Fushimi Inari-helligdommen (伏見稲荷大社, Fushimi Inari Taisha) er en af Japans mest berømte og besøgte shintohelligdomme. Helligdommen ligger i det sydlige Kyoto og blev grundlagt i år 711. Den er hovedhelligdom for de mere end 30.000 Inari-helligdomme der er spredt ud over hele landet. Den er helliget Inari Okami, gudinden for ris, velstand og succes – en af de mest tilbedte guder i den japanske shinto-tradition.
Ifølge gamle skrifter som Yamashirokoku Fudoki blev helligdommen grundlagt efter et mirakuløst varsel hvor en risbold blev til en svane og fløj til en bjergtop hvor ris begyndte at gro. Dette blev tolket som et guddommeligt tegn, og man valgte derfor at opføre en helligdom på stedet.
Den store port og hovedbygningen
Ved indgangen mødes man af den imponerende Romon-port som blev doneret i 1589 af den berømte shogun Toyotomi Hideyoshi. Bag porten ligger helligdommens hovedbygning, honden hvor besøgende beder og giver små ofringer til Inari. Bygningen er anerkendt som en vigtig kulturel ejendom og rummer fem helligdomme der hver symboliserer forskellige aspekter af Inaris dyder.
Torii-portene – porten til det guddommelige
Det mest kendte ved Fushimi Inari er de tusindvis af røde torii-porte – kendt som Senbon Torii – som danner en lang, næsten uendelig sti op ad det skovklædte Inari-bjerg. Portene er malet i den karakteristiske shuiro-farve dvs. cinnoberfarvet og er doneret af enkeltpersoner eller virksomheder. Donorens navn og datoen for donationen er indgraveret på bagsiden af hver port.
Stien under torii-portene fører op mod toppen af det 233 meter høje Inari-bjerg. Undervejs kommer du forbi en række mindre helligdomme, små restauranter og steder med minitorii-porte, doneret af besøgende med mindre budgetter. Mange stopper ved Yotsutsuji-udsigtspunktet, cirka halvvejs oppe hvor du har en fantastisk udsigt over Kyoto. Hele turen til toppen og tilbage tager cirka 2-3 timer.
Rævene – Inaris usynlige budbringere
Statuer af ræve ses overalt på helligdommens grund fordi ræve i Inari-troen fungerer som gudindens budbringere. Disse kaldes byakkosan – hvide, åndelige ræve som du ikke kan se, men som siges at bringe held og kommunikere menneskers bønner videre til Inari Okami.
Praktisk information
Adresse:
68 Fukakusa Yabunouchi-chō, Fushimi-ku, Kyoto 612-0882
Transport:
Fushimi Inari-helligdommen ligger i Fushimi-distriktet sydøst for Kyoto Station. Det tager cirka 5 minutter med JR Nara-linjen fra Kyoto Station til Inari Station, hvorfra helligdommen ligger lige overfor. Alternativt kan du tage Keihan-linjen til Fushimi Inari Station, hvorfra der er cirka 5 minutters gang. Helligdommen er gratis at besøge og åben døgnet rundt.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige nord for Fushimi Inari ligger Tōfukuji-templet, et af Kyotos mest berømte steder for efterårsfarver, samt undertemplerne Kōmyōin og Unryūin.
Lige syd for helligdommen ligger Fushimi sake-distrikt, en historisk bydel kendt for sin sakeproduktion med flere åbne sakebryggerier hvor man kan smage.
Ud over Kyoto kan du opleve en lang række af torii-porte i Takayama Inari-helligdommen i Aomori-præfekturet.
Billedet øverst: © Yuriy W, kasto, Marek Piwnicki


