Hvad er shippō?
Shippō (七宝, egl. shippō-yaki) eller cloisonné er en af Japans mange berømte kunsthåndværk. Shippō betyder de syv skatte og henviser til de kostbare materialer der nævnes i buddhistiske sutraer. Navnet beskriver hvor juvellignende og farvestrålende arbejdet er, og det er ikke en liste over hvad værkerne fremstilles af.
Selve håndværket udføres typisk på en base af kobber eller sølv med glasbaseret emalje og — ved yūsen-shippō — fine metaltråde. Guld, sølv, perlemor og ædelstene som koraller, agater og lapis lazuli kan indgå i dekorationen.
Kort fortalt laves cloisonné på følgende måde: på en metaloverflade bliver et design dannet ved hjælp af tynde metaltråde, og i hullerne mellem trådene bliver emalje i forskellige farver lagt ned. Efterfølgende bliver det hele bagt ved høj temperatur. Det er et utroligt detaljeret og krævende stykke kunsthåndværk. Navnet går igen i et af de klassiske wagara-mønstre hvor overlappende cirkler danner et sammenhængende net. Hvorfor mønstret bærer samme navn som håndværket, er der flere bud på, men sammenhængen er ikke entydigt dokumenteret.
Man kender fra nedskrevne beretninger at shippō-kunstværker allerede under kejser Shōmu (724-748) blev indført fra Kina hvor teknikken allerede var højt udviklet. En egentlig cloisonné-produktion startede allerede tilbage i Momoyama-perioden, men blomstrede først op efter Edo-periodens afslutning. Indtil da blev de forskellige shippō-teknikker holdt skjult fra offentligheden og blev kun brugt til mindre dekorationsformål som fx tsuba, dvs. parerpladen på sværd.
Tidlige eksempler på shippō-teknikken er dørhåndtagene på skydedørene i den kejserlige villa Katsura i Kyoto og udsmykning forskellige steder i Toshogu-helligdommen i Nikko.
Moderne cloisonné-produktion blev startet af en tidligere samurai ved navn Kaji Tsunekichi (1803-1883) som købte cloisonné-værker, nok kinesisk producerede, fra en hollandsk købmand i slutningen af Edo-perioden. Disse indkøbte værker blev udgangspunkt for hans egen produktion af cloisonné centreret omkring Nagoya. I Meiji-perioden kom shippō-teknikken til Kyoto hvor Namikawa Yasuyuki (1845-1927) blandt mange sørgede for at videreudvikle teknikken.
Teknikker (udvalg)
Yusen-shippō (cloisonné med metaltråde). Den mest almindelige form for cloisonné, der oprindeligt stammer fra Kina. Tynde metaltråde fastgøres ifølge designet til overfladen, og områderne imellem fyldes med emalje. Genstanden bages herefter. Når dele af emaljeoverfladen hæver sig over metaltrådenes niveau, bruges udtrykket moriage-shippō, altså hævet cloisonné.
Musen-shippō (trådløs cloisonné). Emalje påføres på en overflade uden metaltråde.
Shosen-shippō (delvis trådløs cloisonné). Arbejdet udføres som yūsen-cloisonné, men bagefter opløses metaltrådene kemisk, så overfladen får et mere malerisk udtryk.
Shōtai-shippō (plique-à-jour). Cloisonné der som udgangspunkt følger standard yūsen-teknik: sølvtråd fastgøres til en kobberform, felterne fyldes med emalje, og det hele brændes. Til sidst lægges genstanden i et syrebad hvor kobberbasen opløses. Tilbage står den gennemsigtige emalje og sølvtrådene, og resultatet minder lidt om et mosaikvindue. Det japanske shōtai betyder netop udeladt base.
Links til videre læsning
Udenlandske sider
- Enamelwork – artikel fra Britannica, herunder info om Japan
- Wired cloisonné – intro fra Gallery Japan
- Opaque cloisonné – intro fra Gallery Japan
- Plique-à-jour – intro fra Gallery Japan
- De syv skatte i buddhistiske sutraer fra Nichiren Library
- Wikipedias artikel om shippō-yaki (på japansk)
- Wikipedias artikel om cloisonné
Sightseeing info
Kyoto
Namikawa Cloisonné Museum
Museet ligger i Namikawa Yasuyukis tidligere hjem og værksted og rummer en stor samling af hans cloisonné-værker.
Kiyomizu Sannenzaka Museum
Museets permanente udstilling fokuserer på metalsmedekunst, cloisonné og maki-e-lakkunst. Der er grundige beskrivelser af de forskellige teknikker der ligger bag de enkelte kunstværker, og de afholder løbende specialudstillinger. Museet ligger meget tæt på Kiyomizudera-templet.