1. juli 2026

enkoji_templet_kyoto

Enkōji-templet (圓光寺) er et historisk zentempel i det nordlige Kyoto, tæt på den kejserlige villa Shugakuin. Templet tilhører Rinzai-skolen og er særligt kendt for sine smukke haver, zazen-meditation og farverige efterårsløv der hvert år tiltrækker mange besøgende.


Historie og betydning

Templet blev grundlagt i 1601 af shogun Tokugawa Ieyasu (1543–1616) som et undervisningssted. Dets første leder var zenpræsten Sanyo Genkitsu (1548–1612), og skolen var bemærkelsesværdig ved at være åben for både munke og lægfolk. Enkōji spillede en vigtig rolle i udbredelsen af viden ved at trykke bøger, herunder klassiske kinesiske værker som Kongzi Jiayu (Koshikego) med tekster af Confucius, Rikutō, Sanryaku, Jōganseiyō, Azuma Kagami, I ching og Bukeishichisho. Disse bøger er kendt under navnet Fushimi-udgaverne (Fushimiban) eller Enkōji-udgaverne. De mere end 50.000 originale træblokke, der blev brugt til trykningen, opbevares fortsat i templet.

I 1667 blev templet flyttet til sin nuværende placering i det nordlige Kyoto. I dag er det et vigtigt sted for zenpraksis og meditation og fungerer som træningssted for buddhistiske munke. Templet er desuden tilknyttet Nanzenji-templet der ligger lidt længere sydpå i Kyoto.


Kunst og skatte

Enkōji-templet huser en statue af den tusindarmede Kannon, som tilskrives den legendariske billedhugger Unkei. Blandt templets andre skatte finder man en seksdelt foldeskærm med bambusmalerier af kunstneren Maruyama Ōkyo (1733–1795).


Maruyama_Ōkyo_bambus


Haverne

Templet er omgivet af to meget forskellige haver. Den første er zenhaven Honryutei (Løbende drage), skabt i 2013. Flere skarpe sten står på højkant eller ligger ned i bølget hvidt sand for at symbolisere en drage der er på vej til at flyve.

Den indre have, Jugyu no Niwa, er berømt for sit spektakulære efterårsløv der opleves bedst fra templets indre. Her findes også dammen Seiryu-chi samt et suikinkutsu som er et nedgravet vandbassin hvor vand drypper ned og giver en fin, beroligende og zenagtig lyd når man går rundt i haven. Ved siden er der en lille bambuslund.


Udsigt

Bag templet ligger en høj som man kan komme op på og nyde den fine udsigt udover Kyoto. Det er også her der ligger en mindre Toshugu-helligdom tilegnet shogun Ieyasu Tokugawa.


Gravplads og mindesmærker

For foden af højen ligger templets begravelsesplads. Her er bl.a. Taka Murayama (1809-1876) heltinden fra romanen Hana no shogai (Blomsterliv) af forfatteren Seiichi Funahashi (1904-1976) begravet. Syed Omar er også begravet her. Han var en 19 årig udvekslingsstudent som døde i Kyoto efter at have været et offer for atombomben i Hiroshima.



Praktisk information

Adresse:
13 Ichijōji Kotani-chō, Sakyō-ku, Kyoto 606-8147
Transport:
Enkōji-templet ligger i det nordlige Kyoto i Sakyō-distriktet, tæt på den kejserlige villa Shugakuin. Templet nås nemmest med Eizan-jernbanen til Ichijōji Station, hvorfra der er cirka 15 minutters gang. Fra Kyoto Station kan du tage JR Nara-linjen til Tōfukuji Station, skifte til Keihan Main Line og stå af på Demachiyanagi Station, og derfra fortsætte med Eizan-jernbanen. Alternativt kører bus 5 hele vejen fra Kyoto Station til stoppestedet Ichijōji Sagarimatsuchō, hvorfra der er 5-10 minutters gang.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige nord for Enkōji ligger den kejserlige villa Shugakuin (Shugaku-in Imperial Villa) med dens prægtige haver – besøg kræver dog gratis forhåndsbestilling hos Imperial Household Agency. I området ligger desuden Shisen-dō-templet, en stille samurai-villa med en smuk have der ofte besøges sammen med Enkōji.