Hvad er bugaku?
Bugaku (舞楽), hvor bu betyder dans og gaku musik, er en af Japans ældste scenekunstformer og udgør den ceremonielle dans i forbindelse med gagaku, den klassiske hofmusik. Bugaku har været en central del af det japanske kejserhof i over tusind år og danses fortsat ved særlige ceremonier og i udvalgte shintohelligdomme og templer.
Historiske rødder
Bugaku blev indført til Japan fra Kina via Korea omkring 500-tallet og afløste den ældre gigaku-tradition som officiel hofunderholdning. Bugaku fik sin storhedstid under Heian-perioden (794-1185). Dansen udviklede sig i tæt sammenhæng med gagaku og blev så officiel at kejserpaladset oprettede et særligt hofkontor for musik og dans, gagakuryō, allerede i år 701.
I Heian-tidens forfinede kultur blev bugaku ikke kun fremført ved statslige ritualer, men også som underholdning i forbindelse med fx hanami-fester hvor man beundrede de udsprungne kirsebærblomster.
Strukturen i bugaku
Bugaku er opdelt i to hovedkategorier:
- Venstredanse (sa-no-mai/sahō no mai) – med rød kostumefarve, inspireret af kinesisk og sydøstasiatisk tradition, akkompagneret af tōgaku-musik
- Højredanse (u-no-mai/uhō no mai) – med blå eller grønne kostumer, inspireret af Korea og Nordkina, ledsaget af komagaku-musik
Sammenhængen mellem side og musik er hovedreglen, ikke en undtagelsesfri lov: langt de fleste højredanse ledsages af komagaku, men der findes enkelte afvigelser.
Danserne inddeles desuden efter bevægelsesstil i fire typer:
- Hiramai – de stille, almindelige danse, ofte med fire til seks dansere i synkroni
- Bu-no-mai – krigerdanse hvor danserne bærer rustningslignende dragter og våben
- Hashirimai – dynamiske “løbedanse” med hurtige, kraftfulde bevægelser, ofte for en enkelt danser
- Warawamai – børnedanse
Et program sammensættes ikke efter disse fire typer i en fast orden. Det indledes typisk med et nummer udført af de to siders førstedansere, hvorefter danse fra venstre og højre repertoire skiftes til at komme.
Dans, scene og symbolik
Dansen udføres traditionelt af grupper på fire, seks eller otte mænd, og der danses på et rektangulært plateau med meget langsomme, afmålte skridt i mønstre som gentages mod de fire verdenshjørner. En komposition følger tredelingen jo-ha-kyū — indledning, udfoldelse og en afsluttende del i stigende tempo, et princip der siden gik videre til blandt andet noh-teatret. Dansen akkompagneres af et orkester med blæse- og slagtøjsinstrumenter; strengeinstrumenterne, som hører til i kangen, indgår som hovedregel ikke i bugaku.
Dansens langsomme, geometriske bevægelser sigter mod at skabe balance mellem himmel og jord. Denne kosmologiske dimension afspejler både buddhistisk og shintoistisk verdensforståelse hvor dansen blev opfattet som et middel til at rense omgivelserne og bringe harmoni.
Masker
Et særkende ved bugaku er de udtryksfulde masker, især brugt til at afbilde guder, dæmoner og mytiske figurer. Maskerne har ofte stiliserede træk der skal formidle karakteren de forestiller, og nogle har bevægelige dele der forstærker mimikken. Blandt de ældste og mest kendte er de såkaldte “Tolv guddomme” fra 1486 i Tōji-templet i Kyoto, skåret af buddhistiske billedhuggere.
Bugaku i dag
Selv om bugaku oprindelig var forbeholdt aristokratiet, kan den i dag opleves ved særlige lejligheder, eksempelvis i shinto-helligdommen Kasuga Taisha i Nara og ved kejserlige ceremonier i Tokyo. Traditionen videreføres af specialiserede skoler under Det Kejserlige Hofkontor samt i templer i Kyoto, Nara og Osaka.
Itsukushima-helligdommen på øen Miyajima nær Hiroshima udfører også bugaku-danse flere gange i løbet af året. Se program og datoer hos GetHiroshima.
Eksempel på bugaku-dans – Ryōō-dansen
Følgende video viser Ryōō-dansen (陵王) der har rødder i Kina og Sydøstasien. Dansen er et eksempel på venstredans med tōgaku-musik.
Den er inspireret af prinsen af Lanling, også kendt som Gao Changgong, fra Nordlige Qi (550–577), berømt for sit mod og sit smukke udseende. For at skræmme fjender bar han ifølge legenden en gylden dragemaske som blev forbillede for dansens ikoniske rekvisit. I Japan blev Ryōō-dansen en del af bugaku i løbet af Heian-perioden.
Ryōō er både en venstredans og en hashirimai. Forestillingen udføres af en enkelt danser i en pragtfuld dragt og med en maske med blandt andet åben mund og tænder, prydet af en drage øverst.