7. juni 2026

Det centrale Tokyo samler Shibuya, Shinjuku, Minato, Chuo og Chiyoda – fem distrikter med alt fra mode, templer og museer til kejserpalads, højhuse, shopping og historiske kvarterer.

Shinjuku

Shinjuku er et af Tokyos mest dynamiske distrikter og byens administrative centrum. Her ligger Shinjuku Station — verdens travleste jernbanestation med over to millioner passagerer dagligt — samt områdets berømte 3D-reklameskærme. Vest for stationen rejser skyskraberne sig, heriblandt Tokyos rådhus. Distriktet huser også red-light-kvarteret Kabukichō, de små barer i Golden Gai, store varehuse som Isetan og Lumine Est, samt Shinjuku Gyoen, en frodig park på 58 hektar med både japanske og vestligt inspirerede haver.

Minato

Bydelen rummer en stor del af Tokyos ambassader, internationale virksomheder og luksusboliger og er hjemsted for flere af byens kendte landemærker. Tokyo Tower fra 1958, Roppongi Hills huser kontorer, butikker inkl. Mori Art Museum omkring Mori-tårnet, og det nyere Azabudai Hills rummer Japans højeste bygning. Hertil kommer Tokyo Midtown fra 2007 med Midtown Tower, Ritz-Carlton Tokyo, designgalleriet 21_21 Design Sight, Suntory Museum of Art og Hinokicho-parken.

Chuo

Navnet “Chuo” betyder direkte oversat “Centrum”. Området har været Tokyos kommercielle hjerte siden Edo-perioden . Bydelen rummer flere historiske kvarterer.
Ginza er Tokyos mest elegante shopping- og restaurantkvarter, opkaldt efter Edo-tidens sølvmøntfabrik, der lå her. Nihonbashi er byens historiske handels- og finanscentrum, opkaldt efter broen fra 1600-tallet, der markerer Japans “kilometer nul”. Kvarteret huser Bank of Japan, Tokyo Børs og Japans første stormagasin Mitsukoshi, der har drevet butik på samme adresse siden 1673. Tsukiji er kendt for sit legendariske fiskemarked, hvis engrosdel flyttede til Toyosu i 2018, men det ydre marked tilbyder stadig friske fisk, sushi-restauranter og japanske madvarer.

Om det centrale Tokyo

Det centrale Tokyo består af de fem distrikter Shibuya, Shinjuku, Minato, Chuo og Chiyoda. Området kaldes også Central Tokyo Area og har gennem mere end 400 år udviklet sig som et politisk, kommercielt og kulturelt centrum.

Her ligger nogle af Tokyos mest kendte bydele og seværdigheder: Chiyoda med kejserpaladset, Marunouchi og Akihabara, Chuo med Nihonbashi, Ginza og Tsukiji, Minato med Roppongi, Aoyama og Tokyo Tower, Shibuya med mode, trends, Meiji Jingu og Yoyogi-parken samt Shinjuku med højhuse, parker, natteliv og Tokyos rådhus.

Officiel turistside: gotokyo.org