Origami (折り紙) er japansk papirfoldekunst, og navnet stammer fra de to ord oru (at folde) og kami (papir). Papiret foldes uden brug af lim eller saks – i modsætning til kirigami, hvor du både folder og klipper. Origami er i dag kendt og elsket over hele verden, men kunstformen har dybe rødder i Japans religiøse, sociale og æstetiske traditioner.
Historie
Origami blev bragt til Japan fra Kina og Korea sammen med buddhismen i det 6. århundrede. Med fremkomsten af det håndlavede japanske papir washi blev papirfoldning i stigende grad en del af både buddhistiske og shintoistiske ritualer. Allerede i 600-tallet blev papir brugt til at indpakke offergaver til guderne, og i løbet af Muromachi-perioden (1336–1573) blev der udviklet særlige måder at folde papir på – kendt som girei-ori – som en del af korrekt gaveindpakning.
Særligt fremtrædende er de traditionelle papirornamenter noshi der i dag stadig bruges når der gives gaver. Disse foldede figurer symboliserer held og lykke og respekt og kan findes på fx pengekuverter (kinpu) til bryllupper og højtider. Ved bryllupper ser du også de karakteristiske sommerfugleformede figurer ocho og mecho, som repræsenterer bruden og brudgommen.
Origami som kreativ hobby og undervisningsredskab
I Edo-perioden (1603–1867) blev papir billigere og mere tilgængeligt for almindelige mennesker hvilket betød at papirfoldning for alvor begyndte at vinde indpas som en fritidsinteresse. Det første kendte værk om origami, Hiden Senbazuru Orikata (”Sådan folder man 1.000 traner”), blev udgivet i 1797 og er en vigtig milepæl i origamiens historie. Bogen indeholder detaljerede instruktioner i at folde papirtraner – en figur, som siden er blevet origamiens mest ikoniske symbol.
Under Meiji-perioden (1868–1912) blev papirfoldning i introduceret i skolerne som en del af børns håndarbejdsundervisning og har siden været fast inventar i japanske læreplaner. I dag findes der et væld af instruktionsbøger, blogs og videoer dedikeret til origami for både børn og voksne.

Foldningens mange former – typer af origami
Origami spænder vidt fra simple børnevenlige figurer som hunde og både, til ekstremt komplekse og tekniske værker skabt af moderne kunstnere. Ifølge Origami Resource Center kan papirfoldning inddeles i bl.a. følgende typer:
- Klassisk origami: Traditionelle figurer såsom kraner, frøer, både og blomster
- Matematisk origami: Origami som benytter avancerede geometriske principper
- Modulær origami: Flere identiske dele foldes og samles til komplekse strukturer
- Vådfoldning (wet folding) – en teknik der muliggør bløde, organiske former
- Aktion-origami: Figurer der bevæger sig, fx papirfrøer der kan hoppe.
- Renzuru (連鶴): Flere sammenhængende traner foldet ud af ét enkelt ark
De 1000 traner og fredens symbolik
Papirtranen (orizuru) er origamiens ubestridte symbol. I følge en japanske legende vil den der der folder 1000 traner – senbazuru – få opfyldt et ønske. Af denne grund samles og gives 1000 traner ofte som gave til alvorligt syge, i håbet om helbredelse, eller til nygifte for at bringe lykke.
Efter 2. Verdenskrig blev papirtranen også et stærkt fredssymbol. Den mest berømte historie knytter sig til Sadako Sasaki, en pige der blev ramt af leukæmi efter atombomben over Hiroshima. Hun forsøgte at folde 1000 traner i håbet om at blive rask. Sadakos historie har inspireret generationer, og tusindvis af papirtraner lægges hvert år ved fredsmonumenterne i Hiroshima og Nagasaki som en hyldest til hende og som bøn om fred.
Origami som kunstform og moderne innovation
I dag betragtes origami ikke blot som en traditionel kunstform, men også som en moderne kunstart i konstant udvikling. Japanske origami-kunstnere som Yamaguchi Makoto og Kamiya Satoshi har opnået international anerkendelse med deres værker som ofte kombinerer ekstrem teknisk præcision med poetisk skønhed.
Tomoko Fuse er blandt Japans førende navne inden for modulær origami. Arisawa Yuga har lært sig selv at fremstille washi-papir for at skabe det perfekte materiale til sine kunstværker.
Origami har endda fundet anvendelse i videnskab og teknologi. Inspirationen fra foldeteknikker er blevet brugt i alt fra rumfart (sammenfoldelige solpaneler og antenner) til medicinsk udstyr og robotteknologi.
Links til videre læsning
Danske sider
Foreningen foldning.dk dansk origamiforeningPapirfoldning.dk side om origami drevet af Hans Dybkjær. Mange billeder og foldeopgaver
Udenlandske sider
Origami with Jo Nakashima omfattende Youtube-kanal med mange og gode forklaringer på alle mulige foldetyper. Til mange timers fordybelse Origami-instructions.comOrigami Ressource Center om historien bag origami, opgaver mm.
The diverse world of origami – temanummer med forskellige artikler fra Highlighting Japan udgivet af den japanske regering
Robert J Lang Origami berømt amerikansk papirfolder der har foldet gennem mere end 40 år
Origami Club – utallige foldeopgaver med diagrammer og foldevideoer. Emneinddelt
Origami fun – også mange opgaver
Origami Make – generelle foldeinstruktioner og mange opgaver
Wikipedias artikel
Instruktion i at folde sakurablomster
K’s Origami
Bøger om origami
Klam, Adeline: Papirkunst-80 smukke papir- og origami-projekter : trin for trin – helt enkelt. – Kbh. : Lindhardt og Ringhof, 2016. – 190 sider : ill. i farver.Martyn, Stephanie: 3D-origami : 25 spændende papirfoldeprojekter. – Værløse : Billesø & Baltzer, 2016. – 110 sider : ill. i farver.
Nagata, Noriko: Beautiful origami paper wreaths : handmade japanese style decorations for every occasion. – Rutland, Vermont : Tuttle, 2020. – 111 sider : ill. i farver
Sato, Naomiki: Naomiki Sato’s origami roses : create lifelike roses and other blossoms. – Rutland, Vermont : Tuttle, 2019. – 103 sider : ill. i farver.
Tomoko Fuse’s origami art : works by a modern master. – North Clarendon, VT : Tuttle, 2020. – 192 sider : ill. i farver ;
Wood, Russell: Origami made simple : 40 easy models with step-by-step instructions . – Emeryville, CA : Rockridge, 2020. – 164 sider : ill. i farver.
Shopping info – hvor kan du købe origamipapir i Japan?
Du kan købe origamipapir overalt i Japan. Der findes utrolig mange papirforretninger og forretning der bl.a. sælger papir så det vil ikke være svært at finde materiale til foldning. Er du i Tokyo, kan denne butik ud af mange anbefales:
Tokyo
Kurodaya
1 Chome-2-5 Asakusa, Taito, Tokyo 111-0032,
Dejlig papirforretning med washi-papir, origami-papir, træsnit, kort, konvolutter, æsker mm. Forretningen ligger i starten af Nakamisedori-gaden i Asakusa-området .
Få også tips til papirshopping i Japan i Hanafubuki.dks artikel om washi-papir.
Museer og organisationer
Der findes flere steder i Japan og resten af verden hvor man du fordybe dig i origamiens verden:
Japan Origami Academic Society (JOAS) arrangerer udstillinger og udgiver publikationer. Nippon Origami Association er en anden forening.
Origami Kaikan i Tokyo er både museum, galleri og butik dedikeret til origami og washi.
OrigamiUSA er en af de største origami-organisationer i verden og holder til i New York. I Storbritannien findes tilsvarende British Origami Society
Flere japanske museer og kulturcentre har også faste udstillinger og workshops med fokus på papirfoldningens kunst, især i forbindelse med skoleferier og højtider.




