30. november 2025

Nobori – fra samuraiernes slagmarker til moderne Japan

Nobori (幟) er et japansk banner, et langt smalt flag der er fastgjort til en lodret stang med en tværstang øverst som holder stoffet udspændt, så det ikke snor sig om stangen. Den enkle konstruktion sikrer at motivet altid er synligt og let genkendeligt uanset vindforhold. I dag er nobori en velkendt del af gadebilledet i Japan, men bannerets historie går tilbage til samuraiernes tid og Japans feudale periode.

Under Sengoku-perioden (1467–1615) hvor lensherrer kæmpede om magten, var nobori-banneret et uundværligt militært symbol. Nobori blev brugt til at identificere hærenheder og markere forskellige divisioner i en hær. Tidligere anvendte man mere enkle bannere kaldet hata-jirushi der hang frit fra en stang, men nobori var mere praktisk fordi tværstangen holdt motivet synligt hele tiden. Mange klaner lod deres mon, familieemblemet, male på banneret så soldater og allierede kunne kendes på lang afstand. Hele skove af identiske bannere kunne skabe et dramatisk og intimiderende syn over slagmarken og fungere som både praktisk signal og visuel propaganda.



Nobori i fredstid – reklame, religion og festivaler

Efter samuraiernes æra forsvandt de militære bannere fra slagmarken, men nobori fandt hurtigt nye funktioner i fredstidens Japan. I dag opstiller forretningsdrivende, restauranter og butikker nobori foran indgangen for at reklamere for sæsonvarer, udsalg eller nye produkter. På samme måde som neonskilte i Vesten er de høje bannere blevet en fast del af det japanske bybillede på gader, parkeringspladser og markeder.

Nobori spiller også en vigtig rolle ved shinto-helligdomme og buddhistiske templer hvor de opstilles ved indgangen eller langs stier og mure. Her bærer de ofte navnene på donorer mm. Ved festivaler bruges de til optog mm og ved sportsbegivenheder bruges de som støtteflag for hold, spillere og sponsorer. Ved valgkampe markerer de partier og kandidater i gadebilledet.

Traditionelt er et nobori typisk 2–3 meter højt og omkring 60 centimeter bredt. De blev oprindeligt fremstillet af bomuld eller silke farvet med naturlige pigmenter og dekoreret med kalligrafi, symboler eller klanemblemer. I dag anvendes ofte polyester der tåler vind og regn, og motiverne spænder fra firmalogoer til mangafigurer. Tværstykket, yokobō, holder stoffet stramt mens banneret bindes til den lodrette stang, tatebō, med snore eller løkker.


Koinobori – karpebannere på himlen over Japan

Koinobori (鯉のぼり) er en særlig form for nobori, en karpeformet vimpel eller banner der bruges ved fejringen af Børnenes dag i Japan den 5. maj. De hænger gerne flere på stribe på tværs af floder, over hustage mm. fra slutningen af april og frem til maj.

Karpen er i japansk kultur et stærkt symbol på udholdenhed og livskraft. Den kan leve længe og er kendt for at kunne svømme mod strømmen. Ifølge kinesisk-japanske legender kan en karpe der når helt op ad floden forvandle sig til en drage. Derfor forbindes koinobori med styrke, mod og evnen til at overvinde modvind og udfordringer. De mange koinobori-vimpler udtrykker således et ønske om at børn må vokse op sunde, stærke og i stand til at klare livets prøvelser.


Farver, familier og moderne koinobori

Et klassisk sæt koinobori består af en stor sort karpe der symboliserer faderen, en rød karpe for moderen og mindre karper i blå, grøn eller andre farver der symboliser børnene. De hænger på samme mast i faldende størrelse efter alder, så hele familien symbolsk svømmer sammen på himlen. Farverne har ikke faste betydninger for hver nuance, men bruges til at skelne familiens medlemmer og understreger motivet af en samlet familie der bevæger sig fremad i modvind.

Nutidens koinobori fås i mange størrelser og materialer fra papir og bomuld til lette syntetiske stoffer, og de ses ikke kun ved private hjem men også ved skoler, museer og butikker.


Links til videre læsning​

Wikipedias artikel om koinobori

Artikel om koinobori fra firmaet Koinoboriya der producerer dem

Artikel om koinobori fra Web Japan

Billedet øverst: © 江戸村のとくぞう (Edomura no Tokuzo) – Own work, CC BY-SA 4.0