12. august 2026

Om Kazuyo Sejima

Kazuyo Sejima (f. 1956) er en japansk arkitekt der sammen med Ryue Nishizawa grundlagde den verdenskendte tegnestue SANAA i 1995. Hun driver samtidig sin egen tegnestue, Kazuyo Sejima & Associates.

Hendes arkitektur er kendt for sin lethed, sine tynde hvide flader og store glaspartier. I 2010 modtog hun og Nishizawa Pritzker-prisen.

Læs mere hos Pritzker-prisen.

Portræt af arkitekten Kazuyo Sejima
Foto: PR Times

Fra Toyo Ito til egen tegnestue

Kazuyo Sejima blev født i i Mito i Ibaraki-præfekturet nord for Tokyo i 1956. Hun tog sin kandidatgrad ved Japan Women’s University i 1981 og arbejdede derefter hos den ansete arkitekt Toyo Ito inden hun i 1987 grundlagde sin egen tegnestue, Kazuyo Sejima & Associates. I 1995 dannede hun SANAA sammen med Ryue Nishizawa. Sejima har markeret sig langt ud over tegnebordet: i 2010 blev hun den første kvinde til at lede den internationale arkitekturbiennale i Venedig, og samme år modtog hun og Nishizawa Pritzker-prisen – kun anden gang prisen gik til en kvinde. Hun underviser i dag blandt andet ved Politecnico di Milano.

SANAA – samarbejdet med Ryue Nishizawa

SANAA er navnet på det fælles arkitektfirma som Kazuyo Sejima og Ryue Nishizawa grundlagde i 1995 (navnet står for Sejima and Nishizawa and Associates). Under SANAA tegner de to arkitekter i fællesskab, mens de hver især også driver deres egen tegnestue til soloprojekter. SANAAs arkitektur er blevet et af nutidens mest markante udtryk for lethed og gennemsigtighed: tynde, hvide flader, store glaspartier og enkle, ofte krumme former der lader grænsen mellem inde og ude, bygning og landskab, næsten forsvinde. Blandt firmaets internationale hovedværker er New Museum i New York, Rolex Learning Center i Lausanne og kunstmuseet Louvre-Lens i Frankrig. I 2010 modtog Sejima og Nishizawa Pritzker-prisen, og i 2025 fik SANAA den britiske Royal Gold Medal.

Sejimas egne værker

Ved siden af SANAA tegner Sejima også under sit eget navn gennem Kazuyo Sejima & Associates. Blandt hendes soloværker er Sumida Hokusai-museet i Tokyo, kvindekollegiet for medicinalfirmaet Saishunkan Seiyaku, boligen House in a Plum Grove i Tokyo og hendes bidrag til Inujima Art House-projektet i Seto Indlandshavet.

Kazuyo Sejima i Japan

Nedenfor har jeg samlet de steder på Hanafubuki.dk hvor jeg har skrevet om bygninger tegnet af Kazuyo Sejima – både hendes egne værker og dem hun har skabt sammen med Ryue Nishizawa i SANAA. Listen udvides løbende.