Sumo

Sumo som sport fandt sin endelige professionelle form i Edo-perioden. Kampe blev bla. organiseret for at samle penge ind til bygning af templer og helligdomme mm. Alle dele af det japanske samfund kunne nu se en sumokamp, det var ikke længere en sport og underholdningsform kun forbeholdt adelen og kejserfamilien. Turneringer begyndte af blive afholdt på en mere regelmæssig basis både i Edo (nuværende Tokyo) og i Osaka og Kyoto. Sportens popularitet steg også pga. de mange træsnit der blev lavet der viste sumo-kampe og berømte brydere som f.eks. de to stormestre Tanikaze (1750-1795) og Onogawa (1758-1806).

Mawashi findes i forskellige typer:

• Makushita-brydere dvs. rangeret som 4. nederste på ranglisten bærer en sort mawashi lavet af tykvævet bomuld
• Jūryō-brydere der er højere oppe på ranglisten bærer en hvid mawashi. Fra jūryō- klassen og op er mawashi lavet af silke kaldet shimekomi. Her er lændeklædet 9 meter langt og 80 cm bredt. Fortil hænger der en række stofsnore kaldet sagari. Ved åbningsceremonien i en turnering (se nedenfor) får de desuden lov til at bære en keshomawashi som er et smukt broderet forklædelignende stykke stof der går næsten ned til anklerne.
• Ved åbningsceremonien men ikke under kamp bærer de højestrangerede sumo-brydere – de såkaldte yokuzuna’er eller stormestre (横綱) – en særlig variant af mawashi med et hvidt tsuna-reb med zigzagbånd hængende ned derfra. Dette reb kan være meget tungt, op til 20 kg. Rebet er det samme som shimenawa-rebet som kendes inden for shintoismen. Her bruges rebet til at markere overgangen mellem den åndelige og verdslige verden. Inden for sumo fungerer rebet som en slags renselseselement og som en understregning af bryderens rang og anseelse.

En sumo-kamp bliver kæmpet i en ring (kaldet dohyō, 土俵) dannet af små aflange baller af strå kaldet tawara med en diameter på 4,55 m. Den nordlige del af dohyō’en kaldes shōmen dvs. front. Den sydlige del kaldes mukō shōmen dvs. den modsatte side af fronten.

Selve ringen er placeret på en trapez-formet jordhøj der måler 6,7 m på hver side. Jordhøjen er omkring 60 cm høj. Trapez-formen gør jorden meget stabil og hård og den skrå kant hjælper med at afbøde fald. I kanten rundt er små trappetrin som bruges til at træde ind i ringen.

En sumo-kamp er hurtig og kort og kan være ovre på 10 sekunder. I al sin enkelhed gælder det om at få modstanderen ud af ringen eller få ham til at berøre jorden inde i ringen med andet end fødderne.

Den der vinder er den der bedst mestrer begrebet “hjerte – teknik – krop”. Hvis du som sumobryder træder ind i ringen med et roligt hjerte med en veltrænet krop der kan det den skal og du bruger al din koncentration og energi, så er du mere overlegen end din modstander.

Der findes 82 officielle greb og kast (kaldet kimaritē) som pt. anerkendes af The Japan Sumo Association. De kan groft inddeles i fire grundteknikker.

• Løfteteknik (yorikiri), hvor man prøver at få fat i modstanderens lændeklæde og løfter denne ud af ringen.
• Skubbeteknik (oshidashi), hvor man forsøger at skubbe modstanderen ud af ringen eller ned på jorden.
• Stødteknik (oshi-zumo), hvor man slår modstanderen med håndfladerne for at vælte ham eller få ham ud af balance.
• Kasteteknik (nage-zumo), hvor man med eller uden et greb i lændeklædet kaster modstanderen ned i ringen.

Der findes også en lang række forbudte greb og kast der udløser øjeblikkelig diskvalifikation. Som eksempler kan nævnes et greb om halsen, at hive i håret, give slag i ansigtet eller på ørerne eller stikke en finger i øjet.

Sumo-kampe kæmpes i turneringer kaldt bashō som varer 15 dage. Der er turneringer seks gange om året. Tre gange i Tokyo i januar, maj og september måned ; i Osaka i marts måned ; i Nagoya i juli måned ; og i Fukuoka i november måned. For eliteserien og 1. division har bryderne en kamp om dagen. I de lavere divisioner har man kun en kamp hver anden dag. Den som har vundet flest kampe vinder.

• Se en grafisk illustation af Top ten sumo wrestling techniques

Dohyō-iri ceremonien (土俵入り) dvs. åbningsceremonien inden en turnering starter, udføres kun af brydere der tilhører jūryō- og makuuchi divisionerne (se afsnit længere nede). Den har to formål: dels at præsentere bryderne for fans og publikum, dels at være med til en rituel renselse af ringen der sikrer at der ingen onde ånder er. Bryderne træder træder ind i ringen iført deres farverige kesomawashi én efter én efterhånden som deres navn bliver råbt op. Til sidst er de alle samlede i ringen. De klapper i hænderne for at vise deres renhed overfor guderne/ånderne. De løfter også deres keshomawashi lidt og løfter armene højt op. Et signal om at de vil kæmpe retfærdigt og uden våben.

Yokozuna – stormestrene – har deres egen ceremoni. Iført deres karakteristiske hvide reb og keshomawashi træder de ind i ringen anført af tsuyu harai som er en sumo-bryder fra makuuchi-divisionen der tilhører den samme stald som yokuzuna. Efter yokuzuna kommer tachi mochi der bærer stormesterens sværd (et symbol på hans styrke). Også tachi mochi er en makuuchi-bryder fra samme stald som yokuzuna. Under ceremonien laver yokuzana forskellige rituelle bevægelser bla. klapper han både i siden af ringen og i midten, stamper i jorden og sidder på hug.

Efter hver kamp revideres ranglisten (banzuke). De sumobrydere der har vundet mindst 8 kampe (kachikoshi) stiger normalt på ranglisten eller bliver på samme niveau, mens de brydere der ikke når de krævede 8 sejre (makekoshi) falder længere ned på listen eller kommer ned i en lavere division. Der er en østlig og vestlig inddeling af banzuke hvor den østlige regnes for lidt finere.

I sumo-sporten handler alt om resultater og der er stor forskel på hvordan brydere inden for de forskellige divisioner bliver behandlet og hvor meget de tjener.

Der er 6 divisioner inden for sumo:

• Makuuchi (幕内) eller makunouchi (幕の内) – topdivisionen inden for sumo inddelt i 4 rangklasser hvor yokozuna er den højeste rang (dvs. stormester). Herefter følger ōzeki, sekiwake, komusubi og maegashira. Denne division har 42 brydere.
• Jūryō (十両) den næsthøjeste division med 28 brydere.

Sumobrydere der kæmper i jūryō og makuuchi divisionerne kaldes også samlet for sekitori. For begge topdivisioner gælder det at brydere har en fast månedsløn og en lang række privilegier og goder. De har desuden folk til at hjælpe sig i det daglige.

Alle sumobrydere tilhører en såkaldt stald eller heya hvor de bor og træner. Den øverste ansvarlige for en heya, staldmesteren, kaldes oyakata. Det er et krav at han skal være en pensioneret sumobryder som var en dygtig bryder i sin tid. Hans kone kaldes okamisan og hun spiller en vigtig rolle i at få dagligdagen til at fungere i stalden. Gyoji (dommerne), yobidashi (der bla. bygger sumo-ringene) og frisører bor også alle i staldene. Der er (pr. 2018) 46 stalde inden for sumosporten.

Sumobryderne træner hårdt hver dag og de starter med deres morgentræning (asageiko) tidligt. De brydere der ikke er medlem af de øverste to divisioner starter som de første og vågner omkring kl. 5. De forbereder ringen og laver opvarmningsøvelser. Jūryō-bryderne starter deres træning omkring kl 8. Der findes mange træningsøvelser bla. matawari som er sumo-verdenens version af spagat hvor benene er strukket helt ud til siderne samtidig med at kroppen bøjes forover så maven og brystet rører gulvet.

Det er også de lavestrangerede brydere der har ansvaret for madlavningen kaldet chanko. Chanko er en fælles betegnelse for den mad sumobrydere spiser. Det kan bla. være forskellige stuvninger, kinesisk mad, sashimi og friturestegte ting. Sumobrydere spiser mad to  gange om dagen og første gang er efter morgentræningen som slutter omkring kl 11. De højestrangerede brydere spiser først og de andre sidst.