Geometriske mønstre i japansk design

Uroko 鱗 · skæl

Uroko betyder skæl. Mønstret består af regelmæssigt gentagne trekanter der kan læses som skæl på fisk, slanger eller drager. Farverne kan veksle fra trekant til trekant, men formen kan lige så vel gengives ensfarvet.

Skælformen har fået en særlig rolle i den japanske teatertradition. I noh-dramaet Dōjōji og beslægtede fremstillinger knyttes trekantede skælmønstre til den kvindelige hovedfigurs forvandling til et slangelignende dæmonisk væsen. Her bruges geometrien altså aktivt til at understøtte figurens karakter.

Den sammenhæng gælder ikke ethvert uroko-mønster. Som wagara fungerer de gentagne trekanter også som et selvstændigt ornament uden den dramatiske ramme.

Kikkō 亀甲 · skildpaddeskjold

Kikkō består af sekskantede felter inspireret af skildpaddens skjold. Motivet har rødder i den kinesiske ornamentering og blev videreudviklet i Japan hvor det hørte til hoffets geometriske mønstre.

Skildpadden forbindes traditionelt med et langt liv, og den betydning følger med over i kikkō. Sekskanterne kan stå alene eller kombineres med andre former, og blandt de mange varianter findes komplekse sammenkædninger hvor flere sekskanter danner større figurer.

Den figurative skildpadde beskrives særskilt under kame blandt dyremotiverne.

Asanoha 麻の葉 · hampeblad

Asanoha er et regelmæssigt sekskantet mønster hvis stjerneagtige linjer minder om bladene på hamp (Cannabis sativa). Mønstret er ældre end betegnelsen, men ligheden med hampebladet har givet det dets nuværende navn.

Hamp vokser hurtigt og med forholdsvis lige stængler. I Japan opstod derfor en skik med at bruge asanoha på spædbørns og mindre børns tøj som et ønske om at barnet måtte vokse sig sundt og stærkt. Forbindelsen mellem mønstret og børns vækst er en af de bedst dokumenterede symbolske anvendelser blandt de geometriske wagara.

Asanoha fungerer samtidig som et rent geometrisk mønster og er ikke bundet til en årstid. Visuelt er det et af de mest ikoniske geometriske mønstre fordi det både er stramt og let på samme tid. Det kan varieres gennem farve, linjetykkelse og skala og bruges både som hovedmotiv og som struktur i mere sammensatte mønstre.

Kagome 籠目 · kurveflet

Kagome betyder omtrent kurvens øjne eller åbninger og tager udgangspunkt i et flettemønster. Skråt krydsende linjer danner trekanter og sekskantede stjerneformer der efterligner strukturen i traditionelt kurvearbejde. Den geometriske gentagelse skaber en stærk, nærmest netagtig flade.

Higaki 檜垣 · cypreshegn

Higaki har navn efter et flettet hegn hvor tynde, flækkede lister af solcypres (Chamaecyparis obtusa), på japansk hinoki, lægges i et regelmæssigt netagtigt forløb. Når konstruktionen omsættes til en flade, bliver de krydsende lister til et stramt geometrisk gitter.

Det kan bruges alene, men fungerer lige så godt som baggrund eller ramme omkring planter og andre figurative elementer.

Ajiro 網代 · fletværk

Ajiro betegner flettede eller sammenvævede flader af tynde strimler. De kan fremstilles i forskellige materialer og bruges blandt andet i kurvearbejde. I traditionelle interiører ses ajiro eksempelvis som mønster i lofter og andre paneler.

Den tætte fletning danner ofte skrå romber eller et sildebenslignende forløb.

Igeta 井桁 · brøndramme

Igeta har navn efter den ramme af krydsende bjælker der omgiver åbningen på en traditionel brønd. Som mønster består formen af to sæt parallelle linjer der krydser hinanden og danner en firkantet eller rombeformet ramme om et åbent centrum. Udtrykket er enkelt og stærkt grafisk.

Motivet findes i flere variationer og kan stå alene eller gentages over en hel flade. Det er særlig velegnet til tekstiler hvor den enkle konstruktion træder tydeligt frem selv i lille skala, og det er et af de mønstre der ofte ses i kasuri.

Igeta bruges desuden som emblem hvor brøndrammens klare form gør motivet let at genkende.

Manji og sayagata 卍 · 紗綾形

Manji er den japanske betegnelse for det gamle svastikaformede tegn som har en lang historie i asiatisk religion og ornamentik. I Japan er tegnet tæt knyttet til buddhismen. Tegnet bruges også til at markere templer på Google-kort.

Sayagata er et andet, men nært beslægtet mønster. Her forbindes manji-formerne af lige linjer til et sammenhængende, vinklet gitter der kan fortsætte over hele fladen. Betegnelsen knytter sig til kinesiske saya-tekstiler med netop dette mønster, som kom til Japan i Tenshō-perioden (1573-1592). Sayagata blev siden meget udbredt på tekstiler i Edo-perioden.

Ichimatsu og ishidatami 市松 · 石畳 · skaktern

Mønstret består af ens kvadrater der ligger skiftevis ved siden af hinanden som et skakbræt. Formen er langt ældre end navnet ichimatsu og blev tidligere blandt andet omtalt som ishidatami, stenbelægning fordi de regelmæssige felter minder om belægningssten.

Navnet ichimatsu blev kendt i Edo-perioden gennem kabuki-skuespilleren Sanogawa Ichimatsu I. I 1741 bar han en hakama med et markant ternmønster på scenen. Dragten vakte opmærksomhed og udløste en mode hvor den allerede kendte geometriske form blev knyttet til hans navn.

I dag er ichimatsu den mest genkendelige betegnelse for mønstret. Farver og feltstørrelse kan varieres frit, mens det afgørende træk er den regelmæssige vekslen mellem felterne.

Sankuzushi 三崩し · trelinjet mønster

Sankuzushi består af små grupper med tre parallelle linjer der lægges skiftevis vandret og lodret. Resultatet er mønster der kan minde om vævning eller små sammenflettede felter. På afstand smelter de sammen til en rolig flade. Først tæt på kan man se det rytmiske og detaljerede mønster.

Motivet tilhører en større familie af kuzushi-mønstre hvor parallelle linjer arrangeres og forskydes på forskellige måder. Sankuzushi kan bruges, men kan også kombineres med blomster, fugle og andre geometriske motiver.

Hishi 菱 · rombe

Hishi er betegnelsen for en rombe- eller diamantform og en af de mest grundlæggende figurer i japansk ornamentik. Den kan varieres i det uendelige, fra helt enkle romber til mere komplekse mønstre med indlagte linjer.

Hanabishi er en variant af hishi hvor en stiliseret blomsterform indgår i romben eller danner rombens helhed. Mønstret kombinerer stram geometri med et dekorativt centrum og ses ofte i mon-emblemer og på tekstiler. Hanabishi er en mere ornamenteret udgave af hishi, men bevarer stadig den klare rytme og balance. 

Seigaiha 青海波 · blå havbølger

Seigaiha består af koncentriske halvcirkler der overlapper hinanden . Mønstret har en lang historie i Japan og findes allerede i meget tidlige billedlige fremstillinger.

Shippō tsunagi 七宝繋ぎ · sammenkoblede cirkler

Shippō er et geometrisk mønster af cirkler der overlapper hinanden med samme afstand. Overlapningen danner spidse ovaler og blomster- eller rombelignende felter, og i shippō tsunagi fortsætter systemet som et sammenhængende netværk over hele fladen.

Mønstret har en lang historie i Japan. Tidlige eksempler findes blandt tekstilerne i skatkammeret Shōsōin i Nara fra 700-tallet, og formen blev siden brugt i buddhistisk kunst, i tekstiler og i mange former for kunsthåndværk.

Ordet shippō betyder de syv skatte og bruges også om cloisonné. Det har givet anledning til flere forklaringer på hvorfor netop cirkelmønstret fik navnet, men sammenhængen er ikke entydigt dokumenteret. De overlappende cirkler er hverken en afbildning af buddhismens syv skatte eller af skatte indlagt i metaltråde.

Tatewaku 立涌 · lodrette bølgelinjer

Tatewaku består af parvise lodrette linjer der skiftevis nærmer sig hinanden og buer ud igen. Dermed opstår en række symmetriske, aflange felter som kan fyldes med andre motiver.

Tatewaku hører til de klassiske yūsoku monyō, mønstrene knyttet til den japanske hofkultur. Formen kan sandsynligvis føres tilbage til kinesiske ornamenter der siden blev omdannet i Japan. Der findes mange varianter hvor rummene mellem bølgelinjerne kan fyldes med skyer, krysantemum, bølger eller andre motiver.

Navnet og formen forklares ofte med damp eller varm luft der stiger opad.

Tomoe 巴 · hvirvelmotiv

Tomoe består af en eller flere afrundede, kommaformede figurer der drejer om et fælles centrum. Der findes blandt andet hitotsudomoe med én figur, futatsudomoe med to og mitsudomoe med tre, og figurerne kan dreje både mod højre og mod venstre.

Tomoe findes på tagsten, i arkitektonisk udsmykning, på tekstiler og på våbenudstyr, og motivet bruges desuden som mon-emblem. De roterende former gør det let genkendeligt, selv når det udføres helt enkelt.

Oprindelsen er ikke sikkert fastlagt. Formen er gennem tiden blevet sammenlignet med vandhvirvler, sammenrullede dyr og de krumme magatama-smykker, og i nogle arkitektoniske sammenhænge forbindes den med vand.

Shima 縞 · striber

Shima er den brede japanske betegnelse for stribede mønstre. Striberne kan løbe lodret eller vandret, være ensartede eller skifte i bredde, og de kan bestå af en enkelt farve eller af mange farvebånd.

Der fandtes lineære mønstre i Japan længe før Edo-perioden, men både betegnelserne og modebilledet blev påvirket af importerede tekstiler. I den tidligmoderne tekstilkultur voksede striberne til et omfattende repertoire med navne der beskrev linjernes bredde, tæthed og placering.

Blandt de mange varianter jan nævnes:

• Sen suji (千筋) – tusind striber, mange fine linjer tæt sammen.
• Man suji (万筋) – ti tusind striber, endnu tættere og finere.
• Bō jima (棒縞) – tykke, ofte kontrasterende striber med dramatisk virkning.
• Yatara jima (矢鱈縞) – et asymmetrisk og uregelmæssigt stribemønster.

Tokusa 木賊 · skavgræs

Tokusa tager udgangspunkt i skavgræs (Equisetum hyemale) hvis lange, lige og leddelte stængler er inspirationen til et enkelt mønster af parallelle lodrette linjer. Er planten stærkt stiliseret, kan mønstret være vanskeligt at skelne fra almindelige striber.

Yabane og yagasuri 矢羽根 · 矢絣 · pilefjer

Yabane betyder pilens styrefjer, og motivet gengiver den karakteristiske fjerform. Sættes figurerne tæt sammen, danner de et markant rytmisk mønster der minder om zigzag eller sildeben.

Yagasuri bruges især når pilefjeren gengives som kasuri-mønster. Her opstår de kantede figurer gennem tekstilets farvede tråde, og konturerne får derfor den let forskudte, bløde karakter der er typisk for kasuri.

En udbredt tolkning af mønsteret siger at det symboliserer beslutsomhed og standhaftighed da en pil der skydes af sted med stor kraft aldrig kommer tilbage.

Mizutama 水玉 · vanddråber

Mizutama betyder vanddråber eller vandperler og bruges om mønstre med runde prikker spredt over en flade. Prikkerne kan ligge regelmæssigt eller mere frit og variere i størrelse, men grundformen er den enkle cirkel.

Same komon 鮫小紋 · hajhudsmønster

Same komon er et meget fint mønster af bittesmå udsparede prikker. De ligger så tæt og regelmæssigt at overfladen på afstand kan virke næsten ensfarvet, mens den tæt på får en kornet struktur der sammenlignes med hajhud.

Same er en af de klassiske former inden for komon, de små gentagne mønstre. Historiske eksempler findes blandt andet på kamishimo, den formelle dragt som mænd fra krigerstanden bar i Edo-perioden. Det er netop sådan et detaljeret mønster der giver et elegant udtryk og det fungerer derfor særligt godt i formelle og afdæmpede udtryk.

Kanoko 鹿の子 · hjortekalvens pletter

Kanoko betyder hjortekalv og henviser til de lyse pletter på en ung hjorts pels. I tekstilkunsten forbindes navnet især med kanoko shibori, hvor talrige små områder bindes eller reserveres før farvningen og danner et tæt mønster af lyse pletter.Kanoko ligger på grænsen mellem naturmotiv og geometrisk mønster. Inspirationen kommer fra dyrets pels, men når prikkerne gentages systematisk over tekstilet, bliver resultatet næsten abstrakt. Gentagelsen er systematisk, mens udtrykket forbliver blødt og organisk.

Teknikken kan bruges i mindre partier, men findes også som sōkanoko hvor store dele af stoffet eller hele overfladen dækkes med de små farvepunkter. Sådanne tekstiler krævede i gamle dage meget omfattende håndarbejde og var tilsvarende kostbare.

Netop derfor blev denne type mønster ramt af Edo-periodens luksuslovgivning. I 1683 forbød shogunatet handlende at sælge kosode-kimonoer med sōkanoko, broderi og guldindvævet silke, og der blev samtidig sat et loft over hvad en kosode måtte koste. Forbuddet var et alvorligt slag til det populære kanoko-mønster, og det blev en af drivkræfterne bag udbredelsen af yūzen-farvning og af stencilteknikker der kunne efterligne shibori-prikkerne billigere.

Mame shibori 豆絞り · prikmønster i shibori

Mame shibori er et prikket mønster inden for den japanske shibori-tradition. Ordet mame betyder bønne og henviser til de små runde former der gentages over stoffet.

Prikkerne kan frembringes med forskellige former for reserveteknik og får derfor et andet udtryk end de stencilbaserede, meget fine prikker i same komon. Mame shibori er typisk større og tydeligere og giver tekstilet en enkel, livlig rytme. Udtrykket er grafisk og samtidig blødt fordi hver prik får en let organisk kant.

Mønstret kendes især fra tenugui-håndklæder og andre hverdagstekstiler hvor den regelmæssige prikflade er let at aflæse på afstand.

Genjikō 源氏香 · Genji-røgelse

Genjikō skiller sig ud fra de øvrige geometriske mønstre fordi figurerne oprindeligt er et notationssystem. De stammer fra den japanske røgelseskultur, kōdō, og består af fem lodrette streger der står for fem røgelsesprøver. Streger der vurderes at tilhøre samme duft, forbindes foroven med vandrette linjer.

Fem prøver kan grupperes på 52 måder, og der findes derfor 52 genjikō-figurer. De blev knyttet til 52 af de 54 kapitler i Genji monogatari, Fortællingen om Genji. Første og sidste kapitel, Kiritsubo og Yume no ukihashi, har altså ikke deres egen figur.

Systemet blev med tiden løsrevet fra selve røgelseslegen og brugt dekorativt. I Edo-perioden optræder genjikō-figurer på kosode og på andre kunsthåndværksgenstande hvor formen samtidig kunne fungere som litterær henvisning til et bestemt kapitel.