Kisho Kurokawa – metabolismens radikale stemme

Om Kisho Kurokawa

Kisho Kurokawa (1934-2007) var en fremtrædende japansk arkitekt og en af grundlæggerne af den metabolistiske bevægelse i 1960. Metabolismen var en avantgardegruppe, der udforskede idéer om forandring og fornyelse i arkitekturen i en asiatisk sammenhæng. Han grundlagde sin egen tegnestue, Kisho Kurokawa Architect & Associates, i 1962.

Blandt hans mest kendte værker er Nakagin Capsule Tower (1972, revet ned 2022) og The National Art Center i Tokyo (2007).

Læs mere om Kisho Kurokawa hos Kisho Kurokawa Architect & Associates.

Fra Nagoya til Tokyo

Kisho Kurokawa blev født i Nagoya i 1934 som søn af en anerkendt arkitekt. Han tog sin grunduddannelse ved Kyoto University i 1957 og læste derefter videre ved Tokyos Universitet, hvor han var en Kenzo Tanges studerende og tog både magistergrad (1959) og doktorgrad (1964). Allerede i 1962 grundlagde han sin egen tegnestue, Kisho Kurokawa Architect & Associates. Han forblev en produktiv og debatlysten skikkelse resten af livet – han skrev en lang række bøger og stillede sent i livet endda op til valg – og han døde i Tokyo i 2007.

Metabolisme – arkitektur som levende organisme

I 1960 var Kurokawa med til at grundlægge metabolismen ved en stor designkonference i Tokyo. Bevægelsen var en avantgardegruppe af unge arkitekter – blandt dem Kiyonori Kikutake og Fumihiko Maki, med Kenzo Tange som mentor – der ville gentænke byen i lyset af efterkrigstidens hastige vækst. Navnet henviser til biologisk stofskifte: en bygning eller en by skulle kunne vokse, udskifte sine dele og forny sig ligesom en levende organisme. Metabolisterne dyrkede en maskinalder-æstetik med præfabrikerede, masseproducerede elementer, og de tænkte deres idéer i en særligt asiatisk sammenhæng, hvor forgængelighed og fornyelse længe har været grundtanker. Kurokawa var den mest radikale i gruppen. Han gik ind for bygninger med en fast kerne, hvorpå udskiftelige moduler og kapsler kunne hægtes – præcis som i Nakagin Capsule Tower fra 1972, hvor små, aftagelige boligkapsler blev monteret på to betonkerner.

Fra kapsler til symbiose

I løbet af 1980’erne mistede Kurokawa interessen for de mest futuristiske sider af metabolismen og søgte i stedet en dybere mening med arkitekturen. Han udviklede en “symbiosens filosofi”, der handlede om sameksistens – mellem menneske og natur, mellem tradition og teknologi, mellem forskellige kulturer. Da han byggede Hiroshima City Museum of Contemporary Art (1989), byens første kunstmuseum efter krigen, lagde han et tomt, cirkulært rum i bygningens hjerte som en stille reference til atombomben. Et af hans sidste store værker var The National Art Center i Tokyo, der åbnede kort før hans død i 2007, med sin karakteristiske bølgende glasfacade.

Kisho Kurokawa i Japan

Nedenfor har jeg samlet de steder på Hanafubuki.dk, hvor jeg har skrevet om bygninger tegnet af Kisho Kurokawa. Listen udvides løbende.

Tokyo

Nakagin Capsule Tower →Metabolismens ikon i Ginza fra 1972 – udskiftelige boligkapsler monteret på to betonkerner. Revet ned i 2022
The National Art Center, Tokyo →Kunstmuseum i Roppongi fra 2007 – et af Kurokawas sidste værker, med bølgende glasfacade og ingen fast samling

Bøger

Kurokawa var også en produktiv skribent og teoretiker. Et par titler:

• Metabolism in Architecture (Kisho Kurokawa, 1977) – hans egen fremstilling af den metabolistiske bevægelse.
• The Philosophy of Symbiosis (Kisho Kurokawa) – om symbiosens filosofi, der prægede hans senere arbejde.