11. oktober 2026

Kyūdō (弓道 eller きゅうどう, egl. “buens vej”) er en traditionel japansk form for bueskydning. Yabusame (流鏑馬) er bueskydning til hest.

Kyūdō – bueskydning

I kyūdō er det primære mål ikke om du rammer målet som i vestlig bueskydning, men snarere hvordan du rammer målet med den rigtige ma’ai eller timing. Gennem spirituel og fysisk træning skal du som udøver lære at fokusere på at skyde pilen igennem otte trin kaldet shahō hassetsu.

I kyūdō bruger bueskytten (kyūdōka) en traditionel asymmetrisk bue (yumi) der er mellem 212 og 245 cm høj, alt efter udøverens egen højde. Grebet er placeret under midten på buen. Buestrengen er traditionelt lavet af hamp, men mere moderne kunstmaterialer bruges også.

Bueskytten anvender et orientalsk eller mongolsk greb der holder snoren med tommelfingeren understøttet af fingrene og bærer en speciel handske med en tommelfinger forstærket med horn eller træ.

Handsken bruges i højre hånd, dvs. du kan ikke skyde som venstrehåndet.

Kyūdō-konkurrence ved Sanjūsangendō-templet i Kyoto
Kyūdō-konkurrence ved Sanjūsangendō-templet, Kyoto. Cop. Patrick Vierthaler

Der er mange kyūdō-skoler i Japan, og turneringer afholdes årligt i Kyoto og Tokyo. Herhjemme praktiseres kyūdō via Dansk Kyudo Forbund.

Med grundlæggelsen af Japan Kyudo Federation i 1949 fik bueskydning en ny start som sport. I en konkurrence skyder hver deltager normalt pile mod et mål 28 eller 60 meter væk. Som i andre former for bueskydning vinder den konkurrent kampen der rammer målet med flest pile.



Yabusame – bueskydning til hest

Yabusame er en traditionel japansk form for bueskydning til hest. Bueskytter konkurrerer mod hinanden, én ad gangen, på en bane der er omkring 255 meter lang (ved nogle turneringer er den 218 meter lang). Bueskytten starter i den ene ende og galopperer ned ad banen i høj fart og skyder tre pile hurtigt efter hinanden mod tre målskiver i træ der er placeret til venstre for ham eller hende. Længden af en tur varer omkring 20 sekunder, og samlede point udregnes ud fra hvor mange mål der er blevet ramt.

Ud over yabusame er der også kasagake-bueskydning hvor målskiverne er placeret mere tilfældigt og både til højre og venstre for rytteren. En tredje form for bueskydning til hest er inuoumono som dog ikke praktiseres længere. Her fungerede hunde som levende målskiver. Der er to skoler der praktiserer yabusame i dag: Takeda og Ogasawara.

Yabusames historie kan spores tilbage til 500-tallet, men yabusame som den praktiseres i dag startede i 1187 da den første turnering blev afholdt af Minamoto no Yoritomo, grundlæggeren af Kamakura-shogunatet. Det blev skabt som både en måde at træne samuraierne i bueskydning til hest i tilfælde af krig og en måde at hylde guderne og bede om velsignelse og velstand. Yabusame betragtes fortsat som en rituel ceremoni der basalt set er sat i verden for at underholde guderne.

Turneringer afholdes derfor som regel ved shinto-helligdomme rundt om i Japan. Den mest berømte er den der afholdes i forbindelse med en festival i september hvert år ved Tsurugaoka Hachimangū-helligdommen i Kamakura syd for Tokyo.

Links til videre læsning

Danske sider

Udenlandske sider