19. april 2025

I århundreder har traditionelle stiliserede mønstre prydet kimonoer, tekstiler, keramik og arkitektur, og mange bruges stadig i moderne design. Her får du et overblik over de mest berømte mønstre, deres oprindelse og betydning.


Kikkō (亀甲) – skildpadde

Kikkō er et sekskantet mønster inspireret af skildpaddens skjold og regnes for et lykkebringende mønster i Japan. Det symboliserer også et langt liv og rigdom da skildpadder lever længe. Se også under dyremotiver.


Manji – svastika og sayagata (紗綾形, さやがた) – tilpasset svastika

Svastika-mønster der kendes som manji (万字) i Japan. Mønstret symboliserer styrke og held og lykke. Det er opindelig inspireret af den indiske kærlighedsgud Visnu krøllede hår på brystet og har været kendt i Japan siden Tenshou-perioden (1573-92). Det er et typisk symbol for buddhisme og buddhistiske templer (symbolet bruges også til at markere templer på Google-kort) og bruges også på mon mm.


Shippō tsunagi (七宝) – buddhismens syv skatte

Shippō betyder buddhismens syv skatte: guld, agat, sølv, lapis lazuli, rav og koral. Shippō betyder også cloisonné, en gammel metalsmedekunst. Mønstret gengiver disse skatte indlagt i metaltråde. De syv skatte repræsenterer syv styrker nemlig tro, udholdendhed, følelse af skam, det at undgå at lave noget forkert, opmærksomhed, koncentration og visdom. Mønstret symboliserer en uendelighed af harmoni og fred.


Tatewaku (立涌) – timeglas

Et mønster inspireret af dampen der bølger op og stammer oprindelig fra Kina. Det regnes for et lykkebringende mønster da de bølgende linier synes at bevæge sig op af og symboliserer derfor ens evne til at rejse sig og overkomme livets genvordigheder.


Yabane (矢羽根), yagasuri (矢絣) eller kasuri – styrefjer

Et mønster der efterligner styrefjer fra pile. Det symboliserer beslutsomhed og standhaftighed da en pil der skydes af sted med stor kraft aldrig kommer tilbage. I Edo-perioden begyndte det at blive brugt til bryllupskimonoer som et held og lykke symbol for at sikre at bruden ikke vendte tilbage til sit barndomshjem. Det bruges udover til bryllupper også til eksamensafslutninger.