Kawara - japanske tagsten i tegl

23. februar 202529. august 2026

Kawara (瓦) er japanske tagsten af brændt ler. Et tag dækket med kawara kaldes kawarayane (瓦屋根). Teknikken blev indført til Japan fra Paekche-kongedømmet på Koreahalvøen i forbindelse med udbredelsen af buddhismen og den buddhistiske tempelarkitektur i 500-tallet.

Indhold

Asukadera og de første tagsten

Et af de første steder hvor tagsten blev brugt, var Asukadera-templet i Asuka syd for Nara. Byggeriet begyndte i 588 og strakte sig over flere år; pagoden stod færdig i 596. Tagstenene blev lavet under ledelse af fire teglmagere der var udsendt fra Paekche.

Tagsten fra templets tidligste byggeperiode er fundet ved arkæologiske udgravninger. Og da Asukaderas tradition senere blev videreført i Gangōji i Nara, blev gamle tagsten genbrugt — enkelte af Japans ældste tagsten ligger stadig på Gangōjis tage.

I begyndelsen blev tegltage især brugt på templer og offentlige bygninger, mens kejserlige og aristokratiske boliger længe anvendte andre tagmaterialer. Fra middelalderen bredte kawara sig til blandt andet helligdomme, paladser og borge.

Først i Edo-perioden blev tegltage for alvor almindelige på byhuse. En vigtig årsag var den lettere sangawara, traditionelt dateret til 1674 som kombinerede funktionerne fra de gamle flade og runde tagsten. Den gjorde tegltage både lettere og billigere — og i det tætbefolkede Edo (nuværende Tokyo) var de samtidig brandsikre.

Fremstilling

Kawara fremstilles af ler som bearbejdes, formes, tørres og brændes. Leret blandes af flere typer tørret, pulveriseret jord med vand, så det bliver fast men smidigt. Traditionelt formes det i hånden og presses ned i træforme, og overfladen glattes med et banketræ, før stenene lægges til tørring i flere dage.

Den præcise lersammensætning, formningsmetode, temperatur og brændingstid varierer mellem produktionsområder og typer. Moderne Sanshū-kawara brændes eksempelvis ved omkring 1130 °C i 13-16 timer. Den lange brændingsperiode sikrer at tagstenene får den rette hårdhed. Man eksperimenterer også med nye former for kawara der fx er velegnede til genbrug eller til solcellepaneler.

Træsnit af Hokusai der viser tagstensproduktion i landsbyen Imado

Træsnit af Katsushika Hokusai fra omkring 1802. Landsbyen Imado (Imado no sato) hvor der laves kawara-tagsten

Ibushi-kawara (いぶし瓦, “røget tegl”) er navnet på den typiske sølvgrå tagsten som ses overalt på templer og beboelseshuse. Farven stammer ikke fra glasering, men fra en afsluttende røgningsproces hvor der dannes en kulstofholdig film på overfladen. Glaserede tagsten, yūyaku-gawara (釉薬瓦), laves også i Japan, men er ikke så almindelige.

Et af de største områder for kawara-produktion er Mikawa-distriktet i Aichi-præfekturet, tidligere kaldet Sanshū-regionen hvor traditionen går omkring tre hundrede år tilbage til Edo-perioden. Sanshū-kawara fra Aichi, Sekishū-kawara fra Shimane og Awaji-kawara fra Hyōgo regnes traditionelt som Japans tre store kawara-produktionsområder.

Typer af kawara

Traditionelt skelner man mellem to systemer for tagdækning.

Hongawarabuki (本瓦葺) – den ældre og tungeste form. Brede, let konkave hiragawara (平瓦) lægges side om side, og samlingerne mellem dem dækkes af halvcylindriske, konvekse marugawara (丸瓦). Det er denne form man ser på templer, borge og andre store bygninger
Sangawara (桟瓦) – den lettere enkeltsten fra 1600-tallet, som forener de to funktioner i én bølget sten. Den gjorde tegltage billigere og lettere og er årsagen til at kawara kunne brede sig til almindelige huse

Dertil kommer specialsten til tagets kanter og afslutninger. Nokimarugawara, der afslutter marugawara-rækkerne ved tagfoden, er mere detaljerede og har ofte et geometrisk mønster eller et familieemblem (mon).

Flade fliser af samme type kan også bruges på facader i såkaldt namako-kabe (なまこ壁), hvor mørke flader adskilles af brede, hævede fuger af hvid kalkpuds, ofte i et diagonalt rudemønster. Konstruktionen beskytter væggen mod både fugt og brand.

Onigawara

Onigawara (鬼瓦) er dekorative afslutningssten ved enderne af tagrygge. Navnet forbindes med de frygtindgydende oni-ansigter som blev udbredte fra middelalderen og ifølge japansk overtro holder onde ånder væk. Men onigawara kan også have andre motiver — blandt andet blomster, dyr og familieemblemer — og de tidligste fra Nara- og Heian-perioden var netop ikke dæmoner. De har både en praktisk afsluttende funktion og en lang tradition som beskyttende arkitektonisk symbol.

Onigawara ses på buddhistiske templer, men også på helligdomme, paladser, borge og traditionelle beboelses- og lagerbygninger.