Hvad er sakura-mochi?
Sakura-mochi (桜餅) er en traditionel japansk forårskage, wagashi, med fyld af sød rød bønnepasta, an. Kagen er som regel lyserød og omvikles med et saltet kirsebærblad. Traditionelt bruges især blade fra ōshimazakura (Prunus speciosa) som blandt andet dyrkes på Izu-halvøen. Saltningen udvikler bladenes karakteristiske duft som overføres til kagen.
Sakura-mochi forbindes især med foråret og spises blandt andet ved Hina matsuri, også kaldet dukkefestivalen eller Pigernes dag, den 3. marts. Her fejrer familierne pigernes opvækst og ønsker dem et godt og lykkeligt liv. Sakura-mochi hører til de populære sæsonkager, men de mest traditionelle søde sager ved højtiden er hishi-mochi og hina-arare. Kagen er også tæt forbundet med hanami, traditionen med at nyde kirsebærblomstringen. De fleste wagashi-butikker sælger sakura-mochi i forårsmånederne, men nogle har den året rundt.
To regionale varianter
Kantō-stil
I den østlige Kantō-region, herunder Tokyo, laves sakura-mochi traditionelt af en tynd dej med hvedemel, vand og sukker, ofte tilsat lidt rismel eller shiratamako (白玉粉) som er fintmalet mel af klisterris. Dejen bages på en varm plade som en lille, tynd pandekage og foldes eller rulles omkring den søde bønnepasta, så fyldet kan ses fra siden. Kagen pakkes ofte ind i to eller tre saltede kirsebærblade.
Varianten kaldes også Chōmeiji-stil efter Chōmeiji-templet ved Sumida-floden i Tokyo. Ifølge overleveringen boede Yamamoto Shinroku foran templet og arbejdede for det. I 1717 fik han ideen mens han fejede de mange nedfaldne kirsebærblade op langs floden: han saltede bladene og brugte dem til at pakke kager med sød bønnepasta ind. Kagerne blev hurtigt populære blandt de mange der kom for at se kirsebærblomstringen ved floden, og butikken Chōmeiji Sakuramochi Yamamoto-ya sælger dem stadig ved templet.
Kansai-stil
I den vestlige Kansai-region, herunder Kyoto og Osaka, laves sakura-mochi traditionelt med dōmyōji-ko (道明寺粉). Det er klisterris der først dampes og tørres og derefter knuses groft. Riskornene bevarer noget af deres struktur og giver kagen en mere kornet og let sej konsistens. Massen formes til en lille riskage (mochi) omkring den søde bønnepasta og omvikles med et saltet kirsebærblad.
Dōmyōji-ko har navn efter Dōmyōji-templet i Fujiidera ved Osaka. Ifølge traditionen opstod det ved templet for mere end tusind år siden hvor dampede ris blev tørret så de kunne opbevares og bruges senere. De to former for sakura-mochi forbindes stadig med henholdsvis det østlige og det vestlige Japan, men begge kan i dag købes i hele landet.
Skal kirsebærbladet spises?
Mange spørger om kirsebærbladet skal spises sammen med kagen. Bladet er spiseligt, og nogle holder af den let salte smag som giver kontrast til den søde bønnepasta. Andre foretrækker at fjerne det.
Hos Chōmeiji Sakuramochi i Tokyo anbefaler man at tage bladene af inden man spiser kagen. Bladene har allerede givet kagen sin duft og beskytter den mod at tørre ud. Der er dog ingen fast regel, og mange spiser bladet med.
Links til videre læsning
- Sakura-mochi fra Tokyo fra Japans landbrugsministerium – historien om Chōmeiji og opskrift på Kantō-udgaven (på engelsk)
- Sakuramochi fra Osaka fra Japans landbrugsministerium – om Kansai-udgaven med dōmyōji-ko og opskrift (på engelsk)
- Types of wagashi fra Tokyo Wagashi Association – beskrivelser af begge former for sakura-mochi (på engelsk)
- Sakuramochi: a spring delicacy fra den japanske regerings magasin Highlighting Japan – om kagens historie og de saltede kirsebærblade (på engelsk)
- Opskrift på sakura-mochi fra Just One Cookbook – Kansai-udgaven lavet med klisterris i stedet for dōmyōji-ko (på engelsk)
- Kansai-style sakuramochi fra Kikkoman – opskrift med dōmyōji-ko (på engelsk)

