Oyama-helligdommen i Kanazawa (尾山神社) er helliget Maeda Toshiie (1538–99) der var det første overhoved for den magtfulde, lokale Maeda-familie. Helligdommen blev oprindeligt opført i 1599 på Utatsu-bjerget i den østlige del af Kanazawa af Toshiie’s efterfølger Maeda Toshinaga. Den blev flyttet til sin nuværende placering i 1873 hvor den fik navnet Oyama-helligdommen.
Oyama-helligdommen er kendt for sin noget atypiske indgangsport designet i en blanding af kinesisk, japansk og europæisk stil. Den øverste del af porten blev på et tidspunkt brugt som fyrtårn. Porten var tidligere en indgangsport til Kanazawa borg, men blev flyttet til Oyama-helligdommen. I tilknytning til helligdommen er der en fin japansk have med en dam og små broer.
Praktisk information
Adresse:
11-1 Oyama-machi, Kanazawa, Ishikawa 920-0918
Transport:
De fleste busser fra Kanazawa Station stopper ved Minami-chō eller Kōrinbō, hvorfra det er få minutters gang til helligdommen. Med Kanazawa Loop Bus tager turen omkring 10 minutter fra stationen.
Officiel hjemmeside (japansk)
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Ōyama-helligdommen ligger centralt i Kanazawa med adgang til mange af byens vigtigste seværdigheder inden for kort gåafstand. Få minutters gang væk ligger Kanazawa borg – ikke tilfældigt, da helligdommens nuværende indgangsport oprindeligt var en af borgens egne porte.
Cirka 5-10 minutters gang sydpå ligger samurai-kvarteret Nagamachi med de karakteristiske gulkalkede ler-mure og det restaurerede Nomura-ke samurai-hus.






