Om Arata Isozaki
Arata Isozaki (1931-2022) var en japansk arkitekt, byplanlægger og teoretiker og en af de mest internationalt orienterede skikkelser i moderne japansk arkitektur. Han var kendt for et formsprog i konstant forandring, der ikke lod sig sætte i bås.
Han studerede under Kenzo Tange, var blandt de første japanske arkitekter, der byggede uden for Japan, og modtog i 2019 Pritzker-prisen.
Læs mere om Arata Isozaki hos Arata Isozaki & Associates.
Fra Ōita til egen tegnestue
Arata Isozaki blev født i 1931 i byen Ōita på øen Kyushu. Han var kun 14 år, da atombomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki, og han voksede op i en egn præget af krigens ødelæggelser. Han har senere fortalt, at hans første møde med arkitektur netop var fraværet af arkitektur – tomheden efter krigen og spørgsmålet om, hvordan man genopbygger et samfund. Han studerede ved Tokyos Universitet, blev færdig i 1954 og kom i lære hos Kenzo Tange i ni år, inden han i 1963 grundlagde sin egen tegnestue, Arata Isozaki & Associates. Han var aktiv langt op i alderdommen og døde den 28. december 2022 på Okinawa, 91 år gammel.
Et formsprog uden faste rammer
Isozaki begyndte i kredsen omkring metabolisme-bevægelsen, men fandt hurtigt sin egen vej. “Forandring blev det konstante – paradoksalt nok blev det min egen stil,” har han sagt. Frem for at gentage ét fast udtryk tilpassede han sig hvert enkelt sted og hver opgave, og hans bygninger unddrager sig næsten enhver stilbås. Blandt de tidlige japanske værker er Ōita præfekturbibliotek (1966), et hovedværk i japansk brutalisme, og kunstmuseet i Gunma (1974). Tsukuba Center Building (1983) blev et ikon på postmodernismen, blandt andet med sin nedsænkede kopi af Michelangelos Campidoglio-plads fra Rom. Gennem hele karrieren var Isozaki også teoretiker og skribent og arbejdede med begrebet ma – det japanske ord for det betydningsfulde mellemrum i tid og rum.
Bro mellem øst og vest
Isozaki var blandt de første japanske arkitekter, der for alvor byggede uden for Japan, og han kom til at fungere som en bro mellem østlig og vestlig arkitektur. Hans første udenlandske opgave var Museum of Contemporary Art i Los Angeles (1986), og siden fulgte en lang række internationale værker – blandt andet sportshallen Palau Sant Jordi i Barcelona, opført til sommer-OL i 1992, koncerthuse i Kina og Allianz-tårnet i Milano. Sammen med kunstneren Anish Kapoor skabte han desuden det oppustelige koncerthus Ark Nova til de områder, der blev ramt af jordskælvet og tsunamien i 2011. Han var kendt for at støtte yngre arkitekter og sad blandt andet i den allerførste Pritzker-jury i 1979. I 2019 modtog han selv Pritzker-prisen som den ottende japaner i rækken.
Bøger
Isozaki var en produktiv skribent og teoretiker. Et par titler:
- Japan-ness in Architecture (MIT Press, 2006) – hans centrale teoretiske værk om det særligt japanske i arkitekturen.
- Arata Isozaki (Ken Tadashi Oshima, Phaidon, 2009) – en gennemgang af hans værk og tænkning.