Yoyogi-parken (代々木公園) er en af Tokyos største og mest elskede parker. Det er en offentlig park på omkring 54 hektar der ligger i Harajuku-området med store græsplæner, søer og også mere skovagtige områder. Det er et populært åndehul for byens indbyggere og bruges flittigt til at gå ture, jogge, holde picnic mm.
Parken er særlig populær om foråret, når kirsebærtræerne springer ud, og mange samles til hanami – den japanske tradition med at fejre kirsebærblomsterne. Selvom Yoyogi ikke har lige så mange kirsebærtræer som nogle af Tokyos andre parker fx Shinjuku Gyoen-parken, er parken stadig populær at besøge. Om efteråret forvandler ginkgo-træerne parken til et gyldent landskab – en oplevelse, du ikke bør snyde sig selv for.
Før området blev til park i 1967, husede Yoyogi-parken den olympiske landsby under sommer-OL i 1964. Endnu tidligere blev den brugt af den amerikanske hær som boligområde efter 2. Verdenskrig. Allerede i 1910 skrev stedet historie som ramme for Japans første motordrevne flyvning.
I dag er parken et samlingspunkt for alle slags mennesker. I weekenderne kan man opleve alt fra dansere og gademusikanter til cosplayers og punkrockere der samles i en uhøjtidelig atmosfære. Parken har også sportsfaciliteter som fodboldbaner, en cykelsti og mulighed for cykeludlejning.
Billedet øverst:
© chemistkane

Praktisk information
Adresse:
2-1 Yoyogikamizonochō, Shibuya, Tōkyō-to 151-0052
Transport:
Yoyogi-parken ligger i Shibuya-distriktet, lige ved siden af Meiji Jingu-helligdommen. Hovedindgangen nås på fem minutters gang fra Harajuku Station på JR Yamanote-linjen og fra Meiji-Jingumae Station på Fukutoshin- og Chiyoda-linjerne. Yoyogi-kōen Station på Chiyoda-linjen ligger lige op ad parkens østlige indgang. Parken har gratis adgang døgnet rundt.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige op ad Yoyogi-parken ligger den store Meiji Jingu-helligdom, og syd for parken finder du de travle modegader i Harajuku med Takeshitadōri og den mere afslappede Cat Street.
Lidt længere mod syd ligger den brede Omotesandō-gade med moderne flagship-butikker, og i Jingūmae finder du desuden Ōta Memorial Museum of Art, et lille specialmuseum for japanske træsnit.
