23. august 2025

Nameko-skælhat (なめこ, lat. Pholiota nameko) er en eftertragtet spisesvamp i Japan, Kina og Rusland. De små, gyldenbrune svampe minder lidt om champignon i formen, men deres overflade er dækket af et tyndt, glinsende lag af naturlig gelatine. Det giver dem et karakteristisk, slimet udseende og en let glat tekstur, når de tilberedes.

Anvendelse

Smagen er er mild og let jordagtig med en subtil nøddeagtig undertone, som nogle sammenligner med cashewnødder. I det japanske køkken bruges svampen ofte som en vigtig ingrediens i misosuppe hvor de små stykker tilføjer tekstur og smag. De optræder også i retter som nameko soba der både kan serveres varm eller kold med svampene som smagfuld topping. En anden ret er nameko oroshi hvor de kombineres med revet daikon, ponzu eller shoyu. Den kan bruges som tilbehør eller som topping til nudler fx.

Svampen vokser naturligt på døde træer og træstubbe i fugtige skovområder, men de er også yderst populære at dyrke i Japan. Faktisk kan man købe særlige starterkits til hjemmedyrkning. De er relativt nemme at dyrke, da de trives godt under fugtige forhold.

I Danmark er det sjældent at du finder friske nameko i butikkerne, men de dukker ofte op som frostvarer, typisk som en del af en svampeblanding. Derudover kan de også købes syltede under deres italienske navn, chiodetti.



Links til videre læsning

Opskrift på miso-suppe med nameko fra Woodland Foods
Nameko mushrooms intro fra Just One Cookbook med opskrifter