3. januar 2023
Hvad er sumo?

Sumo (相撲), der betyder at kæmpe med en anden, er japansk brydning og Japans nationalsport. Det er en sportsgren der har dybe rødder i den japanske kultur: Fra traditonel klædedragt og hårfrisurer til gamle ritualer og skikke hvoraf mange er tæt knyttet til shintoismen, men også samuraiernes kultur.

Historie

Sumobrydning har en lang historie i Japan. Sporten bliver bla. nævnt i de mange legender og myter i Kojiki- og Nihongi-bøgerne, to historiebøger der blev skrevet i begyndelsen af det 8. århundrede. Oprindelig var sumo et shinto-ritual. Resultatet af rituelle kampe (kaldet shinji-zumo) blev brugt som et pejlemærke for hvor god rishøsten ville blive. I Nara-perioden (710-794) og i den efterfølgende Heian-periode (794-1192) blev sumo en form for underholdning for den japanske kejser. Brydere fra hele landet blev inviteret til at kæmpe foran ham hvert år ved møder kaldet tenran-zumo. Kampene var kun forbeholdt kejseren, adelen og de mest betydningsfulde embedsmænd. Da samurai-kulturen (bushi) blomstrede op, blev sumo brugt som en kampsport til at styrke ånd og krop.

Sumo som sport fandt sin endelige professionelle form i Edo-perioden. Kampe blev bla. organiseret for at samle penge ind til bygning af templer og helligdomme mm. Alle dele af det japanske samfund kunne nu se en sumokamp, det var ikke længere en sport og underholdningsform kun forbeholdt adelen og kejserfamilien. Turneringer begyndte af blive afholdt på en mere regelmæssig basis både i Edo (nuværende Tokyo) og i Osaka og Kyoto. Sportens popularitet steg også pga. de mange træsnit der blev lavet der viste sumo-kampe og berømte brydere som f.eks. de to stormestre Tanikaze (1750-1795) og Onogawa (1758-1806).

Træsnit der viser en sumokamp. Af Utagawa Kunisada (1786–1865)

Det var også i Edo-perioden at arrangørerne af sumokampene besluttede at sætte sporten mere i system med fastlæggelse af en række regler herunder godkendte greb og kast som stadig gælder den dag i dag. Træningen blev også sat i system med oprettelse af såkaldte stalde (eller heya på japansk) hvor sumobryderne kunne træne.

De mange store jordbesiddere i Japan kaldet daimyo’er støttede aktivt sumobrydningen, men deres magt forsvandt ved indførelsen af Meiji-perioden i 1868 hvor hele samfundsstrukturen i Japan grundlæggende blev ændret. Den manglende støtte og promovering betød at interessen for sumo langsomt dalede de følgende år. Men bla. kejser Meiji’s besøg til en sumokamp i 1884 gav fornyet interesse til sporten. I 1909 blev det første egentlige sumo-stadium – Kokugikan – opført. Sumo der indtil nu kun havde været en udendørs sport kunne nu vise kampe uafhængigt af vejrluner og det satte for alvor skub i sumobrydningens popularitet.


Sumo-brydernes og dommerens udseende og påklædning

Rikishi er den japanske betegnelse for en sumobryder. Under træning og til kampe bærer han en såkaldt mawashi der er er et tykt lændeklæde omkring en 7 meter langt og 50 cm bredt som bindes om kroppen flere gange og fastgøres med en stor knude bagtil. Den kan veje op til 5 kg. Afhængig af hvilke type bryder man er (ens stil) bærer nogle brydere mawashi meget stramt så modstanderen ikke kan få ordentlig fat, andre bærer den løst så det ikke er så nemt at blive kastet rundt.

Mawashi findes i forskellige typer:

  • Makushita-brydere dvs. rangeret som 4. nederste på ranglisten bærer en sort mawashi lavet af tykvævet bomuld
  • Jūryō-brydere der er højere oppe på ranglisten bærer en hvid mawashi. Fra jūryō- klassen og op er mawashi lavet af silke kaldet shimekomi. Her er lændeklædet 9 meter langt og 80 cm bredt. Fortil hænger der en række stofsnore kaldet sagari. Ved åbningsceremonien i en turnering (se nedenfor) får de desuden lov til at bære en keshomawashi som er et smukt broderet forklædelignende stykke stof der går næsten ned til anklerne.
  • Ved åbningsceremonien men ikke under kamp bærer de højestrangerede sumo-brydere – de såkaldte yokuzuna’er eller stormestre (横綱) – en særlig variant af mawashi med et hvidt tsuna-reb med zigzagbånd hængende ned derfra. Dette reb kan være meget tungt, op til 20 kg. Rebet er det samme som shimenawa-rebet som kendes inden for shintoismen. Her bruges rebet til at markere overgangen mellem den åndelige og verdslige verden. Inden for sumo fungerer rebet som en slags renselseselement og som en understregning af bryderens rang og anseelse.
yokuzuna
Yokuzuna Hakuhō Shō med sit karakteristiske bælte og keshomawashi

Hver gang en rikishi forlader sumo-stalden skal han være klædt i en traditionel japansk kimono eller yukata (sommerkimono). Til træning eller uden for stalden skal rikishi bære sit hår i en høj knude kaldet chonmage. Til kampe eller ved særlige lejligheder bærer de højtrangerende brydere deres hår i en meget kunstfærdige frisure en såkaldt oichomage, der minder om et ginkgo-blad.

Dommeren inden for sumo hedder en gyōji. Jo højere rang dommeren har, jo mere kunstfærdig og kostbar er broderierne mm. på hans dommerkåbe eller kimono. Typen af vifte han holder i hånden og de snore der hænger på hans bryst signalerer hvilken rang han har. Den højestrangerede dommer kaldes tate-gyōji og har bla. ansvaret for at dømme den sidste kamp i en turnering (musubi-no-ichiban). Han er udstyret med en hat (eboshi), et kortsværd (tantō), traditionelle japanske sokker (tabi), sandaler (zōri) og ikke mindst hitatare-kåbe eller kimono (se billede nederst på siden). Viften han bærer kaldes en gumbai som bruges til at styre kampen og udpege vinderen.


Sumo-ringen

En sumo-kamp bliver kæmpet i en ring (kaldet dohyō, 土俵) dannet af små aflange baller af strå kaldet tawara med en diameter på 4,55 m. Den nordlige del af dohyō’en kaldes shōmen dvs. front. Den sydlige del kaldes mukō shōmen dvs. den modsatte side af fronten.

Selve ringen er placeret på en trapez-formet jordhøj der måler 6,7 m på hver side. Jordhøjen er omkring 60 cm høj. Trapez-formen gør jorden meget stabil og hård og den skrå kant hjælper med at afbøde fald. I kanten rundt er små trappetrin som bruges til at træde ind i ringen.

sumo dohyo
Dohyo-ringen set oppefra. CC BY-SA 3.0, Lien
sumo dohyo
Dohyo-ringen vist med taget over. Cop. Toto-tarou – Image created by Toto-tarou., CC BY-SA 3.0, Link

Selve dohyō’en er dækket af en tyndt lag sand. I midten af dohyō’en er der to streger kaldet shiriki-sen. Her står modstanderne på hver side ved shiriki som er øjeblikket lige før kampstart hvor de ser hinanden i øjnene og aflæser hinandens styrke.

Et tag (kaldet ō-yane) der ligner taget på en shinto-helligdom hænger over ringen. Taget er udført i shinmei-zukuri stilen som kendes fra Ise Jingu-helligdommene nær Nagoya. Forskelligt farvede kvaster (fusa) på lidt over 2 meter hænger ned fra hvert hjørne af taget. Hver farve repræsenterer en årstid og ånden for hver af de fire verdenshjørner.

  • Grøn – østlige hjørne: den grønne drage dvs. forår (青龍)
  • Rød – sydlige hjørne: den cinnoberfarvede fugl dvs. sommer (朱雀)
  • Hvid – vestlige hjørne: den hvide tiger dvs. efterår (白虎)
  • Sort – nordlige hjørne: den sorte skildpadde dvs. vinter (玄武)

Det lilla gardin der hænger ned fra taget bærer den japanske sumoforenings (The Japan Sumo Association) mærke. Det fungerer som en symbolsk markering af sumo-sportens religiøse fortid hvor den var et renselsesritual.

Se også Construction of a dohyo – et billedgalleri der trin for trin viser hvordan ringen bygges op. En ny ring bygges til hver turnering.


Sumo-kamp

En sumo-kamp er hurtig og kort og kan være ovre på 10 sekunder. I al sin enkelhed gælder det om at få modstanderen ud af ringen eller få ham til at berøre jorden inde i ringen med andet end fødderne.

Den der vinder er den der bedst mestrer begrebet “hjerte – teknik – krop”. Hvis du som sumobryder træder ind i ringen med et roligt hjerte med en veltrænet krop der kan det den skal og du bruger al din koncentration og energi, så er du mere overlegen end din modstander.

Der findes 82 officielle greb og kast (kaldet kimaritē) som pt. anerkendes af The Japan Sumo Association. De kan groft inddeles i fire grundteknikker.

  • Løfteteknik (yorikiri), hvor man prøver at få fat i modstanderens lændeklæde og løfter denne ud af ringen.
  • Skubbeteknik (oshidashi), hvor man forsøger at skubbe modstanderen ud af ringen eller ned på jorden.
  • Stødteknik (oshi-zumo), hvor man slår modstanderen med håndfladerne for at vælte ham eller få ham ud af balance.
  • Kasteteknik (nage-zumo), hvor man med eller uden et greb i lændeklædet kaster modstanderen ned i ringen.
sumo yorikiri
Yorikiri-løfteteknik. Cop. Yves Picq http://veton.picq.frOwn work, CC BY-SA 3.0, Link

Der findes også en lang række forbudte greb og kast der udløser øjeblikkelig diskvalifikation. Som eksempler kan nævnes et greb om halsen, at hive i håret, give slag i ansigtet eller på ørerne eller stikke en finger i øjet.

Sumo-kampe kæmpes i turneringer kaldt bashō som varer 15 dage. Der er turneringer seks gange om året. Tre gange i Tokyo i januar, maj og september måned ; i Osaka i marts måned ; i Nagoya i juli måned ; og i Fukuoka i november måned. For eliteserien og 1. division har bryderne en kamp om dagen. I de lavere divisioner har man kun en kamp hver anden dag. Den som har vundet flest kampe vinder.

Ryogoku_Kokugikan_sumo
Udsigt udover Ryogoku Kokugikan-arenaen i Tokyo, januar 2014. Cop. Gregg Tavares (greggman) [CC BY 2.0], via Wikimedia Commons

Video der gennemgår de basale teknikker – fra International Sumo Federation

Dohyō-iri ceremonien

Dohyō-iri ceremonien (土俵入り) dvs. åbningsceremonien inden en turnering starter, udføres kun af brydere der tilhører jūryō- og makuuchi divisionerne (se afsnit længere nede). Den har to formål: dels at præsentere bryderne for fans og publikum, dels at være med til en rituel renselse af ringen der sikrer at der ingen onde ånder er. Bryderne træder træder ind i ringen iført deres farverige kesomawashi én efter én efterhånden som deres navn bliver råbt op. Til sidst er de alle samlede i ringen. De klapper i hænderne for at vise deres renhed overfor guderne/ånderne. De løfter også deres keshomawashi lidt og løfter armene højt op. Et signal om at de vil kæmpe retfærdigt og uden våben.

Yokozuna – stormestrene – har deres egen ceremoni. Iført deres karakteristiske hvide reb og keshomawashi træder de ind i ringen anført af tsuyu harai som er en sumo-bryder fra makuuchi-divisionen der tilhører den samme stald som yokuzuna. Efter yokuzuna kommer tachi mochi der bærer stormesterens sværd (et symbol på hans styrke). Også tachi mochi er en makuuchi-bryder fra samme stald som yokuzuna. Under ceremonien laver yokuzana forskellige rituelle bevægelser bla. klapper han både i siden af ringen og i midten, stamper i jorden og sidder på hug.

sumo ceremoni
Inden kampstart samles alle sumo-brydere til åbningsceremoni. Alle udstyret med det lange forklæde keshomawashi

Der er to måder en yokozuna kan udføre dohyō-iri-ceremonien på. I Unryū-stilen (opkaldt efter Unryū Kyūkichi) lægger stormesteren sin venstre hånd på brystet, strækker højre arm og rejser sig efter at have siddet på hug. I Shiranu-stilen (opkaldet efter Shiranui Kōemon) spreder han begge arme ud og rejser sig.

Se videoklip med yokuzana Asasyoryu


Øvrige ritualer

Inden kampstart udfører sumo-bryderne en lang række ritualer. Som eksempler kan nævnes:

  • Shiko – bryderen sætter sig skiftevis på hug, klapper i hænderne og løfter det ene ben efter det andet så højt som muligt kan inden han hamrer foden hårdt i jorden. Dette ritual har flere formål: at mildne guderne, demonstrere styrke og adræthed over for modstanderen samtidig med at det fungerer som opvarmningsøvelse.
  • Sonkyo – bryderen sætter sig på hug med benene spredt som et udtryk af respekt over for modstanderen. Hænderne er placeret på knæene. Dette ritual fungere også som en vejrtrækningsøvelse og en måde at fokusere på
  • Chiri chōzu – et ritual der fokuserer på armene hvor man forenklet sagt først klapper i hænderne og derefter spreder armene ud. Det signalerer at man ikke bærer våben og man er klar til at kæmpe en retfærdig og ordentlig kamp
  • Kiyome jio – inden kampen starter kaster bryderen salt ind i ringen. Salt har helt fra gamle dage været betragtet som et renselsesmiddel i Japan. Saltet renser ringen og symboliserer også ønsket om ikke at blive skadet.

Rang og divisioner

Efter hver kamp revideres ranglisten (banzuke). De sumobrydere der har vundet mindst 8 kampe (kachikoshi) stiger normalt på ranglisten eller bliver på samme niveau, mens de brydere der ikke når de krævede 8 sejre (makekoshi) falder længere ned på listen eller kommer ned i en lavere division. Der er en østlig og vestlig inddeling af banzuke hvor den østlige regnes for lidt finere.

I sumo-sporten handler alt om resultater og der er stor forskel på hvordan brydere inden for de forskellige divisioner bliver behandlet og hvor meget de tjener.

Der er 6 divisioner inden for sumo:

  • Makuuchi (幕内) eller makunouchi (幕の内) – topdivisionen inden for sumo inddelt i 4 rangklasser hvor yokozuna er den højeste rang (dvs. stormester). Herefter følger ōzeki, sekiwake, komusubi og maegashira. Denne division har 42 brydere.
  • Jūryō (十両) den næsthøjeste division med 28 brydere.

Sumobrydere der kæmper i jūryō og makuuchi divisionerne kaldes også samlet for sekitori. For begge topdivisioner gælder det at brydere har en fast månedsløn og en lang række privilegier og goder. De har desuden folk til at hjælpe sig i det daglige.

sumo_gyoji
Gyoji – dommeren i en sumo-kamp

Sumobrydere i de øvrige fire divisioner regnes ikke for professionelle endnu, men som brydere der stadig er i træning. De får kun lidt lommepenge og ingen løn.

  • Makushita (幕下) den trediehøjeste division med 120 brydere. I turneringer kæmper de kun hver anden dag i modsætning til de to topdivisioner.
  • Sandanme (三段目) den fjerdehøjeste division. Her er der omkring 200 brydere.
  • Jonidan (序二段) den femtehøjeste division.
  • Jonokuchi (序ノ口) den laveste division.

Træning

Alle sumobrydere tilhører en såkaldt stald eller heya hvor de bor og træner. Den øverste ansvarlige for en heya, staldmesteren, kaldes oyakata. Det er et krav at han skal være en pensioneret sumobryder som var en dygtig bryder i sin tid. Hans kone kaldes okamisan og hun spiller en vigtig rolle i at få dagligdagen til at fungere i stalden. Gyoji (dommerne), yobidashi (der bla. bygger sumo-ringene) og frisører bor også alle i staldene. Der er (pr. 2018) 46 stalde inden for sumosporten.

Sumobryderne træner hårdt hver dag og de starter med deres morgentræning (asageiko) tidligt. De brydere der ikke er medlem af de øverste to divisioner starter som de første og vågner omkring kl. 5. De forbereder ringen og laver opvarmningsøvelser. Jūryō-bryderne starter deres træning omkring kl 8. Der findes mange træningsøvelser bla. matawari som er sumo-verdenens version af spagat hvor benene er strukket helt ud til siderne samtidig med at kroppen bøjes forover så maven og brystet rører gulvet.

Det er også de lavestrangerede brydere der har ansvaret for madlavningen kaldet chanko. Chanko er en fælles betegnelse for den mad sumobrydere spiser. Det kan bla. være forskellige stuvninger, kinesisk mad, sashimi og friturestegte ting. Sumobrydere spiser mad to  gange om dagen og første gang er efter morgentræningen som slutter omkring kl 11. De højestrangerede brydere spiser først og de andre sidst.

sumo banzuke
Sumo-brydernes rangliste kaldet banzuke, fra januar 2012 turneringen i Tokyo

Efter morgenmad og bad er der fritid. Her er der mange der tager en lang lur som er med til at bevare og øge deres vægt. Aftensmad er omkring kl 18 og så er aftenen fri indtil man går i seng omkring kl. 22.


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Nihon Sumo Kyokai Official Grand Sumo Home Page her er der også mulighed for at booke billetter til kampe
The Sumo Forum diverse fora der diskuterer alt inden for sumo
International Sumo Federation
Sumopedia korte videoer fra tvstationen NHK der viser sportens teknikker mm.
Sumo – oversigtsartikel fra Japan Reference
Sumo news daglige nyheder fra avisen Mainichi
Sumo news daglige nyheder fra The Japan Times
Sumo News and Analysis stort og småt om sumo-verdenen
Sumo fra Kids Web Japan
Kamizumo spil med sumobrydere
My sumo morning practice experience in Tokyo! How to watch sumo training in Tokyo! fra JW Webmagazine
Wikipedias artikel

Videoer
Sumo wrestling – fin kort intro fra National Geographic
Could you be a sumo wrestler? om træning mm. fra National Geographic

Bøger og artikler

Danske

Rasmussen, Jonas: I nærkontakt med 1.500 år gammelt ritual. I: Politiken. – 2016-03-05. – Sektion 5, s. 4-6 : ill.
Linnet, Kristine Amalie: Flæsk mod flæsk. I: Jyllands-posten. – 2012-12-29. – Explorer (østudgave), s. 6-8, 10 : ill.

Udenlandske

Katsuharu, Ito: The perfect guide to sumo in Japanese and English. Seigensha Art Publishing, 2017.187 sider
Sumo: A History. CreateSpace Independent Publishing Platform, 2012. 64 sider


Sightseeing info

Tokyo

Sumo Museum

1-3-28 Yoko-ami Sumida-ku, Tokyo (stueetagen af Ryogoku Kokugikan, Tokyo’s sumoarena)
Hjemmeside

Åbningstider skifter, tjek hjemmeside inden besøg

Kort