12. august 2026

Om Akira Kuryu

Akira Kuryu (f. 1947) er en japansk arkitekt, der især er kendt for sine museer og mindesteder. Hans arkitektur er stilfærdig og lægger stor vægt på samspillet med landskabet og de omkringliggende omgivelser.

Blandt hans mest kendte værker er Nagasakis nationale fredshal for atombombeofrene (2003) og museet Sengūkan ved Ise Jingu (2012).

Læs mere om Akira Kuryu hos Akira Kuryu Architect & Associates.

Portræt af arkitekten Akira Kuryu
Foto: CC BY-SA 3.0, https://en.wikipedia.org/w/
index.php?curid=16804994

Uddannelse og karriere

Akira Kuryu blev født i 1947 i Ichikawa i Chiba-præfekturet øst for Tokyo. Han er uddannet fra Waseda University, hvor han i 1973 afsluttede en overbygning i arkitektonisk planlægning. Herefter arbejdede han hos den ansete arkitekt Fumihiko Makis tegnestue, Maki & Associates, og var tilknyttet Makis forskningsgruppe ved Tokyos Universitet. I 1979 startede han sin egen tegnestue, som han i 1987 videreførte under navnet Akira Kuryu Architect & Associates. Ved siden af arbejdet som arkitekt har han været professor ved Chiba University. Kuryu tilhører en lidt yngre generation af japanske arkitekter og fik sit gennembrud senere end mange af sine samtidige.

Museernes arkitekt

Kuryu har især gjort sig bemærket med en lang række museer og kulturbygninger og regnes for en af Japans dygtigste inden for netop den type opgaver. Hans bygninger er modernistiske i formsproget, men altid nøje tilpasset deres omgivelser, hvad enten det er et bjerglandskab eller et helligt tempelområde. Blandt hans mest kendte værker er Uemura Naomi-mindemuseet fra 1994, opført til minde om den berømte japanske eventyrer og bjergbestiger Naomi Uemura. I 2003 stod han bag Nagasakis nationale fredshal for atombombeofrene, et stilfærdigt, delvis underjordisk mindested, hvor lys og vand skaber en meditativ ramme om erindringen. Og i 2012 tegnede han Sengūkan, museet ved Ise Jingu, der fortæller om helligdommens særlige tradition for at blive genopført hvert tyvende år. Han har modtaget flere af Japans fornemste arkitekturpriser, blandt andet fra Architectural Institute of Japan og Japans Kunstakademi.

Arkitektur i pagt med stedet

Et gennemgående træk hos Kuryu er ønsket om, at bygningen ikke skal dominere, men indgå i en helhed med natur og omgivelser. Flere af hans mindesteder og museer er derfor holdt lave og afdæmpede, så landskabet og indholdet får lov at træde i forgrunden. Netop den følsomhed over for stedet har gjort ham til et oplagt valg til museer og mindesmærker, hvor stemning og eftertanke er vigtigere end det spektakulære.

Akira Kuryu i Japan

Nedenfor har jeg samlet de bygninger jeg har besøgt i Japan som Akira Kuryu har været med til at tegne eller på anden vis været involveret i.
Listen udvides løbende