29. maj 2026

Jul i Japan er noget helt andet end den traditionelle, familieorienterede højtid, vi kender fra Danmark og resten af Vesten. Selvom under 2 % af den japanske befolkning er kristne, har julen fundet sin egen plads i den japanske kultur.


Julens historie i Japan

De første spor af jul i Japan går tilbage til 1552 hvor kristne missionærer i Yamaguchi-præfekturet inviterede en japansk menighed til at fejre julemesse. Senere blev kristendommen forbudt under Edo-perioden (1603–1867), og julen forsvandt næsten helt ud af offentligheden.

I Meiji-perioden (1868–1912) begyndte julen igen at dukke op i bybilledet. Den berømte haiku-digter Shiki Masaoka skrev allerede i 1892 et digt, hvor han nævnte julen, og omkring år 1900 solgte stormagasinet Meijiya i Ginza de første juleprodukter. Det blev startskuddet til en bredere accept af højtiden.

Et afgørende vendepunkt kom i 1926, da kejser Taishō døde den 25. december. I en årrække blev denne dag markeret som helligdag, og julen blev dermed endnu mere synlig i samfundet. Fra 1927 til 1947 var jul faktisk en officiel fridag i Japan, indtil den igen blev afskaffet.


jul i japan
Roppongi og julebelysning. Cop. Note Thanun

Moderne japanske juletraditioner

I dag er jul i Japan en ikke-religiøs højtid  der primært handler om at skabe glæde, stemning og romantik. Skoler holder ofte fri 25. december, men arbejdspladser er som regel åbne. Julen er særligt populær blandt unge par der fejrer juleaften som en romantisk begivenhed, lidt på linje med Valentinsdag i Europa.

Det er almindeligt at gå ud og spise en festlig middag og udveksle små gaver. Den store gaveudveksling hører nytåret til hvor man både sender nytårskort og giver oseibo-gaver. Juleaften afsluttes gerne med den ikoniske japanske julelagkage (kurisumasu kēki) – en let og luftig kage med flødeskum og friske jordbær. Denne kage blev populær i 1950’erne og er siden blevet et fast indslag på julebordet.


KFC – en uventet juleklassiker

En af de mest særprægede juletraditioner i Japan er måltidet fra Kentucky Fried Chicken. I 1974 lancerede KFC en kampagne under sloganet “Kentucky for Christmas”, som siden har forvandlet kædens kyllingespande til en juleklassiker. Mange japanere forudbestiller deres julemenu uger i forvejen, og for mange familier er stegt kylling nu synonym med julemiddag.


Julelys og vinterstemning i Japan

Selvom man sjældent finder julepynt i private hjem, er det offentlige rum i Japan til gengæld overdådigt pyntet. Byernes gader, stationer og butikscentre glitrer i millioner af lys.

I Tokyo er juleilluminationerne en attraktion i sig selv. Roppongi Hills Keyakizaka Illumination med sit sneblå tema, Tokyo Midtowns Starlight Garden og Tokyo Skytree Town Dream Christmas er blandt de mest populære.

I andre byer er julebelysningen lige så imponerende. Nabana no Sato i Mie-præfekturet er berømt for sine enorme lystunneler, mens Arashiyama Bamboo Forest Illumination i Kyoto giver et magisk skær over bambusskoven.


kyoto station
Snart jul. Kyoto station, november 2018

Japanske julemarkeder

Julemarkeder er også blevet populære og henter ofte inspiration fra tyske traditioner. Her finder man hyggelige boder med gløgg, bratwurst, stollen og håndlavede gaver.

Det største marked i Tokyo er Tokyo Christmas Market ved Meiji Jingu Gaien, arrangeret med støtte fra den tyske ambassade. I Yokohama skaber de historiske røde lagerbygninger en smuk ramme om et stort julemarked med lysende juletræ, madboder og kunsthåndværk.


Jul i de japanske forlystelsesparker

Både Tokyo Disneyland og Universal Studios Japan i Osaka går all-in på julen. Fra november til jul forvandles parkerne til vintereventyr med parader, shows og eksklusive juleprodukter.

I Disneyland kan man opleve “Disney Christmas Stories”-paraden, mens Universal Studios imponerer med et 30 meter højt juletræ og festlige shows i Minion Park og Harry Potter-området.


Hvid jul – findes det i Japan?

Selvom det sjældent sner i Tokyo, Kyoto eller Osaka i december, kan man sagtens få en hvid jul i Japan. Hokkaido, Nagano og Niigata er kendt for snefyldte landskaber og skisportssteder der tiltrækker både lokale og udenlandske besøgende i juletiden.

For mange japanere er julen dog mere forbundet med lys, kager og romantik end med sneklædte landskaber.


Jul i Japan vs. dansk jul

Hvor julen i Danmark først og fremmest er en familiefest med kristne traditioner, er kurisumasu i Japan en mere uformel og romantisk højtid. I Japan minder nytåret mere om den danske jul – med familiebesøg, rituelle tempelbesøg og særlige festmåltider.

Derfor kan man sige, at japanerne har skabt deres helt egen version af jul, der passer til landets kultur og livsstil

Meri Kurisumasu! 🎄

Links til videre læsning

Opskrift på japansk julelagkage fra Japan Centre