29. august 2026

Chōchin (提灯) er en traditionel japansk sammenklappelig lanterne. De tidligste kendte former går tilbage til begyndelsen af 1500-tallet, mens den karakteristiske konstruktion med tynde bambusringe og papir udviklede sig senere i samme århundrede. I Edo-perioden (1603-1868) blev chōchin udbredt i brede dele af befolkningen. Lygterne kan stadig ses overalt i det japanske samfund – fra templer og helligdomme til restauranter og i gadebilledet.

En klassisk chōchin er konstrueret med et let bambusskelet som danner en fleksibel ramme der kan foldes sammen. Overfladen er typisk dækket af washi-papir, en særlig type håndlavet japansk papir kendt for sin styrke og skønhed, eller silke. Materialernes lethed og halvtransparens gør det muligt for lyset at skinne igennem og skabe en blød, varm belysning.

Oprindeligt blev chōchin-lygterne oplyst med levende lys. I moderne chōchin anvendes også elektrisk belysning, blandt andet af sikkerhedsmæssige årsager. Den enkle, men elegante konstruktion gør dem både funktionelle og dekorative.

Som transportable lyskilder gjorde chōchin det lettere at færdes efter mørkets frembrud. De blev brugt af blandt andre rejsende, handlende og byboere og fik samtidig funktion som skilte ved butikker og spisesteder. De bruges fortsat ved templer, helligdomme, festivaler og andre arrangementer og fungerer her både som egentlig lyskilde, som udsmykning og markering af steder etc..


Stor rød papirlygte hængende i Kaminarimon-porten ved Sensōji-templet
Den store papirlampe, Sensōji-templet, Tokyo

Akachōchin – den røde lanterne

En særlig variant af chōchin er akachōchin (赤提灯), den røde lanterne. Disse lygter hænger typisk uden for izakaya-barer og signalerer et uformelt spisested hvor gæster kan nyde sake, øl og småretter i en afslappet atmosfære. Den røde farve tiltrækker opmærksomhed og skaber en hyggelig stemning.

Selv om chōchin har en lang historie, er de også blevet en del af moderne design og indretning. Mange kunstnere og designere skaber nu innovative versioner af de traditionelle lygter ved at eksperimentere med nye materialer og former. Elektriske chōchin bruges ofte i både japanske og internationale restauranter for at give indretningen et tydeligt japansk præg.

Links til videre læsning

Shopping info

Traditionelle chōchin fremstilles stadig af specialiserede værksteder. Her er to af de mest kendte.

Tokyo

Oshimaya-Onda

2-6-6 Komagata, Taito-ku, Tokyo 111-0043

Hjemmeside (på japansk) · Google-kort

Grundlagt i Asakusa i 1854 og viderefører traditionen for Edo tegaki chōchin, håndmalede lanterner med skrift, motiver og familieemblemer. Værkstedet ligger få minutters gang fra Kaminarimon i Asakusa.

Kyoto

Kojima Shōten

11-24 Naginomori-chō, Imakumano, Higashiyama-ku, Kyoto 605-0971

Hjemmeside · Google-kort

Grundlagt i Kansei-perioden (1789-1801) og fremstiller traditionelle Kyoto-chōchin med håndværksmetoder der er videreført gennem generationer.