23. juli 2026
Kumano-Hayatama-Taisha
Hayatama Taisha

Hayatama Taisha (熊野速玉大社) er den ene af tre betydningsfulde helligdomme sammen med Hongu Taisha og Nachi Taisha der fungerer som hovedhelligdomme for alle Kumano-helligdomme. De er alle udpeget til at være en del af Unescos verdensarv. Hayatama Taisha er beliggende i Shingū by ved Kumano-floden på den sydøstlige kyst af Kii-halvøen.

Hayatama Taisha menes at være grundlagt i oldtiden, og fund af religiøse genstande fra det 3. århundrede indikerer at hele området har været genstand for tilbedelse meget langt tilbage i tiden

Ifølge en gammel skabelsesmyte steg tre guder (Kumano-Hayatama, Kumano-Musubi og Ketsumi-Miko) først ned til jorden på en klippe ikke langt fra helligdommen. Klippen Gotobiki ligger på toppen af bjerget Kamikura og pga. den guddommelige kontakt betragtes den som hellig. Klippen tilbedes stadig den dag i dag. Sidenhen blev der bygget en særlig helligdom til de tre guder som vi i dag kender som Hayatama Taisha.

Bynavnet Shingū betyder i øvrigt “ny helligdom” hvilket også siger noget om helligdommens store betydning. Helligdommens nuværende bygninger er af nyere dato fra 1951. Alle bygninger er malet i den traditionelle cinnoberfarve (shuiro). Flere af bygningerne har karakteristiske tykke hellige reb – shimenawa – hængende.

På helligdommens grund står et gammelt træ – nagi no ki – som også betragtes som helligt. Mange beder her i håb om sikker rejse og held og lykke i ægteskabet. Træsorten kaldes Nageia nagi, den har ikke et dansk navn, men er en form for asiatisk laurbær. Træet er næsten 18 meter højt og blev plantet tilbage i 1159 af Taira no Shigemori (1138-1179) der var en del af Taira-familien. Træet er udpeget som et nationalt naturmonument af den japanske regering.

På helligdommens grund ligger også det lille museum Kumano Shimpōkan som udstiller flere genstande tilknyttet stedet, bl.a. lakæsker og ceremonielle vifter. Flere er udpeget som nationalskatte af den japanske regering. Der er ikke meget engelsk skiltning, men museet er stadig et besøg værd.



Vil du vide mere om Kumano Kodō-netværket?

Så læs Hanafubuki.dks introartikel Kumano Kodō – et historisk netværk af pilgrimsruter.

Praktisk information

Adresse:
1番地 Shingū, Wakayama 647-0081
Transport:
Hayatama Taisha ligger omkring 15 minutters gang fra Shingū Station på JR Kisei-hovedlinjen. Selve helligdommen er åben året rundt, og adgang til området er gratis. Det lille museum Kumano Shimpōkan på helligdommens grund har separat entré og varierende åbningstider – tjek hjemmesiden inden besøget. Sæt cirka en time af til helligdommen og museet samlet.
Officiel hjemmeside (japansk)
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Helligdommen er tæt forbundet med Kamikura-helligdommen, der ligger få minutters gang sydpå med den hellige klippe Gotobiki på toppen af bjerget Kamikura. Lige ved Shingū Station ligger Jofuku-parken, tilegnet den kinesiske udsending Jofuku der ifølge legenden søgte efter livets eliksir. De tre seværdigheder kan alle ses på en halv eller hel dag og er et naturligt udgangspunkt for at udforske Kumano-områdets historie og religiøse betydning.

Kumano Hayatama Taisha er en del af verdensarven De hellige steder og pilgrimsruter i Kii-bjergene, optaget på UNESCOs liste i 2004.
Se alle verdensarvssteder i Japan →