Mon

Der hersker lidt usikkerhed om hvordan og præcist hvornår mon som emblem blev en del af den japanske kultur, men man regner med at mon blev udviklet i Kyoto. I Heian-perioden (794-1185) hvor Kyoto blev Japans hovedstad, markerede adelen sine oksekærrer med symboler for at kunne genkende dem fra hinanden når flere stod samlet.

Denne markering af ejerforhold med et personligt logo blev mere og mere populært også blandt samuraierne i den efterfølgende Kamakura-periode (1185-1333). Samuraierne markerede bla. deres kampflag, udrustning og hjelme med deres klans mon så de kunne adskille deres egne soldater fra fjendens eller som en måde at reklamere for deres tapperhed og overlegenhed.

Da samuraierne med etableringen af Tokugawa-shogunatet (også kaldet Edo-perioden 1603-1868) overtog styringen af landet fra adelen, blev mon-emblemerne mere formaliseret og man begyndte at bære kimonoer med ens familieemblem i offentligheden og til forskellige ceremonielle begivenheder. I samme periode begyndte borgerskabet også at skabe mon og bar dem som deres eget emblem ofte inspireret af de emblemer som kabuki-skuespillere og andre fra underholdningsindustrien var begyndte at bære.

De fleste mon er sort/hvide og cirkulære og med stiliserede motiver. De grundlæggende teknikker til hvordan en mon opbygges inden for cirklen kan bla. findes i bogen Heian Monkan (平安紋鑑) der fungerer som referencebog.

Her findes mere 4000 mon-designs. Bogen er udgivet af Kyoto Monshō Crafts Cooperative og udkom første i 1922 og er sidenhen blev genoptrykt flere gange.

Ifølge den private organisation Japan Society for Family Crest Research (der har forsket i kamon i mere end 40 år) findes der mere end 30.000 forskellige kamon.

Mon med 16 chrysanthemumblade i to rækker kaldet jūrokugiku. Det er den kejserlige families emblem og har været i brug siden kejser Gotoba regerede i det 12. århundrede.

Mon kaldet goshichi no kiri dvs. 5-7 blomstrende kejsertræ. Den kaldes dette pga. de 5-7-5 antal af blomster på 3 grene. Emblemet tilhører også Toyotomi Hideyoshi-familien. Det bruges også som et mindre formelt emblem for den kejserlige familie.

Let tåge eller tågedis kaldet kasumi på japansk er et yndet motiv på kamon. Det optræder dog sjældent alene, men fungerer som baggrund for et bjerg eller månen.

Japan kaldes også for “den opstigende sols land” eller “solens rige” fordi man tilbeder solgudinden Amaterasu. De japanske kejsere regnes for direkte efterkommere af Amaterasu. Solen eller hiashi er derfor et vigtigt symbol i Japan og optræder på mange forskellige mon.

Sammen med kaninen er hesten de eneste pattedyr der optræder på mon.

Fordi ørne opfattes som modigt rovdyr har de været et symbol på krig og kampånd og blev derfor ofte brugt som motiv til kamon der tilhørte hærførere. Den gamle kejserlige garde brugte ørnefjer i de kroner de brugte i ceremonielt øjemed.

Når en vifte åbnes, spreder den sig ud fra ét holdepunkt, et symbol på den måde livet udvikler sig. Derfor bruges vifter også meget i forbindelse med religiøse ceremonier som lykkebringende ting der fejrer livet.

En hvirvel kaldes tomoe på japansk og har længe været benyttet som motiv til mon mm. som et symbol på vand. Gennem tiden har man placeret denne tomoe (som minder lidt om et komma) på tagsten og gavle på huse som en form for amulet der skal forhindre ildebrande. Tomoe er også kamon for krigsguden Hachiman så den findes som religiøst symbol på shinto-helligdomme overalt i Japan.

En kamon der afspejler familienavnet.

Eks. en kamon med en torii-port der tilhører Torii-klanen.

En kamon der fejrer en begivenhed

Eks. en kamon med to traner for Nanbu-klanen. Da Nanbu-klanen kæmpede mod Akita-klanen landede der ifølge legenden to traner i Nanbu-klanen og de vandt efterfølgende kampen. Derfor er der to traner i deres kamon for at fejre sejren.

Kamon med religiøs symbolik

Kamon med manji (svastika) for Hachisuka Masakatsu-familien.

Manji er i Japan et symbol på Buddha og buddhistiske templer og mange familier indkorporerede en manji i deres kamon i håbet om at blive velsignet med lykke og rigdom.

Kamon med et kors-lignende motiv. Kristendommen kom til Japan i midten af det 16. århundrede, men shogun Toyotomi Hideyoshi forbød religionen. Der er derfor kun få kamon der udtrykker en kristen symbolik mere eller mindre direkte. Her er en kamon tilhørende Nakagawake-klanen (kaldet Nakagawake kurusu dvs. Nagagawakes kors)

Templer

Hvert tempel har sit eget emblem eller emblemer. Den mest typiske er en shūmon der viser hvilken sekt inden for den japanske buddhisme templet tilhører. Jimon er templets eget emblem. Nogle templer har ikke deres eget emblem og bruger så kun sektens emblem.

Helligdomme

Helligdomme kan have en shinmon (gudeemblem) der symboliserer den eller de guder helligdommen er helliget. En shamon (helligdomsemblem) er et emblem for selve helligdommen. Ofte er shinmon og shamon dog den samme.

Semi-formelle kimonoer har en eller tre kamon på ryggen. De meste formelle kimonoer som kurotomesode har fem kamon. Tre er placeret på ryggen og bagsiden af ærmerne, to er placeret foran på forsiden af ærmerne.

De håndmalede kamon på kimonoer udføres af særlige mon-kunstnere kaldet monshō uwaeshi. Det kræver en sikker hånd at male detaljerede designs inden for en cirkel der måler 3-4 cm i diameter.

Monshō uwaeshi-kunstnerne skal bla. mestre følgende teknikker: monkatabori (kunsten at lave en skabelon til trykning af en mon), iroawase (kunsten at matche tekstilets farver med den farve kamon males med) og surikomi (kunsten at male på et stykke tekstil vha. en skabelon).

Det tager omkring 10 år før man har nok erfaring til at blive regnet for en professionel monshō uwaeshi-kunstner.

Når en japaner dør bliver vedkommende som regel begravet i et gravsted for hele familien (haka).

Det består af en høj, opretstående sten (gerne rektangulær) hvor familienavnet og evt. de afdødes navne står. Der er også lavet plads til at man kan stille blomster, røgelse og der er et lille vandbassin. Nedenunder stenmonumentet er en krypt med plads til urnerne. Sommetider er familiens kamon også indgraveret på stenen.

Den store Aoyama-kirkegård i Tokyo (kort) er værd at besøge hvis man er i nærheden og her kan man også gå opdagelse og se hvilke kamon der optræder på gravstenene.