Bugaku (舞楽) (bu = dans og gaku = musik) er en af Japans ældste scenekunstformer og udgør den ceremonielle dans i forbindelse med gagaku, den klassiske hofmusik. Bugaku har været en central del af det japanske kejserhof i over tusind år og danses fortsat ved særlige ceremonier og i udvalgte shintohelligdomme og templer.
Indhold
Historiske rødder
Bugaku blev indført til Japan fra Kina via Korea omkring 500-tallet, men fik sin storhedstid under Heian-perioden (794-1185). Dansen udviklede sig i tæt sammenhæng med gagaku og blev så officiel at kejserpaladset oprettede et særligt hofkontor for musik og dans, gagakuryō, allerede i år 701.
I Heian-tidens forfinede kultur blev bugaku ikke kun fremført ved statslige ritualer, men også som underholdning ifm. med fx hanami-fester hvor man beundrede de udsprungne kirsebærblomster.
Strukturen i bugaku
Bugaku er opdelt i to hovedkategorier:
Venstredanse (sa-no-mai/sahō no mai) med rød kostumefarve, inspireret af kinesisk og sydøstasiatisk tradition, akkompagneret af tōgaku-musik (musik fra Tang-dynastiet).
Højredanse (u-no-mai/uhō no mai) med blå eller grønne kostumer, inspireret af Korea og Nordkina, ledsaget af komagaku-musik (koreansk musik).
Forestillingerne er nøje organiseret: først kommer de stille hiramai-danse med fire til seks dansere i synkroni, efterfulgt af de kraftfulde bu-no-mai (krigerdanse), hvor danserne bærer rustningslignende dragter og våben. Til sidst afsluttes programmet med hashirimai, de hurtige solodanse med mere dynamiske bevægelser.
Masker og symbolik
Dansen udføres kun af mænd og der danses på et rektangulært plateau med meget langsomme bevægelser i mønstre som hele tiden gentages. Dansen akkompagneres af et orkester med blæse-, strenge- og slagtøjsinstrumenter.
Dansens langsomme, geometriske bevægelser sigter mod at skabe balance mellem himmel og jord. Denne kosmologiske dimension afspejler både buddhistisk og shintoistisk verdensforståelse hvor dansen blev opfattet som et middel til at rense omgivelserne og bringe harmoni.
Et særkende ved bugaku er de udtryksfulde masker, især brugt til afbilde guder, dæmoner og mytiske figurer. Nogle masker har bevægelige dele der forstærker mimikken. Blandt de ældste bevarede er de såkaldte “Tolv guddomme” fra 1400-tallet, skabt af buddhistiske billedhuggere.
Bugaku i dag
Selv om bugaku oprindelig var forbeholdt aristokratiet, kan den i dag opleves ved særlige lejligheder, eksempelvis i shinto-helligdommen Kasuga Taisha i Nara og ved kejserlige ceremonier i Tokyo. Traditionen videreføres af specialiserede skoler under Det kejserlige hofkontor samt i templer i Kyoto, Nara og Osaka.
Itsukushima-helligdommen på øen Miyajima nær Hiroshima udfører også bugaku-danse flere gange i løbet af året. Se program og datoer på Hiroshima Turistinformations hjemmeside.
Eksempel på bugaku-dans – Ryōō-dansen
Følgende video viser Ryōō-dansen (陵王) der har rødder i Kina og Sydøstasien. Dansen er et eksempel på venstredans med tōgaku-musik.
Den er inspireret af prinsen af Lanling (også kendt som Gao Changgong) fra Nordlige Qi (550–577), berømt for sit mod og sit smukke udseende. For at skræmme fjender bar han ifølge legenden en gylden dragemaske som blev forbillede for dansens ikoniske rekvisit. I Japan blev Ryōō-dansen en del af bugaku i løbet af Heian-perioden.
Forestillingen udføres af en enkelt danser i en pragtfuld dragt og med en maske med bl.a. åben mund og tænder og prydet af en drage øverst der symboliserer styrke, sejr og beskyttelse.
Links til videre læsning
Bugaku artikel fra JaanusBugaku artikel fra Britannica
