9. juli 2026
Upopoy (National Ainu Museum and Park)
Upopoy (National Ainu Museum and Park)

Upopoy National Ainu Museum (ウポポイ) er Japans første nationalmuseum for ainuerne, Japans oprindelige befolkning. Museet ligger ved bredden af Poroto-søen i byen Shiraoi på Hokkaido og blev åbnet i juli 2020 med det formål at bevare og fremme ainu-kulturen. Det er Japans nordligste nationalmuseum.


Navnet og formålet med museet

Navnet “Upopoy” betyder “at synge sammen i en stor gruppe” på ainu-sproget. Museet er en del af en større kulturpark der fungerer som et center for forskning, uddannelse og bevarelse af ainu-traditioner. Den permanente udstilling er bygget op om seks temaer, der alle præsenteres på ainu-sproget først: sprog, univers (åndelighed og skikke), liv, historie, arbejde og udveksling med andre folkeslag.

Her kan du som besøgende se autentiske genstande, audiovisuelle præsentationer og interaktive udstillinger der viser ainuernes forhold til naturen og deres traditionelle jagt- og fiskemetoder. En særlig interaktiv afdeling kaldet Tempatempa (“rør ved dem” på ainu) lader dig udforske kulturen gennem modeller, dioramaer og puslespil.

Den rekonstruerede ainu-landsby

Udenfor museet findes en rekonstrueret ainu-landsby (kotan) med traditionelle huse (cise), hvor du kan opleve traditionelle danse, madlavning og kunsthåndværk. Der afholdes også workshops, hvor besøgende kan prøve kræfter med ainu-vævning, træskæring og sprogundervisning.

Musik og koncerter

I museets park ligger der en større bygning med en scene, hvor der flere gange i løbet af dagen afholdes små koncerter med traditionel musik og dans. De traditionelle ainu-danse er optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Her kan du også høre de karakteristiske ainu-instrumenter mukkuri (en mundharpe af bambus) og tonkori (en femstrenget citer). På museets hjemmeside kan du se dagens program og planlægge dit besøg.

Om besøget på museet

Der er god skiltning på engelsk i museumsbygningen, og brochurer på engelsk bliver udleveret til koncerterne. Dog er de små workshops og introduktioner i ainu-landsbyen ofte styret af japanere med få eller ingen engelskkundskaber, hvilket kan gøre det svært at få den fulde oplevelse uden japansk kundskab.

Et besøg på Upopoy National Ainu Museum kan stadig varmt anbefales. Selve museet er fremragende, og der kan nemt bruges flere timer her. Museumsbygningen er tegnet af arkitektfirmaet Kume Sekkei fra Tokyo, som også har designet et nyt bymuseum i Matsumoto der åbnede i 2023.

I tilknytning til museet er der flere restauranter og caféer, der serverer traditionel ainu-mad med blandt andet vildt og laks, samt butikker, der sælger traditionelt ainu-kunsthåndværk.


Upopoy National Ainu Museum
En række traditionelle ainu-huse er opført i museets park


Praktisk information

Adresse:
2 Chome-3 Wakakusa-chō, Shiraoi, Hokkaido 059-0902
Transport:
Upopoy ligger ved bredden af Poroto-søen, cirka 10 minutters gang fra nordudgangen på JR Shiraoi Station. Stationen nås på cirka 65 minutter med Hokuto-limited express fra Sapporo eller cirka 40 minutter fra New Chitose Airport (skift på Minami-Chitose). Museet er lukket om mandagen, og der opkræves entré til hele Upopoy-komplekset. Tjek hjemmesiden for dagens program over danse-, musik- og workshopforestillinger, så du kan planlægge besøget.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Upopoy ligger smukt ved Poroto-søen (Poroto betyder “stor sump” på ainu-sproget), og der er anlagt fine spadserestier langs søbredden, som er værd at gå en tur ad i forbindelse med besøget.

Shiraoi er en mindre by, så de fleste større seværdigheder ligger et stykke væk. Mod nordøst når du på cirka 40 minutters kørsel Noboribetsu Onsen og Jigokudani, et af Hokkaidos mest berømte varme kilde-områder. Lidt længere mod nordøst kan du desuden besøge Lake Tōya (Tōyako), en kaldera-sø med onsen og udsigt til den aktive vulkan Usu-zan – endnu uden egen artikel.