Isuien-haven (依水園) i Nara nær Kyoto er et eksempel på en klassisk japansk vandringshave. Isuien betyder noget i stil med “haven bygget på vand” og har fået sit navn da havens damme får tilført vand fra den nærliggende Yoshikigawa-flod.
To haver
Haven er inddelt i to afdelinger: Zenen-haven (forhaven) og Koen-haven (baghaven).
Forhaven ligger til højre når man har passeret indgangen. Den blev bygget i 1670’erne af Kiyosumi Dōsei, en rig hampefabrikant. Der er en dam med et par små kunstige øer i midten formet som en trane og en skildpadde. Ned til dammen ligger Sanshūtei-huset med fint stråtag, der oprindeligt var Kiyosumi Dōseis villa. Nu er villaen indrettet som cafe og terum hvor man få te og lidt sødt og en let frokost.
Baghaven gør brug af den specielle japanske haveteknik – shakkei dvs. “lånt landskab”. Wakakusa-bjerget og Mikasa-bjerget samt den store Nandaimon-port der tilhører Tōdaiji-templet danner tilsammen havens baggrund (se billedet øverst).
Haven er designet i starten af 1900-tallet af Seki Tōjirō en lokal forretningsmand som ville bruge haven til teceremonier og digtoplæsninger. Den består af en stor dam som den besøgende kan gå rundt om. Her er også et tehus, en hytte med et vandhjul og et lille vandfald.
Begge haver er særlig smukke om efteråret, når træernes blade lyser op i rødt og orange.
Neiraku kunstmuseum
Lige når man er kommet ind i haven til venstre for forhaven ligger det lille Neiraku kunstmuseum som udstiller kunstgenstande fra Japan, Korea og Kina fra Nakamura-familiens samling. Nakamura-familien har siden 1939 ejet Isuien-haven.
Praktisk information
Adresse:
74 Suimon-chō, Nara 630-8208
Transport:
Isuien-haven ligger på 15 minutters gang fra Kintetsu Nara Station mod nordøst, eller cirka 25 minutters gang fra JR Nara Station. Alternativt kører flere busser fra begge stationer til Ōbusubaramachi- eller Kenchōmae-stoppestedet, hvorfra der er få minutters gang. Haven er lukket om tirsdagen, og der opkræves separat entré, der inkluderer adgang til Neiraku-kunstmuseet.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige øst for haven ligger som nævnt Tōdaiji-templet med den enorme Daibutsu-buddhastatue. Lidt mod sydøst når du Nara Nationalmuseum med en omfattende samling af buddhistisk kunst.
Mod syd ligger Nara-parken med de berømte hjorte, og lidt længere mod syd Kōfukuji-templet med den karakteristiske 50 meter høje pagode.


