet tobiume eller flyvende blommetræ, siges at have fulgt ham fra Kyoto til hans eksil i Kyushu. På grund af dette kan et blommetræ altid findes stående foran hovedbygningen i alle Tenmangu-helligdommene ; eks. også i Dazaifu Tenmangū-helligdommen i Dazaifu nær Fukuoka, der også er en betydningsfuld Tenmangū-helligdom.
Udover tobiume-træet har helligdommen en have med omkring 2000 blommetræer (Baien) som blomstrer fra februar til marts. Helligdommen er vært for en blommefestival (kaldet Baikasai) i haven hvert år den 25. februar. På denne festival ofres mad til Tenjin. Maden består af ris pakket ind i senkashi-papir (tykt papir lavet af morbær) og dekorereret med blommeblomster. På dagen afholdes der også en teceremoni i det fri (nodaté) med deltagelse af maikoer og geishaer fra det nærliggende Kamishichiken geisha-distrikt.
Bemærk: Baien-haven har kun åbent når blommetræerne blomstrer (tjek helligdommens hjemmeside for nærmere detaljer).
Video om Baikasai-festivalen
Efterårsfarver
Kitano Tenmangū-helligdommen er også meget velbesøgt om efteråret (slut oktober til start december) pga. sine fine efterårsfarver. I helligdommens efterårshave (Momijien) løber der en lille flod med en rød bro over – et meget populært sted at tage billeder af. Haven oplyses også om aftenen på denne årstid. Meget smukt at se på, men vær forberedt på mange mennesker.
Bemærk: Momijien-haven har normalt kun åbent om efteråret (tjek helligdommens hjemmeside for nærmere detaljer).
Loppemarked
Kitano Tenmangū-helligdommen er også kendt for sit meget populære loppemarked – Tenjisan – der afholdes den 25. hver måned året rundt (på Michizanes dødsdag). Loppemarkedet finder sted på helligdommens grund og gaderne omkring. Her sælges alskens sager som møbler, værktøj, legetøj, planter, forskelligt kunsthåndværk og tekstiler. Og der er selvfølgelig også en masse madboder der sælger yakisoba, takoyaki og meget andet.
Billedet øverst: Cop. Patrick Vierthaler
Adresse
Bakurocho, Kamigyo-distrikt, Kyoto, 602-8386
Hjemmeside