Japansk trækunst (木工芸, mokkōgei) omhandler traditionelle møbler, værktøj, beholdere og andre genstande lavet af forskelligt slags træ såsom hinoki (solcypres), sugi (japangran), keyaki (japansk zelkova), kiri (kejsertræ) og bambus. Træ er blevet brugt i Japan siden oldtiden til at lave forskellige værktøjer og beholdere. Teknikker til at bearbejde træet udviklede sig drastisk med buddhismens ankomst i det 6. århundrede hvor træ blev brugt til at lave møbler til templerne, til alterudstyr og buddhistiske statuer. Da den japanske teceremoni steg i popularitet i Muromachi-perioden (1336-1573), blomstrede fremstillingen af teredskaber i bambus.
Traditionelle teknikker
Et udvalg af de mest almindelige teknikker der anvendes inden for japansk trækunst:
Sashimono (træsamling)
Sashimono er en teknik hvor møbler og andre ting i træ samles uden brug af søm. Edo sashimono er sashimono fra Edo (nuværende Tokyo) som siden det 17. århundrede bl.a. har lavet møbler i denne teknik. Edo sashimono er udpeget af den japanske regering som et af Japans traditionelle håndværk.
Hikimono (trædrejning)
Hikimono er en teknik hvor træet drejes på en drejebænk alt i mens det formes med forskellige drejejern etc. Hikimono bruges især til skåle, bakker, tallerkner der har en rund form.
Kurimono (udhulning)
Kurimono er en teknik hvor en træblok udhules vha. en høvl, stemmejern, mejsel og lignende.
Magemono (dampbøjning)
Magemono er dampbøjning af træ. Der er især sugi (Cryptomeria japonica, japangran) eller hinoki (Chamaecyparis obtusa, solcypres) der bruges — begge blødtræ. De formes gerne til at lave beholdere til mad og drikke. Begge træsorter er fleksible, er gode til at holde på varmen og har antiseptiske kvaliteter.
Horimono (reliefudskæring)
Horimono er en fællesbetegnelse for forskellige former for udskæring i relief eller halvrelief. Teknikken bruges blandt andet på ranma, det udsmykkede felt over japanske skydedøre, på dørpaneler og på buddhistisk alterinventar.
Links til videre læsning
- Japan Woodcraft Association – omfattende side om alle aspekter af japansk trækunst og træskærerkunst
- Woodworking onlineudstilling fra Google Arts and Culture projekt
- Woodcrafts intro til de forskellige japanske teknikker mm. fra Japan Gallery
- Edo fine cabinetmaking onlineudstilling fra Google Arts and Culture projekt
- Wikipedias artikel om japansk tømmerhåndværk



