Intro
Izakaya (居酒屋) er livlige japanske spisesteder der bedst kan beskrives som en blanding mellem en pub og en tapasbar. De er udbredte over hele Japan og er populære mødesteder for både venner, kollegaer og turister der ønsker at nyde god mad og drikke i en uformel og livlig atmosfære. Izakayaer kan variere fra små enmandsborde til store kæderestauranter fordelt over flere etager. Fælles for dem alle er at de serverer et bredt udvalg af mindre retter og snacks der ofte deles ved bordet.
Maden bestilles typisk ad flere omgange, og det er normalt at fortsætte bestillingerne efterhånden som aftenen skrider frem. Når maden serveres, får du som regel en lille tallerken kaldet “torizara” (取り皿) som bruges til at tage din egen portion fra de fælles serveringsfade.
Flere izakayaer tilbyder at du kan spise og drikke alt det du vil for et fast beløb i en afgrænset periode, typisk mellem 90 og 120 minutter. Det hedder henholdsvis tabehōdai (spise) og “nomihōdai” (飲み放題, drikke).

Drikkevarer
Øl er den mest almindelige drikkevare på en izakaya, især japanske mærker som Asahi, Kirin og Sapporo. Derudover serveres ofte japansk sake, shochu (japansk spiritus) samt andre drikkevarer med og uden alkohol. Shochu serveres ofte som en “chu-hi” (shochu highball) der består af shochu blandet med sodavand og frugtsmag, som citron, lime eller grapefrugt. Umeshu, en sød blommevin, er også en populær drik som typisk serveres on the rocks eller blandet med sodavand. Mange izakayaer serverer også grøn te, enten varm eller kold, som en alkoholfri mulighed.

Hvad kan du få at spise på en izakaya?
Menuen på en izakaya spænder vidt og omfatter både traditionelle japanske retter og mere internationale retter. Eksempler på retter kan være:
- Sashimi (刺身): Frisk rå fisk og skaldyr serveret med sojasauce, wasabi og ingefær
- Yakitori (焼き鳥): Kyllingespyd med grøntsager, krydret med salt eller sød sojasauce
- Gyoza (餃子): Fyldte og stegte dampede dumplings, ofte serveret med sojasauce og chiliolie
- Karaage (唐揚げ): Friturestegt kylling med en sprød overflade og saftigt indre
- Tempura (天ぷら): Lette og sprøde friturestege grøntsager og fisk
- Edamame (枝豆): Dampede grønne hele sojabønner, drysset med salt
- Tsukemono (漬物): Japanske pickles der ofte fungerer som forret eller tilbehør
- Tofuretter: Fx dybstegt tofu (agedashi tofu) eller tofu serveret med forskellige saucer
- Salater og grøntsager: Ofte kombineret med sesamdressing eller tang
- Kartoffelsalat: En japansk version med en cremet, mild smag
- Ris- og nudelretter: Fx onigiri, ramen og udon-nudler
- Dessert: Typisk frisk frugt eller is til at runde måltidet af

Moderne og mere gammeldags izakayaer
Der findes forskellige typer af izakaya. De mere gammeldags izakaya kan genkendes ved de tændte røde rispapirlamper der hænger udenfor. De indikerer at stedet er åbent. Indenfor kan du som gæst sidde ved baren, ved borde med stole eller på gulvet på tatami-måtter. De traditionelle izakaya er ofte ret små og intime.
De mere moderne izakayaer der er dukket op i de senere år kan være større og mere sofistikerede og med et mere moderne menukort. Kotaro fx sydvest for Shibuya-krydset i Tokyo blander izakaya-madstilen med kaiseki – den japanske version af fine dining.

Berømte izakaya-områder i Japan
Izakayaer findes over hele landet, men nogle områder er særligt kendte for deres store udvalg:
Tokyo
Shinjuku (Kabukicho): Trods områdets ry som et red light-distrikt, findes der mange anerkendte izakayaer her, især større kæder som er populære blandt både lokale og turister fx Henbey som har menukort på engelsk. Den smalle men stemningsfulde gyde Omoide Yokochō – også i Shinjuku – kan også anbefales.
Yurakucho: Under togsporene omkring Yurakucho Station finder du Gado-Shita hvor små izakaya og yakitori-steder tilbyder en autentisk og nostalgisk oplevelse.
Asakusa (Hoppy Street og området omkring): Vest for Sensoji-templet ligger et stemnings bar- og restaurantområde med flere izakayaer.
I Minato-distriktet ligger i øvrigt Gonpachi Nishiazabu en traditionel izakaya i flere etager og som var inspiration til en større kampscene i Kill Bill-filmen fra 2004.
Osaka
Umeda og Namba: I hjertet af Osaka findes der et væld af izakayaer, især omkring Dotonbori.
Sapporo
Susukino: Det største underholdningsdistrikt nord for Tokyo med izakayaer, ramen-barer og andre restauranter.
Izakaya-etikette
Hvor finder du en izakaya i Japan?
Prøv at gå en tur i de ovennævnte områder i fx Tokyo og find en izakaya du har lyst til at prøve. Hvis du vil have et bedre overblik over de forskellige muligheder, så prøv følgende søgetjenester – de fleste sider tilbyder også onlinereservation.
Izakaya in Japan fra Tablelog
Izakaya (Japanese tavern) fra Savor Japan
Izakaya (Japanese style pub) fra Rakuten Guranavi
Izakaya fra Michelin Guide
Izakaya fra ByFood