Sekimori-ishi (関守石), også kaldet tome-ishi, er en lille sten omviklet med snor der placeres midt på en sti, på en bro og lign. i den japanske have. Den er på størrelse med en knytnæve, typisk 10-15 cm, og snoren – oftest sort palmehampereb (shuro-nawa) eller bregnereb (warabi-nawa) – bindes over kryds og efterlader en lille løkke der kan bruges som håndtag.
Stenen signalerer i al sin enkelhed: ingen adgang herfra. Navnet sekimori betyder da også en spærrevogter – det samme ord som blev brugt om vagterne ved vejspærringerne (sekisho) ind til Edo i gamle dage (nuværende Tokyo).
Det særlige ved sekimori-ishi er at den siger det uden ord. Den er ikke et skilt eller en tydelig fysisk afspærring, men en høflig, næsten poetisk henstilling.
Stenen hører oprindeligt til i tehavens verden. Ved teceremonien er det en del af værtens forberedelse at lægge disse sten ud, både for at føre gæsterne ad den rette sti til tehuset og for at udtrykke ønsket om at lede dem ad den rette vej – også i overført betydning. I følge japansk overlevering knyttes skikken til temesteren Sen no Rikyū (1522-1591). Han skal have sat en krukke eller et røgelseskar ved indgangen som en slags spærrevogter da han tog imod en zenpræst.
I dag ser man sekimori-ishi i traditionelle haver og templer, blandt andet ved Isui-en i Nara,, Murin-an i Kyoto og af og til uden for en gammeldags restaurant som tegn på at der er lukket.
