22. maj 2026

nezu museet tokyo

Nezu-museet (根津美術館) ligger i hjertet af Minato-distriktet i Tokyo. Museet blev oprindeligt grundlagt i 1941 for at opfylde den forretningsmanden og chefen for Tōbu Railway Co. Nezu Kaichirō’s (1860-1940) sidste ønske: at dele sin imponerende kunstsamling med offentligheden. Efter at have været lukket i en periode blev museet genåbnet i 2009 i en ny, prisbelønnet bygning tegnet af den anerkendte arkitekt Kengo Kuma. Den moderne museumsbygning i glas, træ og sten smelter elegant sammen med den omkringliggende natur og skaber en rolig og stemningsfuld ramme om kunsten.

Museets samling

Museets samling rummer over 7.600 værker fra Japan, Kina og resten af Østasien – hovedsageligt fra oldtiden og op til det 19. århundrede. Her er alt fra kalligrafi, malerier og skulpturer til keramik, tekstiler, metalarbejde og lakgenstande. Flere værker er udpeget som japanske nationalskatte og vigtige kulturarvsobjekter af den japanske regering. Et af de mest kendte er et sæt foldeskærme med malerier af Ogata Kōrin (1658-1716 fra den såkaldte Rinpa-skole. De forestiller en lang række strålende blå, japanske iris (Iris laevigata) malet på en baggrund af bladguld. Foldeskærmene er malet omkring 1701-05 (de måler 151.2 x 358.8 cm hver). Foldeskærmene indgår nogenlunde fast i et af museets forårsudstillinger (gerne i perioden medio april – medio maj). Tjek museets hjemmeside for nærmere info.

Nezu-museet har ikke en fast permanent udstilling, men skifter løbende sine udstillinger, så der altid er nye kunstværker at opleve. Mange af de udstillede genstande ledsages af informative engelske forklaringer rettet mod internationale gæster.


Museets have

Et af museets største trækplastre er den store japanske have som omgiver bygningen. Haven er på hele 17.000 kvadratmeter medsnoede stier, små damme, traditionelle tehuse og et bambuskrat. Her kan du finde fred og ro midt i storbyen. Selvom tehusene normalt ikke er åbne for publikum, kan du nyde en afslappende pause i den stilfulde NEZUCAFÉ med udsigt over haven.


 


Praktisk information

Adresse:
6-chōme-5-1 Minamiaoyama, Minato-ku, Tokyo 107-0062
Transport:
Nezu-museet ligger i Minami-Aoyama i Minato-distriktet, i den østlige ende af Omotesandō-gaden. Museet nås på cirka ti minutters gang fra Omotesandō Station på Ginza-, Hanzōmon- og Chiyoda-linjerne via udgang A5.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Museet ligger lige for enden af Omotesandō-gaden, en bred allé kendt for sin moderne arkitektur og store internationale modehuse.
Tæt på finder du desuden Aoyama-begravelsespladsen, et populært hanami-mål om foråret, samt Roppongi-områdets museer som The National Art Center, Tokyo og 21_21 Design Sight.