13. juni 2026

røde pakhuse hakodate

Kanemori – de røde pakhuse i Hakodate er et populært shoppingområde der ligger ved den stemningsfulde havnefront ud til Hakodate-bugten. De karakteristiske røde murstensbygninger blev oprindeligt opført som pakhuse og blev genopført i 1909 (efter den store brand i Hakodate i 1907. I dag er de forvandlet til et levende kompleks fyldt med butikker, restauranter og kulturelle oplevelser.

Hakodate Havn åbnede i 1859 for egentlig international handel som en af de første i Japan, sammen med Yokohama og Nagasaki. Byen blev hurtigt et vigtigt handelsknudepunkt, og pakhusene spillede en central rolle i vareudvekslingen med omverdenen. Kanemori var det første kommercielle pakhus i Hakodate.

Komplekset består i dag af fire faciliteter: BAY Hakodate, Kanemori Yobutsukan, Hakodate History Plaza og Kanemori Hall. Her kan du som besøgende købe alt fra souvenirs, mode og interiør til lokale delikatesser og specialiteter. Der er også en hyggelig ølhal, en restaurant med udsigt udover bugten. Der er endda et lille kapel til bryllupper. Der er også mulighed for at komme på sightseeing ud i havnen i små både.


Praktisk information

Adresse:
14-12 Suehiro-chō, Hakodate, Hokkaido 040-0053
Transport:
Kanemori-pakhusene ligger ved Hakodates havnefront, cirka 5 minutters gang fra sporvognsstoppestedet Jūjigai eller cirka 15 minutters gang fra Hakodate Station.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige vest for pakhusene ligger Motomachi-kvarteret med dets vestligt inspirerede arkitektur, kirker og stejle brostensgader, og bag det rejser Hakodate-bjerget sig med den berømte aftenudsigt.