Ninja-templet ligger i Kanazawa og officielt kendt som Myōryūji-templet (妙立寺). På trods af det populære kaldenavn har templet intet med ninjaer at gøre. Men det er fyldt med snedige fælder og hemmelige passager der kunne narre selv den mest årvågne fjende.
Templet blev opført under Edo-perioden af Maeda-familien som regerede området omkring Kanazawa. I 1643 blev templet flyttet til sin nuværende placering af Maeda Toshitsune, en magtfuld daimyo der havde stærke bånd til Tokugawa-shogunatet. For at opretholde alliancen giftede han sig ind i Tokugawa-familien og sendte sin mor til Edo borg (i nuværende Tokyo) som gidsel for at opretholde et godt forhold med shogunatet.
I en periode præget af central kontrol og mistro sørgede Toshitune for at opføre flere templer i Kanazawa som i praksis fungerede som skjulte militærbaser. Myōryūji var et centralt element i denne strategi. Det var solidt bygget og strategisk placeret med en udsigtspost der kunne overvåge området for fjender.
Udefra ligner Ninja-templet en to-etagers bygning. Men dette er en illusion. For at omgå shogunatets forbud mod bygninger på mere end tre etager, blev templet designet med fire etager fordelt over syv niveauer, som visuelt skjules med snedige arkitektoniske tricks.
Indvendigt rummer templet 23 værelser, 29 trapper og 25 meter dyb brønd der efter sigende er forbundet med en tunnel til Kanazawa borg. Til daglig blev vandet i brønden brugt til lave te.
Skjulte fælder og flugtveje
Templets største særkende er dets mange skjulte fælder og flugtveje. Disse funktioner blev konstrueret for at forsvare templet mod uanmeldte besøg fra spioner og fjender. Nogle af de mest bemærkelsesværdige inkluderer:
- Foran altret er der i gulvet en rist hvor man kan smide mønter ned for at bede om gudernes velsignelse. Men denne rist kan fjernes fra rummet nedenunder, og en intetanende person kunne falde 2–3 meter ned i et skjult hulrum.
- Templets trapper byder også på faldgrupper. En trappe har løsetrin der kan fjernes og hopper man igennem hullet kommer man til en skjult passage der fører til et vagtrum som kunne bruges som gemmested. En anden trappe har stødtrin lavet af papirskærme (shoji). Vogterne af templet kunne nemt under trappen følge fjendens skygge bevæge sig på trappetrinene og spidde deres fødder.
- Templet rummer også en række snedige dørkonstruktioner, herunder dobbeltdøre og falske udgange, der gjorde det muligt at flygte uden at fjenden kunne forudsige flugtruten.
Selvom Myōryūji aldrig har været et ninja-træningscenter, har det med rette fået sit kælenavn.
Praktisk information
Adresse:
1-2-12 Nomachi, Kanazawa, Ishikawa 921-8031
Transport:
Tag Kanazawa Loop Bus (den venstre løkke, LL) fra Kanazawa Station til Hirokōji-stoppestedet (cirka 15 minutter). Herfra er det 5 minutters gang til templet.
Vigtigt – reservation kræves:
Det anbefales kraftigt at booke på forhånd for at få adgang til templet. Guidede ture afholdes på japansk, men engelsk skriftlig information udleveres. Ring på telefonnummer +81 76-241-0888. Der burde være engelsktalende personale til stede, der kan hjælpe. Ellers kan dit hotel måske hjælpe dig med at ringe. Bemærk at det er forbudt at fotografere inde i templet.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Ninja-templet ligger i det sydvestlige Kanazawa, tæt på flere af byens andre vigtige seværdigheder. Lige rundt om hjørnet ligger Nishi Chaya-distriktet, det vestlige af Kanazawas tre historiske chaya-distrikter. Her kan du se traditionelle træhuse fra Edo-perioden og spise på en af de små chaya-restauranter. Få meter væk ligger også Nakatani Tofu med byens berømte tofu-softice.
Cirka 10-15 minutters gang nordøst på ligger samurai-kvarteret Nagamachi – et oplagt næste stop, hvor du kan besøge Nomura-ke samurai-residensen.
