
Kyoko Higashi-gyōen (皇居東御苑) er Kejserpaladsets østlige have. Haven er en del af det indre paladsområde og er åbent for offentligheden. Der er gratis adgang. Haven er anlagt på det sted der tidligere husede Edo-borgs inderste forsvarscirkler kaldet honmaru (dvs. “hovedcirklen”) og ninomaru (dvs. “den sekundære cirkel”).
Ingen af hovedbygningerne står tilbage i dag, men voldgravene, murene, indgangsportene og flere portnerhuse eksisterer stadig den dag i dag. Den centrale del af Edo-borg (Honmaru) stod færdig i 1638, men nedbrændte i 1657 og blev aldrig genopbygget. Noget af fundamentet står tilbage som man kan komme op på og se udover haven og de mange højhuse der omkranser den.
Indgangen til denne offentlige have sker gennem den store Otemon-port genopbygget i 1967. Den fungerede som hovedindgang til kejserpaladset før Nijubashi blev bygget.
Kejserpaladsets østlige have er en dejlig have med store græsplæner, bede og ikke mindst plads. Lige inden for indgangen ligger Sannomaru Shozokan, et udstillingssted med kunst og kunsthåndværk fra kejser Hirohito (1901-1989). Ikke langt herfra ligger Hyaku Basho-bygningen fra Edo-perioden hvor 100 samuraier levede og vogtede Edo borg.
Lige ved siden af Honmaru ligger den oktavformede bygning, Tōkagakudō (egl. “Ferskenblomstkoncertsalen”) der er en koncertsal fra 1966. Den er opført for at mindes kejserinde Kojuns 60 års fødselsdag i 1963.
Øst for Honmaru ligger Ninomaru-haven designet af shogun Iemitsu i 1630. Den er anlagt som navnet siger i det der tidligere var Edo borgs sekundære forsvarscirkel.
Praktisk information
Adresse:
1-1 Chiyoda, Chiyoda-ku, Tōkyō-to 100-8111
Transport:
Kejserpaladsets østlige have ligger i Chiyoda-distriktet i hjertet af Tokyo. Hovedindgangen gennem Ōtemon-porten nås på et par minutters gang fra Ōtemachi Station, der betjenes af Chiyoda-, Tōzai-, Marunouchi-, Hanzōmon- og Mita-linjerne. Adgang til haven er gratis, men der lukkes for adgang på visse ugedage.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige op ad haven ligger selve Kejserpaladset med Nijūbashi-broen, der danner det klassiske fotomotiv af residensen og dens omkringliggende voldgrave.
Mod øst ligger Tokyo Station med sin smukke rødstensfacade fra 1914 og det moderne Marunouchi-kvarter med Kitte stormagasin og Mitsubishi Ichigokan-museet. Mod nord ligger desuden Yasukuni-helligdommen.






