Hvad er bunka shishu?
Bunka shishu (文化刺繍) er en japansk broderiteknik, ofte forkortet til bunka. Der er ikke noget dansk navn, og på engelsk hører den til den familie af teknikker der kaldes punch needle embroidery.
Bunka shishu er ikke en gammel kunstart. Teknikken opstod i Europa i begyndelsen af 1900-tallet og kom til Japan i 1928, da Okanobori Sadaharu tog materialer med hjem fra en udstilling i Tjekkoslovakiet. Den vakte kun lidt opmærksomhed i første omgang, men i årene 1930-35 videreudviklede Fujisaki Toyoji og andre den til den form der siden har heddet bunka shishu. Nålen fik sin nuværende udformning i samme periode og bygger på princippet fra den nål man knytter tæpper med.
Teknikken er kendt for at skabe detaljerede billeder der minder om oliemalerier. Typiske motiver kan være mennesker, landskaber, dyr (især fisk) og traditionelle japanske scener. Bunka shishu anvender en speciel broderinål og viskosetråd som er broderet i en form for kædesting. Tråden kan vokses, limes og kradses i for at skabe forskellige udtryk. I modsætning til mange andre broderiteknikker broderes der oppefra med nålen. Nålen føres ikke på bagsiden. Det giver et specielt udtryk på bagsiden der består af en masse små knuder. Det færdige resultat er ofte skrøbeligt og bruges primært som kunstværker der indrammes.
Links til videre læsning
- Tokyo Bunka Embroidery Co. (grundlagt af Kiso)
- bunkacraft.com salg af broderikit mm. Samme sted er der en række instruktioner
- How to needle punch fra WikiHow
- American Bunka Embroidery Association Samme sted er der adgang til en række instruktioner
- Bunka shishu i Nipponica – opslaget i Japans nationalencyklopædi, med teknikkens historie (på japansk)
Bøger
- Khounnoraj, Arounna: Punch Needle: Master the art of punch needling Accessories for you and your home. Quadrille, 2019. 160 sider: ill. i farver


