24. juni 2026

fukuurajima-øen_matsushima (5)

Fukuurajima-øen (福浦島) ligger i Matsushima-bugten og er en af de få øer i bugten hvor der er adgang for offentligheden. Øen nås til fods via en 252 meter lang, rødmalet bro kaldet Fukuurabashi. Et symbolsk beløb skal betales for at krydse broen tur/retur. Den har fået tilnavnet “Deai bashi” (mødebroen), da du måske møder en speciel person, når du krydser den. Broen blev beskadiget af tsunamien den 11. marts 2011 og måtte efterfølgende repareres.

Der er ikke meget at se på øen udover den dejlige natur. Øen er en naturlig botanisk have ejet af Miyagi præfekturet og huser mere end 300 forskellige arter af planter og blomster. Der er anlagt flere vandrestier på øen, det tager ca. en time at gå øen rundt. Flere steder er der flotte udsigter udover bugten. På øen er der også et lille Bentendō-tempel (helliget gudinden Benten eller Benzaiten), en park med picnicbænke og flere udsigtsplatforme.



Praktisk information

Adresse:
Matsushima, Miyagi-distriktet, Miyagi 981-0213
Transport:
Fukuurajima ligger cirka 5-10 minutters gang fra Matsushimas havnefront eller 15-20 minutters gang fra Matsushima-Kaigan Station. Øen nås via den 252 meter lange røde bro Fukuura-bashi, hvor der betales et lille beløb for at krydse. Der er anlagt vandrestier, og det tager cirka en time at gå øen rundt.
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige ved brofæstet på land ligger Godaidō på sin egen lille ø, og herfra afgår sejlturene i bugten. Få minutters gang væk ligger Zuiganji-templet og det nærliggende Entsūin-tempel med en moshave.