Sumi-e

Intro

Sumi-e (墨絵) er japansk tuschmaling, en monokrom malemåde hvor man med den sorte tusch arbejder med mange nuancer af grå og sort. Sumi betyder tusch og e betyder maleri eller vej.

Sumi-e har eksisteret i mere end 1000 år og stammer oprindeligt fra Kina hvor man begyndte at male med tusch i det 7. århundrede. Tuschmalingen kom til Japan med rejsende buddhistiske munke. I slutningen af Kamakura-perioden dominerede zenbuddhismen Japan og tuschmaling begyndte at sprede mellem de forskellige klostermiljøer. Motivet i den tidlige tuschmaling i Japan er buddhistiske figurer og deres lærere.

I Muromachi-perioden (1392-1573) der fulgte efter begyndte munkene at male deres egne malerier og det er her sumi-e som maleteknik for første gang træder i karakter. Efterhånden som munkenes teknik udviklede sig og de fandt på nye motiver blev de mere og mere professionelle. Sumi-e var ikke længere en hobby. Zenmunken Josetsu (1394-1428) fra Shokokuji-templet i Kyoto er den første der begynder at male landskaber i sumi-e.

Josetsu begyndte at undervise og i de følgende år blev den japanske tuschmaling etableret som en egentlig skole hvor man inspirerede og lærte af hinanden. Fra denne periode stammer også de 3 “San-ami” kunstnere som regnes for nogle af de meste berømte landskabsmalere: Noami (1397-1471), sønnen Geiami (1431-85) og barnebarnet Soami (d. 1525). De fik også stor indflydelse på udviklingen af teceremonien og ikebana.

Sesshū Tōyō (1420-1506), en zenmunk også fra Shokokuji-templet i Kyoto, udviklede sin egen helt specielle abstrakte stil (inspireret af kinesisk malerkunst) og satte standarden for senere japanske kunstnere. Han var elev af Tenshō Shūbun også en berømt maler. Sesshūs mest berømt billede er Sansui Chokan en 15 meter lang rulle der afbilder de fire årstider.

Samtidig med Sesshū er munken Sesson fra Soto sekten som malede med meget kratfulde og livlige penselstrøg. Hans billede af den kinesiske eneboer Ryo Douhin er hans bedst kendte billede.

---

---

Hasegawa Tohaku er en anden berømt maler fra denne periode. Hans hovedværk Fyrretræer, der befinder sig på Tokyo Nationalmuseum, er et af de berømteste sumi-e malerier.

I den efterfølgende periode kaldet Azuchi-Momoyama (1568-1600) blev mange sumi-e kunstnere hyret til at udsmykke skydedøre og foldeskærme til de mange nye borge der blev bygget af de forskellige rivaliserende krigsherrer. I overgangen til den mere fredfyldte Edo-periode er Tawaraya Sotatsu den meste kendte sumi-e kunstner. Han udvikler en helt ny decideret japansk tuschmalingsstil uden indflydelse af kinesisk malekunst, og introducerer nye teknikker bla. tarashikomi en dryppeteknik hvor man drypper ny maling på en allerede malet overflade der ikke er tør endnu. Han er også grundlægger af den såkaldte Rinpa maleskole.

Edo-perioden (1603-1867) var en rolig og stabil periode. Kinesisk tuschmaling blev introduceret igen i starten af det 17. århundrede af kunstnere som Ike no Taiga (1723-76), Yosa Buson (1716-84) og Uragami Gyokudo (1745-1820). Deres billeder blev kaldt bunjinga eller nanga og afbildede som regel kinesiske landskaber i en sort monokron stil. En ny stil kaldet haiga dukkede også op der kombinerede tuschmaling med haiku kalligrafi.

---

Redskaber og materialer

Flydende tusch (墨 液) er et godt alternativ til tusch-stænger især når man skal male store billeder og skal bruge meget tusch hele tiden. Der findes forskellige kvaliteter af flydende tusch og de fås også i forskellige nuancer af sort.

Rivesten kaldet suzuri (硯) til at rive tuschstangen sammen med vand. Rivesten findes i et utal af former og størrelser, men de er som regel rektangulære eller ovale og er lavet af forskellige typer af skifer. Jo bedre kvalitet stenen er, jo bedre tusch og tuschkonsistens får man. Overfladen på rivestenen skal være glat og ikke have små revner og andet. Rivesten sælges enten i papæsker eller for de dyrere kvaliteter i en trææske tilpasset formen på stenen.

Når man er færdig at med bruge stenen, så skyl den grundigt og tør den af. Gammel indtørret tusch på rivestenen er næsten umulig at få af og river man frisk tusch ovenpå gammel tusch bliver konsistensen grynet og kedelig hvilket tydeligt ses når man maler.

Rivning af tusch på rivesten: Kvaliteten af den tusch man maler med afhænger selvfølgelig af tuschen selv og den rivesten man bruger. Men hvordan man river tuschen er afgørende. Selve riveprocessen  regnes næsten for essensen af tuschmaling. Det er en meditativ proces hvor man forbereder sig på det billede man skal male.

Start med at hælde noget vand ned i fordybningen i rivestenen, men ikke sådan at den helt fyldes op, så det skvulper over. Man kan altid hælde mere vand op senere og rive noget mere tusch. Dyp sumi-stangen i fordybningen og træk den med vand op på den flade del af rivestenen. Sørg for at den flade del er helt våd. Hold stangen næsten vandret (en svag vinkel vil være optimal) og begynd at rive i rolige, cirkulære bevægelser. Træk mere vand op fra fordybningen undervejs og fortsæt på denne måde et stykke tid. Det kan godt tage mange minutter. Sørg for at vende tuschen så der ikke kun rives fra en side.

Tuschen vil efterhånden blive mørkere og mere tyk i konsistensen. Prøv at gøre tuschen så sort som overhovedet mulig (test med en pensel på et stykke papir undervejs). Når tuschen er olieagtig eller geleagtig i konsistens er den klar til brug. Våd tusch virker altid mørkere, så hvis man er usikker på nuancen, så lav et teststrøg på et stykke papir og tjek når papiret er tørt.

Sumi-e er ikke kun ren sort tusch, så et udvalg af forskellige grålige toner er ønskværdig. Det er derfor vigtigt at have en palette med rum til de forskellige nuancer udover den helt sorte i rivestenen. Forholdet mellem vand og tusch afgører selvfølgelig nuancen og her må man finde ud af hvad der passer ift. motiv mm. Man må prøve sig frem.

Vandfarver (顔彩)

Japansk papir gerne lavet af morbærtræ (和紙) Se nærmere om papirtyper under washi.

Pensler kaldet fudé (筆)

Der findes mange typer af pensler der kan bruges til sumi-e.

• Kai pensler er lavet af egern eller sibirisk væsel og fås som regel i 3 størrelser. Denne type er god til tør pensel effekter bla.
• Menso pensler er lavet af grævling og væsel og bruges til de helt små detaljer som f.eks. at male øjne, næse og mund på mennesker
• Tentsuki pensler fås i S og L og er endnu finere end menso og bruges til de mindste detaljer.
• Sai shiki pensler er især gode når man maler med de japanske vandfarver.
• Hira er “flade” pensler der bruges til brede linier og strøg, til at male større områder og lign. Der findes 2 typer af hira-pensler: hake og renpitsu. Hake (刷毛) findes i flere størrelser og måles i fun og sun. 10 fun er lig 1 sun. 1 sun er ca. 3 cm. Hårene er lige lange og limes sammen. Renpitsu (連筆) er flere pensler der er limet sammen, gerne 3, 5 eller 7 sammen. Alle hår har samme længde så renpitsu fremtræder som en bred, flad pensel. Begge typer pensler bruges til at male større områder op, vådt-i-vådt teknik, til baggrund og til at lave brede strøg f.eks. når man skal male bjerge, tåge, skyer, vand og lign.
• Der findes to typer af pensler til sumi-e der især kan anbefales: Chōryū (長流) der som regel findes i 3 faste størrelser S,M og L, nogen gange også XL. Penselhårene er lavet af gedehår, racccoon dog mm.. Der findes forskellige producenter af chōryū og man må prøve sig frem før man finder det mærke man bedst kan lide. Alle chōryū-varianter har et mørkebrunt ensfarvet skaft. Den anden type er sakuyou (削用) hvor penselhårene stammer fra geder. Denne type er mere blød og bruges derfor til at male mere bløde linier. Den findes som regel i 4 størrelser: S,M,L og XL.
• Man kan også købe pensler lavet af 100% bambus (竹筆) eller af strudsefjer. At få lavet en kalligrafipensel ud af hår fra ens baby er heller ikke ualmindeligt. De kaldes tai mao bi (胎毛筆) pensler og ses som som en slags held og lykke amulet for babyen.

Pleje af pensler: Når man køber en ny pensel er den helt stiv af lim der sikrer at hårene holdes på plads. Inden man tager den brug er det derfor meget vigtigt at lade penselhårene stå i vand i en ca. 10 min.’s tid for at fjerne limen. Hold øje med penslen og lad den ikke stå og trække unødigt i vand! Når man er færdig med at bruge en pensel skal den vaskes forsigtigt i vand (brug evt. penselsæbe) og tryk derefter overskydende vand ud med et stykke stof og ret hårene ud. Tag derefter noget malertape og hæng penslen nedad fra en bordkant eller lignende indtil den er helt tør. Først derefter kan man pakke den væk i et penselhylster.

Penslen rådner og ødelægges hvis den ikke tørrer ordentligt først. Mange pensler har en lille løkke, så man kan hænge dem op i en penselholder og lade dem tørre der.

Fiskelim kaldet nikawa (膠). Fiskelim bruges som grunder blandet med vandfarver til at lave en farvet grundbaggrund. Læs mere om nikawa hos JAANUS.

Penselholder (fudé oki)

Papirvægt kaldet bunchin (文鎮) til at holde papiret på plads. Som regel lavet af metal.

Sugende underlag (下敷き, shitajiki kaldes også mosen) gerne i filt eller lignende (trykkefilt er rigtig godt at bruge). Man kan købe filt i faste størrelser: A4 og A3-lignende og i metermål.

Hylster til pensler kaldet fudé maki lavet af bambus. Rul penslerne sammen i hylsteret og opbevar et tørt sted, så holder de længere.

Vandbeholder til rent vand/brugt vand. En japansk vandbeholder kaldet hissen (筆洗) er lavet af hvid porcelæn gerne inddelt i 2 eller 3 rum. Alm. små hvide skåle i porcelæn kan også bruges.

Palette i hvid porcelæn gerne rund i form som en blommeblomst. Den kaldes derfor en ume sara dvs. blommetallerken (梅 皿).

Lille flaske eller beholder ofte i porcelæn til hælde vand på rivestenen. De kaldes forskelligt på japansk: suiteki som faktisk er en lille ske eller afhængig af størrelse og udformning: suichuu (水注), suichuujou (水中丞 også 水丞), suiu (水盂) eller senjo (蟾蜍). De fås i forskellige udformninger nogen mere dekorerede end andre. Der findes også en noget større vandbeholder kaldet mizusashi (水指).

Segl eller stempel (in alm. brug, inkan, rakka, eller hanko til kunstnerisk brug). Her skelnes mellem et stempel med hvid baggrund og hvor tegnene er røde kaldet shubun. Den modsatte variant hvor baggrunden er rød og tegnene hvide kaldes haku bun.

Seglfarve kaldet shirushidoro (印泥). Seglfarven er en rød, tyk pasta lavet af knust cinnober (et tungt rødligt mineral bestående af mercurisulfat sulfid) blandet med amerikansk olie eller vegetabilsk olie. Seglfarven fås i forskellige rødlige nuancer ofte placeret i en lille dekorativ porcelænsskål med låg. Pas på at pastaen ikke tørrer ud og pas på med hudkontakt. Pastaen er noget giftigt stads.

T-jern/vinkeljern til at placere stempel i vinkel kaldet inku (印 矩).

Stempelunderlag til at lægge under papiret når der skal stemples kaldet in taku.

---

Størrelsesguide

Mange af de ovenfor nævnte ting findes i forskellige størrelser. Størrelser markeres på følgende måde på japansk:

S: 小 ; M: 中 ; L: 大 ; XL: 特大

---

---

Motiver

Motiverne i japansk tuschmaling er traditionelle, især blomster og træer, fugle, landskaber og mennesker. Et særligt populært motiv er tranen da den symboliserer held og lykke og lang levetid. Tranen er iø. også et populært motiv i origami.

Inden for tuschmaling er der især 4 motiver som er populære, de kaldes tilsammen “Japans fire gentlemen” eller shikunshi. Det er blomme ume (梅); vild orkide ran (蘭); bambus take (竹); og chrysanthemum kiku (菊). Disse motiver symboliserer årstiderne i Japan: Blomme er vinter, orkide er forår, bambus er sommer og chrysanthemum er efterår. Der bruges forskellige teknikker til disse 4 motiver og mestrer man dem alle er man en dygtig sumi-e kunstner.

---

Teknikker

Som udgangspunkt afhænger ens motiv og den effekt man ønsker af 3 parametre: mængden af vand og mængden af tusch der er i penslen ; vinklen på penslen ift. papiret ; graden af tryk som man bruger når penslen føres henover papiret.

Gennem tiden er der udviklet en lang række teknikker inden for tuschmaling. Her nævnes kun et fåtal.

Sembyo: lineær penselstrøg, essensen af tuschmaling. Det er en rigtig god ide at kunne male en lang lige linie med penslen. Har man en fornemmelse for det, kan man variere tryk, mængden af tusch på et utal af måder og således skabe flere forskellige typer af penselstrøg.

Mokkotsu: Et blødt penselstrøg der består af 2-3 toner af tusch som kombineret med sembyo linien er basis for alle sumi-e teknikker. Dyp hele penslen i rent vand, dyb siden af penslen i en mellemgrå tone (som man allerede har blandet i en palette) og dyp til sidst spidsen af penslen i den mørkeste tusch (kaldet nobuku) der er i rivestenens fordybning. Hold penslen lodret og før penslen henover papiret alt i mens man drejer på penslen. Denne bevægelse gør at penselstrøget gradueres i forskellige toner netop fordi man har dyppet penslen i tuschen på en bestemt måde.

Dette penselstrøg kan varieres på et utal af måder, f.eks. giver det et helt andet udtryk hvis der som udgangspunkt kun er meget lidt vand i penslen. Man kan på den måde kombinere tørre og våde penselstrøg.

---

Links til videre læsning

Danske sider

Hanafubuki.dk: Japansk maleri

Udenlandske sider

The art of monochrome painting onlineudstilling fra Google Arts and Culture projekt
 Nara ink onlineudstilling fra Google Arts and Culture projekt
Wikipedias artikel
Sumi-e Society of America

---

Bøger

Der findes et utal af bøger om sumi-e. Foretag en søgning hos Amazon og man får en god fornemmelse af udvalget.

En der kan anbefales er

Thompson, Kay Morrissey: The art and technique of sumi-e Japanese ink-painting as taught by Ukai Uchiyama. Charles E. Tuttle Publishing Co., 1998.

---

Shopping info

Kyoto