13. juli 2026

Hvad er tōrō?

Tōrō (灯籠 eller 灯章) er en traditionel japansk lanterne der anvendes i buddhistiske templer, shinto-helligdomme og japanske haver. Disse lanterner, ofte fremstillet af sten, bronze, jern eller træ, har ikke blot en praktisk funktion som lyskilde, men rummer også dyb symbolik og skønhed. Tōrō har rødder i Kina hvorfra de blev introduceret til Japan gennem buddhismen.

De japanske haver er skabt med en dyb filosofisk tilgang  hvor elementer som sten, vand og planter symboliserer naturens harmoni. Tōrō spiller her en vigtig rolle i denne balance ved at tilføje en sanselig oplevelse gennem lys og skygge. Placeringen af lanterner er omhyggeligt overvejet for at opnå optimal skønhed og symbolik. For eksempel kan en stenlanterne ved en dam repræsentere den mystiske overgang mellem verdener, mens en lanterne placeret langs en sti guider besøgende gennem haven, både fysisk og åndeligt.


kenrokuen_haven_kanazawa
Kenrokuen-haven, Kanazawa

Tsuri-dōrō (釣り灯籠) – hængende lanterner

Hængende lanterner der ofte ses i templer og ved helligdomme. Disse lanterner er ophængt fra loftet ved hjælp af kroge og anvendes typisk til ceremonielle formål. De er ofte fremstillet af metal eller træ og dekoreret med kunstfærdige udskæringer.


Dai-dōrō (台灯籠) – fristående lanterner

Dai-dōrō er fritstående lanterner, der typisk placeres ved tempelindgange eller i japanske haver. Disse lanterner fremstilles oftest af bronze eller sten (kaldes her for ishi-doro og er kendt for deres symbolske opbygning som afspejler de fem elementer i buddhistisk kosmologi:

  1. Chi (地) – Jorden: Bunden af lanternen der symboliserer stabilitet og fysisk eksistens
  2. Sui (水) – Vand: Den næste sektion der repræsenterer livets flydende og foranderlige natur
  3. Ka (火) – Ild: Omkring flammen hvor lyset udsendes – symboliserer åndelig oplysning.
  4. Fū (風) – Luft: Den næstøverste sektion der repræsenterer menneskets forbindelse til det himmelske.
  5. Kū (空) – Ånd: Den øverste del der peger mod himlen og repræsenterer transcendens og sjælens rejse efter døden.


Der findes flere forskellige varianter af fritstående lanterner. Fx:

Tachi-dōrō (立ち灯籠)
Den mest almindelige type, også kaldet pedestal lanterner med en base og høj søjle. De anvendes ved templer og i haver pga. deres elegante udseende.

Kasuga-dōrō (春日灯籠)
Disse lamper er opkaldt efter Kasuga Taisha-helligdommen i Nara. De er ofte sekskantet eller ottekantet i formen. De bruges også i templer og haver.

Yukimi-dōrō (雪見灯籠)
Groft oversat kendes de som lanterner der ser på sne. De har en bred skærm der kan fange sneen og placeres ofte nær vand for at spejle lyset på overfladen. Bruges især i haver.


sanzenin templet kyoto
Sanzenin-templet Kyoto

Nozura-dōrō (野面灯籠)
Stenlanterner lavet af natursten der ikke er bearbejdet. Ofte irregulær i formen.

Oki-dōrō (置き灯籠)
Små lette lanterner der er transportable. Placeres ofte indenfor i huset eller nær buddhistiske altre.

Sanko-dōrō (三光灯籠)
Lanterner hvis vinduer er formet som solen, månen og stjernerne. Placeres gerne i nærheden af vand for at understrege stemningen.

Mizubotaru-dōrō (水蛍灯籠)

Lanterne der gerne placeres ved vandkanten hvor lysets spejling i vandoverfladen minder om ildfluer. Den kejserlige villa, Katsura, i Kyoto har denne type lanterne.

Ikekomi-dōrō (活け込み灯籠)
Lanterne uden fod eller base hvor søjlen er placeret direkte i jorden. Bruges til oplyse bestemte hjørner.


Kompirasan-helligdommen_kotohira
Konpirasan-helligdommen, Kotohira

Links til videre læsning

Wikipedias artikel
Five Element Pagodas, Stupas, Steles, Gravestones
Explanation of Japanese Lantern: History, Types & Where to Buy
Toro – artikel fra JAANUS Japanese Architecture and Art Net Users System