En tawashi (たわし eller 束子) er en traditionel japansk skurebørste lavet af naturlige plantefibre. En holdbar og miljøvenlig børste. Tawashi kan bruges til rengøring af forskellige overflader, herunder køkkengrej (fx gryder og pander) og grøntsager. Tawashi-børster fungerer bedst når de er våde og kan bruges med eller uden sæbe. De er effektive til både let rengøring og hårdere rod, såsom brændte madrester på køkkengrej.
Pleje: For at vedligeholde en tawashi-børste skal den skylles grundigt efter brug og hænges til tørre for at forhindre mug- og bakterievækst.
Der findes forskellige typer tawashi-børster hvor Kamenoko Tawashi er den mest kendte og har været en fast bestanddel i den japanske husholdning i over et århundrede. Kamenoko Tawashi blev opfundet i 1907 af Nishio Shōzaemon som oprindeligt forsøgte at lave dørmåtter af shuro (Trachycarpus fortunei, hampepalme) viklet om ståltråd. Men fibrene blev fladtrykte og var ikke anvendelige til formålet. I stedet bøjede hans kone et stykke af materialet sammen og brugte det til at gøre rent med, og Kamenoko Tawashi var en realitet. De første eksemplarer var lavet af shuro, men da produktionen gik i gang, skiftede man til kokosfibre som var lettere at producere i store mængder. Kokosfibre er stadig materialet i den klassiske Kamenoko Tawashi. Navnet kan oversættes til noget som “en skildpaddeunge-børste” da børsten minder lidt om en skildpadde i formen, og skildpadden er et symbol på et langt liv.
Links til videre læsning
Udenlandske sider
- Kishū Tawashi – Scrubbing brushes for manual work made from Kishū hemp palm – onlineudstilling fra Google Arts and Culture-projekt
Shopping info
Tawashi fås i mange japanske køkkenforretninger. Vil du have et større udvalg af traditionelle børster og koste, er de to specialbutikker nedenfor et godt sted at begynde.
Tokyo
Kanaya
Forhandler af flere forskellige typer børster: skurebørster, tandbørster, hårbørster, makeupbørster osv. Butikken ligger meget tæt på Sensoji-templet i Asakusa.
Kyoto
Naitō Shōten
Forhandler af forskellige typer af traditionelle børster, koste mm. inkl. tawashi. Butikken har intet butiksskilt. Kig efter kostene og tawashi-børsterne foran indgangen lige vest for Sanjō Ōhashi-broen.

